Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ilden — ven eller fjende?

Ilden — ven eller fjende?

 Ilden — ven eller fjende?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

ILD kan være en ven eller en fjende. Den kan forny et landskab eller helt ødelægge det. Store brande kan udvikle sig og blive yderst destruktive og være vanskelige at få under kontrol.

Et eksempel på hvor hærgende en storbrand kan være, sås i Indonesien i 1997. Flere skovbrande forårsagede umådelige skader på jorden, menneskene og landets økonomi. En kvælende røg bredte sig til nabolandene — otte i alt — og kom til at berøre omkring 75 millioner mennesker. Rapporterne viser at 20 millioner måtte behandles for astma, emfysem og hjerte-kar-sygdomme samt skader på øjne og hud.

I Singapore nåede forureningen faretruende højder. Byen var dækket af et tykt røgtæppe. „Vi er alle fanger i vores eget hjem,“ klagede en indbygger, som ikke turde vove sig ud af sit luftkonditionerede hus. På de værste dage kunne man ikke se solen på grund af røgen.

Året efter, i 1998, blev 8000 indbyggere i British Columbia, Canada, tvunget til i hast at forlade deres hjem da et inferno af ild hurtigt nærmede sig. Det var blot én af næsten tusind brande der rasede i hele Canada i det år. De 115 af dem blev på et vist tidspunkt anset for at være uden for enhver kontrol. En brand i det nordlige Alberta lagde 35.000 hektar skov øde. En af dem som boede i nærheden, sagde: „Det så ud som om en atombombe var blevet sprængt. Der var denne vældige sorte paddehattesky som hang over området.“

Ilden som fjende

Ild har en enorm kraft. En voldsom skovbrand kan omdanne landskabet, ændre balancen mellem de forskellige plantearter, indvirke på dyrelivet og true menneskers liv og ejendom.

En stor skovbrand kan øge faren for erosion. Når den ryddede jord bliver udsat for kraftige regnskyl, der ofte følger efter en hed sommer, skylles jorden væk. Det berører plantelivet. Nogle af de mest følsomme planter tager skade og går til grunde, mens andre tilpasser sig. Desværre er det som regel ukrudtet der trives og overtager jorden, mens dens oprindelige plantevækst bliver fortrængt.

De dyrearter der er afhængige af særlige vækster, er derfor også truet. Pattedyr som koalaer og pungræve, der er hjemmehørende i Australien, vil være i fare for at blive udryddet hvis deres tilholdssteder blev ødelagt af en skovbrand. I de sidste 200 år har det australske kontinent mistet 75 procent af sine regnskovsområder, 66 procent af sine oprindelige træbevoksede områder, 19 pattedyrarter og 68 australske plantearter — som man for de flestes vedkommende ikke finder noget andet sted i verden.

Efterhånden som byerne har bredt sig og gjort indhug i de omgivende skovområder, er befolkningen blevet stadig mere udsat for skovbrandenes ødelæggende virkninger. I december 1997 stod over 250.000 hektar i flammer da hundreder af brande rasede i Sydneys forstæder og adskillige mindre byer i Blue Mountains.  Omkring halvdelen af disse brande blev så voldsomme at de var ude af kontrol. Chefen for brandvæsenet udtalte at det var de værste brande han havde set i 30 år. Hundreder måtte evakueres fra deres hjem, mange private huse blev ødelagt, og ilden krævede to menneskeliv. Fra og med sidste del af december 2001 blev 753.000 hektar skov hærget af brande som man mener var påsatte.

Når ilden truer

Der er flere faktorer som bevirker at man ikke kan få en brand under kontrol. En af dem er det El Niño-relaterede vejrmønster, et klimatisk fænomen som i perioder forårsager varme og tørre vejrforhold forskellige steder i verden. Når et land oplever det unormalt tørre vejr som skyldes El Niño-fænomenet, er betingelserne for en skovbrand til stede.

En hyppigere årsag er dog menneskers tankeløse omgang med ild. Mange steder er det strafbart med vilje at afbrænde jord. Man har anslået at overlagt eller uoverlagt brandstiftelse har været årsag til mere end halvdelen af brandene i statsskovene i New South Wales i Australien.

Endnu en årsag er overdreven skovrydning og fældning af træer. Derved øges risikoen for at det brændbare materiale som ligger i skovbunden, antændes, og at ilden får fat. Det tørre lag af plantedele øges yderligere af affaldet fra skovningen. Fældningen af træer medfører desuden en åbning i trækronerne, hvorved sollyset trænger igennem og udtørrer skovbunden. Der skal nu blot en gnist til at antænde det brændbare materiale, og ilden vil hurtigt flamme op og blive umulig at få under kontrol.

Afbrænding af skov af økonomiske grunde kan også øge faren for storbrande. I Indonesien har man i århundreder anvendt metoden med svedjebrug til indvinding af agerland uden at man har forstyrret naturens balance nævneværdigt. Når landmændene bruger ilden med forsigtighed og sørger for at have den under kontrol, har det omtrent samme virkning på miljøet som de naturligt opståede brande. I de senere år er svedjebrugene imidlertid blevet øget i antal og omfang og er blevet industrialiseret. Som følge af det voksende globale behov for palmeolie, for eksempel, er skove blevet fældet for at give plads for hurtigtvoksende, pengeindbringende oliepalmer. Den letteste og  billigste metode til at få ryddet et stykke jord er at afbrænde den naturlige vegetation. Tusinder af hektar jord er således blevet ryddet uden hensyn til de fordele der på langt sigt er ved at bevare tilstrækkeligt mange skovområder.

Ilden som ven

Selv om ild kan forårsage skade og ødelæggelse, blandt andet på mange plante- og dyrearter, kan den også have en gavnlig virkning. Den kan ligefrem medvirke til at opretholde balancen i naturen. Hvordan det?

Ild har fra gammel tid været en af menneskets venner. Den har givet dem varme og lys, og de har tilberedt deres mad over den. Australiens urbefolkning har i århundreder brugt ild i deres daglige og årstidsbestemte arbejde. For yanyuwa-folket, en af de indfødte stammer, har ilden så stor betydning at man har over en halv snes ord for de forskellige former for ild og måden de ytrer sig på. For eksempel bruger de ordet kambambarra om en skovbrand og en ild der hurtigt breder sig. Ordet warrman bruges om en velafbrændt jord, et område som er ideelt at gå på jagt i. Røg der bølgende stiger til vejrs og danner en sky, kaldes rrumarri.

De indfødte bruger den metode at afbrænde mindre regnskovsområder før de opdyrker jorden de skal leve af. De antænder mindre bål som holdes under kontrol, og reducerer derved laget af døde og tørre plantedele, der hovedsagelig er det der giver næring til en skovbrand. En kontrolleret brug af ild har sat aboriginerne i stand til at leve af jorden samtidig med at de vildtlevende planters og dyrs levesteder bevares. Den har også mindsket risikoen for at mennesker bliver fanget i en omsiggribende skovbrand.

Værdien af kontrolleret afbrænding

Da de europæiske indvandrere kom til Australien for lidt over 200 år siden, blev den hårfine balance mellem mennesket, naturen og ilden forstyrret. Set med europæiske øjne var brande noget der burde undertrykkes. De blev mindre hyppige, men da laget af brændbart materiale i skovbunden blev tykkere, blev de brande der opstod, voldsommere og sværere at få under kontrol. I de senere år har myndighederne imidlertid taget ved lære af de indfødte australiere og udviklet en strategi som man kalder ’kontrolleret afbrænding’. Ved denne metode kan man holde afbrændingen under kontrol og derved forhindre større og mere katastrofale brande. Man antænder små brande uden for skovbrandenes normale periode. De bevæger sig langsomt, brænder med små flammer og fjerner det øverste lag af visne blade i skovbunden uden at komme træerne nær. Som regel bliver de slukket af duggen om aftenen.

Formålet med den kontrollerede afbrænding er dels at beskytte menneskers liv og ejendom, dels at bevare stedets oprindelige plante- og dyreliv. Den kontrollerede afbrænding reducerer desuden spredningen af nytilkomne hårdnakkede ukrudtsplanter. Metoden er også en hjælp til at bevare levesteder for de vildtlevende dyr som naturligt hører hjemme i området.

 Det ser ud til at visse planter er afhængige af ild for at deres frø kan spire. Nogle har en så hård skal at der skal ild til for at knække dem så der kan sive fugtighed ind. Videnskabelige undersøgelser tyder endvidere på at røgen fra en brand hjælper på frøenes spireevne. Man mener at der er omkring 70 komponenter i røgen som har betydning for frøenes spiring. En af dem er kvælstofoverilte.

Nyafbrændt jord er rig på næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Ilden frigør de næringsstoffer der findes i visne blade, tillader solens lys at trænge igennem til jordens overflade og skaber en god grobund for nye planter. Akacier, for eksempel, sår sig selv efter en skovbrand og trives godt i den afbrændte jord.

Det lader også til at mange vildtlevende dyr har gavn af de ændrede leveforhold efter en afbrænding. Især er den nye vegetation der vokser frem, mere sprød og saftig. Nogle kænguruarter foretrækker ligefrem hyppigt afbrændte skovområder og siges af være afhængige af skovbrande. Det skyldes at de planter dyrene er afhængige af til ly og føde, selv er afhængige af afbrændinger for at kunne regenereres og bevares.

Stadig meget at lære

Man får stadig større forståelse af ildens både gavnlige og skadelige virkninger, men dens indvirkning på miljøet er kompleks, og der er stadig meget at lære. Der er stadig brug for at studere ildens indvirkning på visse plante- og dyrearter, og der skal forskes endnu mere i hvordan ilden indvirker på det økologiske system i en større sammenhæng. Nogle af de spørgsmål man søger svar på, er: Bidrager skovbrandene til drivhuseffekten? Hvordan påvirker røgen fra brandene vejrmønsteret? Hvordan opfører brandene sig?

I øjeblikket findes der computerprogrammer, eller beregningsmodeller, som skal forudsige hvordan en skovbrand vil opføre sig. Programmerne analyserer data vedrørende det brændbare materiale, temperaturen, vindhastigheden og andre vejrforhold. Desværre er modellerne endnu ikke tilstrækkelig nøjagtige til at man ved hjælp af dem for eksempel kan forudsige en pludselig opblussen af ilden eller at den foretager et spring. Ved brandene i Sydney i 1997 mistede to erfarne brandmænd livet som følge af at ilden pludselig foretog et langt spring, et fænomen som meget betegnende kaldes „dødens fingre“.

Det kan især være vanskeligt at forudsige hvordan de store skovbrande vil bevæge sig, fordi de skaber deres eget „vejr“, blandt andet stærke vinde, skyer og endog tordenvejr. Disse vinde kan pludselig skifte både retning og hastighed, hvorved ilden bliver ustabil. Ved at indarbejde sådanne og andre oplysninger, som for eksempel oplysninger om terrænets art og hældning og det brændbare materiales fordeling, håber forskerne at kunne forbedre de nuværende beregningsmodeller.

Et projekt i denne henseende foregår i øjeblikket i De Forenede Stater under ledelse af Det Nationale Center for Atmosfæriske Studier (NCAR) i Colorado. Det mest avancerede videnskabelige udstyr er blevet installeret i et C-130 transportfly. Der er blandt andet syv computerstationer, som alle er beskyttet af et kraftigt isoleringsmateriale. Flyet skal flyve hen over en skovbrand og indsamle dataprøver ved hjælp af sensorer som er fastgjort på vingerne. De indsamlede data sendes derefter til behandling i computerne. Flyet har et infrarødt kamera, et såkaldt Thermacam, som viser ildens intensitet de forskellige steder. På denne måde indhenter forskerne viden om hvordan de kan forbedre de nuværende modeller som skal vise hvordan en brand opfører sig.

Man håber at disse forbedrede modeller vil sætte eksperterne i stand til med større sikkerhed at få kontrol over brandene. Hvis man kan forudsige nøjagtig hvordan en skovbrand vil opføre sig, vil man også kunne mindske de risici brandfolkene udsættes for når de skal beskytte samfundet.

Ild kan altså være en farlig og altødelæggende fjende når den ikke er under kontrol, men den kan også være en ven man kan have gavn af. Den har betydning for de kredsløb i naturen som Skaberen har sat i gang til foryngelse af jorden og opretholdelse af balancen mellem de forskellige livsformer, både i plante- og dyrelivet.

[Illustration på side 25]

Kronhjorte undslipper en skovbrand der fejer gennem en floddal i Montana, USA

[Kildeangivelse]

John McColgan, BLM, Alaska Fire Service

[Illustration på side 26]

En kontrolleret afbrænding i Australien

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Queensland Rural Fire Service