Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

 Fra vore læsere

Om at bekymre sig Jeg vil gerne sige tak for artiklen „Unge spørger: Hvordan kan jeg holde op med at være så bekymret?“ (22. september 2001) Jeg er 17 år, og hver dag spekulerer jeg på hvordan mit liv vil forme sig når jeg er færdig med gymnasiet. Det er ikke noget jeg snakker om, for jeg vil ikke belemre andre med mine bekymringer, men inderst inde plager det mig. Artiklen hjalp mig til at se det fornuftige i at snakke med min mor og med andre modne kristne i menigheden.

L.R., USA

Jeg er 17 år. Ofte bekymrer jeg mig om min mors helbred, mit skolearbejde og mine huslige pligter. Min mor puffer altid til mig ved de kristne møder når der bliver talt om ikke at bekymre sig. Derfor var jeg glad for artiklens praktiske forslag om at prioritere tiden rigtigt og ikke udskyde ubehagelige gøremål. Tak for artiklen.

H.H., USA

Både som ældste i menigheden og som far oplever jeg at vore unge er bekymrede for fremtiden. Jeres råd om at de skal tale med deres forældre og hurtigt få løst problemerne, var gode. Tak fordi I viser interesse for de unge.

R.H., Canada

Depression blandt unge I skolen fik jeg til opgave at skrive om et socialt ungdomsproblem efter eget valg. Jeg brugte temaartiklerne fra 8. september 2001, „Hjælp til deprimerede unge“. Der er mange unge som lider af depression i det område hvor jeg bor. Jeg har før brugt Vågn op! i andre opgaver — og har fået gode karakterer!

S.H., Australien

Vores teenagesøn led af en infektion i hjertet og i hjernen. Sygdommen blev behandlet, men den depression der fulgte med sygdommen, blev ikke opdaget, og den skulle vise sig at være langt farligere. Vores søn tog sit eget liv. For ham er der ikke længere noget man kan gøre, men for os har denne artikelserie været en stor hjælp til at forstå hans sindslidelse. Vi er meget taknemmelige for at dette emne er blevet behandlet, og at I viser så stor omsorg for vore unge.

G. & G.R., Tyskland

Nogle gange er jeg helt nede og føler mig uduelig. Jeg har altid syntes det var pinligt at tale om mine følelser med mine forældre og med de ældste i menigheden. Men da jeg læste sætningen „uanset hvorfor du har det dårligt, er det ikke din skyld“, følte jeg en stor lettelse. Og jeg forstod at jeg ikke er alene.

H.T., Japan

Vi betragter verden Jeg skriver for at udtrykke min begejstring for de utrolig sjove tegninger i „Vi betragter verden“. De hjælper mig til at huske de nyheder de skal illustrere, men frem for alt morer de mig. Fortsæt endelig med jeres fortræffelige arbejde!

A.I.P.B., Spanien

Mayaernes kalender Jeg tror der er en fejl i artiklen „Mayaerne før og nu“. (8. september 2001) Billedet i rammen „Mayaernes kalender“ er faktisk den aztekiske solkalender. Helt præcist er det kalenderens midtpunkt der forestiller den aztekiske solgud.

R.S., USA

„Vågn op!“ svarer: Det ser ud til at vores læser har ret. Billedet var tilsyneladende blevet fejlarkiveret hos vores billedleverandør. Fejlen blev desværre ikke opdaget inden bladet gik i trykken. Vi beklager den unøjagtige oplysning.