Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har jeg brug for en mobiltelefon?

Har jeg brug for en mobiltelefon?

 Unge spørger:

Har jeg brug for en mobiltelefon?

„Jeg føler mig utryg og bliver let irriteret hvis jeg ikke har min mobiltelefon med mig.“ — Akiko. *

MOBILTELEFONER bliver mere og mere populære i mange lande. De er meget praktiske. Ens venner og forældre kan hvor som helst og når som helst komme i forbindelse med en — og omvendt. På nogle modeller kan man sende korte, skrevne meddelelser, såkaldte sms-beskeder, til hinanden. * Det er „den sidste nye måde hvorpå unge kan få deres behov for at kommunikere med andre tilfredsstillet,“ siger Londonavisen The Times. Der findes endog mobiltelefoner der giver brugeren adgang til internettet med hjemmesider og mulighed for at sende og modtage e-mail.

Måske har du allerede en mobiltelefon eller overvejer at købe en. Men husk at en sag har to sider. En mobiltelefon har helt sikkert nogle fordele, men det vil være godt også at overveje de mulige ulemper ved at have en mobiltelefon. Når  du kender dem, vil det hjælpe dig til at bruge din mobiltelefon fornuftigt.

’Beregn omkostningerne’

Jesus fremsatte det meget kloge princip at man skal ’beregne omkostningerne’ før man går i gang med et vigtigt projekt. (Lukas 14:28) Gælder dette princip også mobiltelefoner? Ja, helt sikkert. Det er sandt at man kan købe en mobiltelefon for næsten ingen penge — eller måske endda få den gratis. Men som 17-årige Henna fandt ud af, „kan telefonregningen pludselig blive overraskende stor“. Dertil kommer det konstante bombardement med tilbud om ekstra tjenesteydelser og bedre og dyrere modeller. Hiroshi, en ung mand fra Japan, siger: „Jeg har et deltidsjob og sparer penge sammen så jeg kan købe en ny model hvert år.“ Og mange andre unge gør det samme. *

Selv om det er dine forældre der betaler telefonregningen, er det stadig vigtigt at tage hensyn til hvad det koster at have en mobiltelefon. En rejsende tilsynsmand i Japan siger: „Der er mødre som tager ekstra arbejde blot for at børnene kan have en mobiltelefon, som måske slet ikke er nødvendig når det kommer til stykket.“ Ville du lægge denne byrde på dine forældre?

Stjæler tid

Mange der i begyndelsen gør moderat brug af mobiltelefonen, opdager snart at den tager mere af deres tid end de havde regnet med — og stjæler tid fra noget som er mere vigtigt. En ung japansk pige, Mika, plejede at sidde længe sammen med familien ved middagsbordet. Hun siger: „Nu skynder vi os tilbage til vores værelser for at tale i telefon eller sms’e så snart vi er færdige med at spise.“

„En tredjedel af de unge mellem 16 og 20 foretrækker sms-beskeder frem for andre skrevne meddelelser,“ siger den engelske avis The Guardian. Selv om det koster mindre at sende sådanne meddelelser end at tale i telefonen, tager det længere tid at taste dem ind. Mieko på 24 år siger: „Hvis nogen sender beskeden ’God nat’, svarer jeg ’God nat’ — og derefter flyver beskederne frem og tilbage med tom snak i næsten en time.“

Mange der har en mobiltelefon, ville sikkert blive overraskede hvis de vidste hvor meget tid de bruger på at tale i telefon eller sende sms’er hver måned. En 19-årig pige ved navn Teija siger: „En mobiltelefon er for mange noget der stjæler deres tid, ikke noget der giver dem tid.“ Selv om du faktisk har brug for en mobiltelefon, er det vigtigt at holde øje med hvor meget tid du bruger på den.

En 20-årig finsk pige, et af Jehovas Vidner, siger at det er meget almindeligt at de unge sender ligegyldige sms’er til hinanden under stævneprogrammet. Der er også mange unge der gør det mens de er ude at forkynde. Bibelen giver kristne det råd at ’købe sig den belejlige tid’. (Efeserne 5:16) Derfor er det sørgeligt når nogle bruger den tid de har sat af til åndelige gøremål, til at tale i telefon eller sende sms’er.

Hemmelig kommunikation

Der er endnu en faldgrube. Det gør Marie opmærksom på: „Eftersom man ringer direkte til personen og ikke til hjemmet, kan forældrene ikke vide hvem deres børn taler med, eller hvor meget de i det hele taget bruger telefonen.“ Nogle unge benytter mobiltelefonen til i hemmelighed at kontakte en af det modsatte køn. De glemmer alt om forsigtighed og ser stort på de normer de plejer at følge når de søger kontakt med andre.

Grunden er at ’ingen kan kontrollere hvad de unge skriver når de sender beskeder,’ siger Londonavisen The Daily Telegraph. Det gør en forskel at man hverken kan se eller høre den man kommunikerer med. „Nogle mener at sms-beskeder er en mere upersonlig måde at kommunikere på,“ siger Timo. „De skriver noget som de ikke kunne finde på at sige ansigt til ansigt.“

Da en 17-årig japansk pige ved navn Keiko fik en mobiltelefon, gav hun sit nummer til mange af sine venner. Inden længe begyndte hun hver dag at udveksle beskeder med en ung mand i sin menighed. Hun fortæller: „Til at begynde med talte vi bare om almindelige ting, men der gik ikke lang tid før vi begyndte at fortælle hinanden om vores bekymringer. Vi skabte vores egen lille verden med vores mobiltelefoner.“

Heldigvis fik Keiko hjælp fra sine forældre og de kristne ældste før det udviklede sig til mere. Hun indrømmer nu: „Allerede før jeg fik min egen mobiltelefon, havde mine forældre advaret  mig imod at udveksle sms’er med en af det modsatte køn. Alligevel sendte jeg ham beskeder hver dag. Det var ikke særlig klogt at bruge mobiltelefonen på den måde.“ *

Bibelen opfordrer os til at ’bevare en god samvittighed’. (1 Peter 3:16) Det gælder også når man bruger en mobiltelefon. Man må sikre sig at man „intet har at skamme sig over,“ som Koichi siger, heller ikke hvis andre kom til at se ens beskeder eller høre ens samtaler. Vi må aldrig glemme at vi ikke kan skjule noget for vores himmelske Fader. Bibelen siger: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ (Hebræerne 4:13) Hvorfor så prøve at holde et forhold hemmeligt?

Sæt grænser

Hvis du overvejer at købe en mobiltelefon, hvorfor så ikke først nøje vurdere din situation for at finde ud af om du virkelig har brug for den? Tal med dine forældre om det. Mange har den samme mening som Jenna, en finsk pige på 14 år, der siger: „For mange unge er det et stort ansvar at have en mobiltelefon.“

Hvis du køber en mobiltelefon, er det vigtigt at du bruger den fornuftigt. Hvordan gør man det? Ved at sætte nogle rimelige grænser. Du kan for eksempel sætte grænser for hvor mange af de forskellige funktioner på mobiltelefonen du vil benytte, og hvor meget tid og hvor mange penge du vil bruge på den. Mange telefonselskaber sender en samtalespecifikation med regningen. Måske kan du fra tid til anden kigge på den sammen med dine forældre. Andre finder det praktisk at bruge en mobiltelefon med forudbetalt taletid for at begrænse deres samtaler.

Tænk også over hvordan og hvornår du vil svare på opkald og beskeder. Lav dine egne fornuftige regler. Shinji forklarer hvad han gør: „Jeg ser efter post én gang om dagen, og jeg svarer som regel kun på beskeder hvis de er vigtige. Som følge heraf er nogle af mine venner holdt op med at sende mig intetsigende sms’er. Hvis der er tale om noget vigtigt, vil de helt sikkert prøve igen.“ Noget som er endnu vigtigere, er at være selektiv med hensyn til hvem man kommunikerer med. Vær forsigtig med at give andre dit telefonnummer. Følg de samme normer som du plejer når du vælger venner. — 1 Korinther 15:33.

Bibelen siger: „Til alt er der en fastsat tid, . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ (Prædikeren 3:1, 7) Også mobiltelefoner har „en tid til at tie“. De kristne møder og forkyndelsen er ’fastsatte tider’ til at tilbede Gud, ikke til at tale i telefon eller sende sms’er. Når vi er i teatret eller sidder på en pænere restaurant, respekterer vi ledelsens ønske om ikke at bruge mobiltelefon. Fortjener universets Suveræn mindre respekt?

Mange slår ringetonen fra eller slukker for mobiltelefonen når de ikke vil forstyrres — medmindre de venter et vigtigt opkald. Andre lægger mobiltelefonen væk. Når alt kommer til alt, kan de fleste samtaler udmærket vente til senere.

Hvis du køber en mobiltelefon, så vær besluttet på at det er dig der styrer den, og ikke den der styrer dig. Vær på vagt, og vær opmærksom på at mobiltelefonen ikke stjæler tid fra noget som er mere vigtigt. Bibelen giver tilskyndelsen: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ (Filipperne 4:5) Beslut dig for at bruge mobiltelefonen på en måde som viser at du er rimelig og fornuftig.

[Fodnoter]

^ par. 3 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 4 Sms står for Short Message Service.

^ par. 7 En behandling af spørgsmålet om arbejde efter skoletid findes i artiklen „Unge spørger: Hvad er der galt ved at tjene penge?“ i Vågn op! for 22. september 1997.

^ par. 18 Hyppige samtaler over telefonen eller regelmæssig udveksling af beskeder med en af det modsatte køn kan i virkeligheden være en måde at komme sammen på. Se artiklen „Unge spørger: Er der noget galt i at vi ringer eller skriver sammen?“ i Vågn op! for 22. august 1992.

[Illustrationer på side 20]

Nogle kommer hemmeligt sammen med en af det modsatte køn via mobiltelefonen