Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Let at forme og forvandle — bjergarten fra Volterra

Let at forme og forvandle — bjergarten fra Volterra

 Let at forme og forvandle — bjergarten fra Volterra

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

Forestil dig et materiale der forekommer i naturen, og som er let at forme og forvandle til glatte, sirlige figurer — et materiale der har forskellige farvenuancer, ét der er halvgennemsigtigt og har åretegninger, og som er så kønt at det egner sig perfekt til udskæring af forunderlige figurer og fine detaljer. Kan du gætte hvad det er?

DET er alabast. Vi vidste ikke meget om denne bjergart før vi besøgte det gamle, veletablerede centrum for alabastforarbejdning i Italien — byen Volterra i Toscana.

I Volterra har billedskæringer i alabast dybe rødder i historien, der går så langt tilbage som til oldtiden da etruskerne boede i området. I et lokalt museum med en etruskisk samling beundrede vi mange af kulturgenstandene, blandt andet de hundreder af askekister af alabast fra det fjerde til det første århundrede før vor tidsregning. Efter at de afdøde var blevet kremeret, blev deres aske lagt i sådanne rektangulære kister og begravet. Kisterne er rigt udsmykket med reliefdekorationer, hvori der ofte indgår skildringer af den afdødes angivelige rejse til dødsriget.

Etruskerne var dog ikke det eneste oldtidsfolk der gjorde brug af alabast; ægypterne brugte det også i stor udstrækning. Der er dog forskel på den kemiske sammensætning i den orientalske alabast — der også nævnes i Bibelen — og den meget blødere, kalkholdige alabast fra Volterra.

Også marmor var meget brugt blandt kunstnere i antikkens Rom og Grækenland, men sammenlignet med sådanne „fornemme“ materialer var det kalkholdige alabast en noget ringere slægtning. Det er en blødere og skrøbeligere bjergart som lettere får ridser, og i arkitekturen har den altid spillet en underordnet rolle i forhold til marmor. Kunstgenstande af alabast kan ikke tåle at blive udsat for vind og vejr og bliver derfor hovedsagelig brugt til at pryde bygninger indvendigt. Til gengæld er alabast på grund af sin smidighed særlig egnet til udhugning af små, fine detaljer.

 Et nyt erhverv opstår

Der er ingen spor af alabastforarbejdning i de århundreder der fulgte efter etruskernes æra og romertiden. Historiske optegnelser fra det 16. århundrede henviser til dette håndværk i midten af det 16. århundrede. På det tidspunkt erhvervede Toscanas storhertug Francesco Medici en smuk og usædvanlig vase drejet af en kunsthåndværker fra Volterra, og forærede den til hertugen af Bayern. I det 17. århundrede var de lokale kunsthåndværkere beskæftiget med at fremstille mindre prydgenstande. Håndværket vandt bemærkelsesværdig udbredelse i løbet af det 18. århundrede takket være billedhuggernes  eminente reproduktioner af antikkens skulpturer. På det tidspunkt havde alabast fra Volterra opnået en berømmelse der nåede ud til hele Europa og længere endnu.

I den periode satte en adelsmand på egnen, der havde ry for at have kunstnerisk talent og forretningssans, skub i alabastbranchen. Marcello Inghirami Fei, som han hed, begyndte at bryde de underjordiske aflejringer af dette mineral, og han grundlagde i 1791 en skole hvor mere end 100 lærlinge skulle lære billedskærerkunsten under ledelse af førende kunsthåndværkere indbudt fra forskellige regioner i Italien og fra udlandet. Det resulterede i at erhvervet blomstrede.

De otte-ni alabastværksteder der eksisterede i 1786, blev i perioden frem til 1830 forøget til 60. I denne årrække drog omkring 50 eventyrlystne købmænd fra Volterra verden rundt, fra Europa til Nord- og Sydamerika, Indien og Fjernøsten, for at sælge alabastvarer af høj kvalitet. Nogle af dem samlede sig store formuer. Opsvinget varede til 1870. Siden hen har opgangsperioder og nedgangstider afløst hinanden; dog kommer størstedelen af egnens indtægt stadig fra forarbejdningen af alabast.

På slentretur i Volterra

Med de stille brolagte gyder, huse af sandsten, hyggelige kroge og solrige piazzaer — det hele omgivet af det dejlige toscanske landskab — har Volterra en atmosfære helt for sig. Man føler sig hensat til middelalderen. På slentreturen med vores venner sikrer vi os at vi denne eftermiddag får besøgt etruskernes imponerende buede portåbning Porta all’Arco. Den er fra det fjerde århundrede og er en del af de middelalderlige bymure.

Vi står længe foran butiksvinduerne og stirrer måbende på fugleflokke i flugt, livfulde, stejlende heste og graciøse menneskeskikkelser — alt sammen i alabast, men med samme skær som halvgennemsigtigt glas. I lokaler med hvælvede lofter er der foruden reproduktioner af antikkens skulpturer udstillet urner som er kunstfærdigt dekoreret med vinranker fulde af druer. Man kan også beundre vaser med indviklede mønstre bestående af huller og graveringer og se lysestager, skakspil, smykkeskrin og mange andre pynteting.

Vores venner lægger mærke til at dette interesserer os, så de tager os med ind i nogle støvede værksteder for at vi selv kan følge med i hvordan kunsthåndværkerne forvandler råmaterialet til et smukt produkt. Vi får at vide at der i kalklaget under Volterra og dens omegn er spredte forekomster af ovale klumper, der vejer mellem 2 og 1000 kilo. Disse alabastklumper bliver udvundet fra åbne stenbrud eller tunneler som kan være næsten 300 meter dybe. Alabast varierer i farve fra en halvgennemsigtig hvid til elfenbenshvid og gul, men findes også i svage pastelfarver — rød, brun, grågrøn — eller i sort. Ofte har den åretegninger i forskellige mønstre og varierer i gennemsigtighed.

På vores tur rundt i værkstederne ser vi forskellige arbejdsteknikker. Vi møder Gloria, der er i gang med at gravere sarte forsiringer i en tallerken, og Franco der har travlt med at dreje pynteting på en drejebænk. Denne teknik bruges til mange afrundede genstande, fra tallerkener og skåle til lamper og lampeskærme — og her er halvgennemsigtig alabast særlig velegnet. Håndværkernes værktøj og materialer ligger spredt i ét stort rod — raspe og file, hamre og mejsler, fræsere og sandpapir foruden halvfærdige buster. Vi får at vide at de menneske- og dyrefigurer som fylder op i reolerne, bliver brugt som modeller til reproduktion.

Overalt ligger der et tykt lag hvidt alabastpulver. Selv dette pulver har anvendelsesmuligheder. Man bruger pulveret til massefremstilling af statuetter ved at blande det med kunstharpiks og komme det i forme. Men, som mange kunsthåndværkere skynder sig at tilføje, må dette produkt ikke forveksles med den ægte håndlavede vare.

En heftig debat

Det siges at Volterras indbyggere har alabaststøv i blodet, og da vi taler med de venlige håndværkere, bliver det hurtigt klart at deres gamle håndværk er genstand for livlig debat. Nogle hævder at billigprodukter som kun har ubetydelig eller slet ingen kunstnerisk værdi, ødelægger det gode ry der knytter sig til alabastudskæring, der er kendt for at være af højeste kvalitet. Andre hævder at markedet er rummeligt nok til et bredt udvalg af produkter, fra originale kunstgenstande til masseproducerede pynteting. Debatten er ikke ny, og den er langtfra overstået. Det er nu engang sådan at skånselsløs konkurrence og kommercielle interesser overskygger meget af det mennesker beskæftiger sig med, og sådanne faktorer vil sandsynligvis blive ved med at gøre deres indflydelse gældende.

Én ting er dog sikker. De kunstneriske evner som vor Skaber har udstyret os med, vil bestå for evigt. Det vi har set under vores besøg i Volterra, er blot ét eksempel på de vidunderlige evner alle der lever, vil kunne udvikle til fuldkommenhed når de erfarer opfyldelsen af Jehova Guds profetiske ord: „Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Esajas 65:22.

[Illustrationer på side 26]

1. Alabast bliver udvundet fra tunneler som kan være næsten 300 meter dybe. 2. Formning af en vase på en drejebænk. 3. Rigt udsmykket askekiste af alabast 4. En nutidig skulptur af alabast