Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et møde med den gådefulde sneleopard

Et møde med den gådefulde sneleopard

 Et møde med den gådefulde sneleopard

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FINLAND

DER er ikke mange dyr der er så gådefulde som sneleoparden. Kun ganske få mennesker har set den i naturen, og man ved ikke ret meget om dens levevis.

Sneleoparden er en af de største attraktioner i den zoologiske have i Helsinki. Den anses af mange for at være den smukkeste af  de store katte, og dens ikke helt almindelige karakter gør den særlig tiltrækkende.

En kat på verdens tag

Selv om sneleoparden findes i over en halv snes lande fra Bhutan til Rusland, forbinder man den normalt med Himalaya. De knejsende Himalayabjerge — verdens højeste — er betagende smukke, men ikke ligefrem behagelige at færdes i. Faktisk er Centralasiens bjerge et af de koldeste og mest barske steder i verden.

Men sneleoparden befinder sig godt i 3000 til 4500 meters højde. Den har en tyk pels som beskytter den mod kulden, og en stor næsehule som sætter den i stand til at optage tilstrækkelig ilt fra den tynde bjergluft. Sneleopardens brede, hårede poter hjælper den til at bevæge sig let og behændigt i dyb sne. Men hvad så i det uvejsomme bjergterræn? Det er ikke noget problem, for når den bruger sin lange lodne hale som balanceorgan, kan den springe op til 15 meter fra det ene klippefremspring til det andet — længere end den grå kæmpekænguru kan springe.

Sneleoparden vejer almindeligvis mellem 25 og 45 kilo. Den er cirka 60 centimeter høj og 2 meter lang fra snude til halespids. Sneleoparden udmærker sig ved sit væsen. „Den er utrolig venlig,“ fortæller Leif Blomqvist, der er direktør for den zoologiske have i Helsinki. „Sneleoparden har let ved at knytte sig til mennesker, og om morgenen kommer den hen for at hilse på dyrepasseren.“ Blomqvist tilføjer at dyrets venlige gemyt endog kan iagttages hos ungerne. „De gør ikke modstand når havens medarbejdere vejer eller vaccinerer dem,“ siger han. Andre leoparder i samme alder „er næsten umulige at komme til,“ siger Leif Blomqvist. „Man skal være iført beskyttelsesdragt og handsker, for dyrene gør voldsom modstand.“

Hvorfor ses de så sjældent?

Hvis man legede skjul med en sneleopard, ville man hurtigt blive træt. Det er som om denne gråhvide kat skifter farve som en kamæleon og går ud i ét med omgivelserne. Det er en af grundene til at man så sjældent ser sneleoparder i naturen. Det er endda sket at selv forskere  som har vovet sig op i de uvejsomme bjerge for at studere sneleoparden, er vendt hjem uden at have set så meget som skyggen af denne gådefulde kat.

Ja, det er svært at få øje på sneleoparderne, da de foretrækker at leve i skjul for omverdenen. Desuden er de spredt over et uhyre stort område fordi der i bjergene er knaphed på byttedyr, som ofte er et omstrejfende får eller en ged. Desværre har krybskytter i deres begær efter sneleopardens pels bidraget til at reducere dyrenes antal. Det har ført til at sneleoparden for tiden er på listen over truede dyrearter. * Zoologiske haver gør meget for at bevare dette enestående dyr.

Sneleoparderne i Helsinki

Helsinkis zoologiske have har haft stor succes med at opdrætte sneleoparder og fik derfor i 1976 til opgave at føre den internationale stambog over sneleoparder. Stambogen har været en hjælp til at holde styr på bestanden af sneleoparder i zoologiske haver og dyreparker verden over.

På lignende måde føres der stambøger over mange andre dyr i fangenskab, men især over de truede arter. I en stambog føres der fortegnelse over detaljer vedrørende samtlige dyr af én speciel art som findes i zoologiske haver. De enkelte haver er ansvarlige for at underrette den zoo der fører stambogen, om nye unger der fødes, om flytning af dyr og om dødsfald i bestanden. Stambøgerne bruges til at udvælge de dyr der er bedst egnede til avl. „Da bestanden af dyr er relativt lille, kan der let forekomme degenerering og indavl,“ forklarer Leif Blomqvist.

Alene i den zoologiske have i Helsinki er der født over hundrede unger, og de fleste af dem er blevet sendt til andre zoologiske haver. For at sikre variation i bestanden bytter man ofte sneleoparder haverne imellem. Bestanden er nu så varieret at der ikke længere er grund til at indfange vildtlevende dyr.

Mange zoologiske haver, deriblandt den i Helsinki, bidrager til bevarelse af dyrelivet ved at søge at opretholde en genetisk sund dyrebestand. Formålet er naturligvis også at give havens gæster den betagende oplevelse det er at besøge nogle fascinerende dyr. Og sneleoparden er helt klart blandt dem der gør et varigt indtryk, og som er til ære for Skaberen, der på smukkeste måde ’har frembragt alt’. — Prædikeren 3:11.

[Fodnote]

^ par. 11 Det er vanskeligt at sige præcis hvor mange sneleoparder der er tilbage. Man skønner at det er et sted mellem 3500 og 7000.

[Kildeangivelser på side 17]

Side 16: I midten: © Aaron Ferster, Photo Researchers; side 17: Øverst til højre: © Korkeasaaren Eläintarha/Markku Bussman; nederst: © T. Kitchin/V. Hurst, Photo Researchers

[Kildeangivelse på side 18]

Chuck Dresner/Saint Louis Zoo