Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et bevinget udbytte

Et bevinget udbytte

 Et bevinget udbytte

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I COSTA RICA

DENNE farms produkt er bevinget. Ja, du læste rigtigt. Og som enhver avler er klar over, må bestanden være sund. Derfor holder ejeren vagtsomt rovgriske insekter, edderkopper og fugle ude. Han har særlig travlt når han skal indsamle de værdifulde væsener han så omhyggeligt har passet og plejet sæsonen igennem. Hvis alt forløber godt, vil millioner af dyr gå på vingerne flere tusind kilometer fra hjemmet. Hvad er det for dyr? Hvis du har gættet på sommerfugle, har du gættet rigtigt.

Opdræt af sommerfugle er værdifuldt i flere henseender. Det er på en både smuk og økologisk måde med til at bevare forskellige sommerfuglearter. Flagrer myriader af spørgsmål nu omkring i dine tanker? Spekulerer du på hvordan en sommerfuglefarm er indrettet? Tjener den flere formål end førnævnte? Indledningsvis vil vi se nærmere på hvordan man begyndte at opdrætte sommerfugle.

Det begyndte i Kina

Kinas opdræt af silkesommerfugle går mange hundrede år tilbage, hvorimod sommerfuglefarme er et relativt nyt fænomen. De opstod i forbindelse med at man i 1970’erne udstillede levende sommerfugle på Kanaløen Guernsey.

På udstillingen genskabte man en tropisk regnskov, komplet med sommerfugle som med deres uendelige variation i farver og former tilførte scenerierne liv. Derfor var det selvsagt nødvendigt at hente tropiske sommerfugle til øen. Men hvordan får man transporteret tropiske sommerfugle, der for nogles vedkommende kun lever to-tre uger, i god behold til et bestemmelsessted flere tusind kilometer borte fra deres naturlige levested? Det krævede at man oprettede kommercielle sommerfuglefarme.

Hvordan man opdrætter sommerfugle

Det er fornøjeligt at besøge en sommerfuglefarm og på nært hold iagttage farvespillet i et virvar af flagrende vinger. Vågn op!  har besøgt Mellemamerikas største farm og største eksportvirksomhed af sin art, Butterfly Farm i Costa Rica. Ud over at eksportere pupper driver farmen en informationstjeneste for dem der gerne vil vide mere om sommerfugles livscyklus og biologi.

Idet vi træder ind i sommerfugleindelukket, fanges vores blik straks af de mange hundrede flyvende sommerfugle i et utal af smukke farvesammensætninger. Nogle sommerfugle flakser omkring, mens andre svæver graciøst af sted. De farveprægtige insekter ænser os ikke, men passer uforstyrret deres daglige dont med at spise, formere sig og lægge æg. Det er en betagende oplevelse! De smukke og velduftende planter, som for eksempel vilde blomster og bananpalmer, er sommerfuglenes føde og bosted.

Haven er grundigt afspærret for at beskytte æggene mod deres naturlige fjender. I naturen bliver kun 2 procent af æggene siden til udvoksede sommerfugle, men i beskyttede omgivelser som på Butterfly Farm overlever omkring 90 procent.

Sommerfuglenes formering og vækst afhænger af de rigtige planter. Hver art lægger nemlig kun æg på én bestemt plante, som er eneste fødekilde for larverne. Derfor står her mange specielt udvalgte planter foruden nektarplanter, som de voksne sommerfugle suger næring fra.

En hun lægger cirka 100 æg ad gangen. De minder om små dugperler og er på størrelse med punktummet efter denne sætning. Det er ikke alene én bestemt plante hun lægger æg på — det er også kun én bestemt del af planten. Derfor kan opdrætteren let finde dem og flytte dem hen hvor de skal klækkes. Hver dag bliver planterne ransaget for æg, og det kontrolleres om larverne er kommet ud af æggene. De nyudklækkede larver holder måltid på æggeskallerne. På Butterfly Farm bliver larverne flyttet hen på potteplanter i små bure. Det er af største vigtighed at burene bliver holdt rene, for ellers kan sygdomme få frit spil og dræbe larverne.

Efter tredje larvestadium lever larverne bogstavelig talt for at spise. Det siges at hvis et barn på tre kilo voksede lige så hurtigt som en larve, ville det på to uger komme til at veje otte tons.

På femte og sidste larvestadium hæfter larven sig til en gren eller til burets top og bakser for at krænge huden over det solide puppehylster af sig. I dette tidsrum er farmeren nødt til at være meget årvågen.

Pupperne skal indsamles hver dag for at man kan aldersbestemme dem nøjagtigt. Der er mellem 40 og 100 af dem, og de bliver varsomt pakket i papkasser foret med bomuld. Farmeren og eksportørerne har cirka ti dage til at sende pupperne til distributøren, som sender dem videre til kunderne. Den typiske kunde  er et sommerfuglehus eller et institut. Hvis forsendelsen ikke er overstået inden for den nævnte frist, kommer sommerfuglene frem undervejs og dør. Men hvis alt går som det skal, krænger sommerfuglene sig ud af puppehylstrene på bestemmelsesstedet, uden at ane at de måske er kommet flere tusind kilometer hjemmefra. Butterfly Farm sender hver måned mellem 4000 og 6000 pupper til forskellige sommerfuglehuse og institutter på hele kloden.

Over hele jorden kommer der flere og flere sommerfuglefarme. De findes nu i El Salvador, Filippinerne, Kenya, Madagaskar, Malaysia, Taiwan, Thailand og USA samt, ikke at forglemme, Costa Rica. Hvert år bliver der også flere og flere steder hvor man kan opleve sommerfugle, og efterhånden har mange adgang til at iagttage disse smukke skabninger.

Der er ingen tvivl om at sommerfuglefarme fremover vil spille en væsentlig rolle i bevarelsen af sjældne sommerfuglearter. Og handelen med sommerfugle vil måske også øge opmærksomheden omkring den fintmærkende balance mellem de forskellige dele af jordens ressourcer.

[Illustrationer på side 18]

Opdrætterne beskytter æg og larver med net (1). Pupper som den der er vist her, (2), bliver pakket i kasser og sendt til mange forskellige steder (3)

[Kildeangivelser]

Monarksommerfugl og pupper øverst til venstre: Butterfly House, Mittagong, Australia; midterste sommerfugl i venstre side og sommerfugle på blade: Med tilladelse af Buckfast Butterfly Farm

[Kildeangivelse på side 16]

K. Schafer/Audiovise