Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Trods trængsler er mit håb stadig lyslevende

Trods trængsler er mit håb stadig lyslevende

 Trods trængsler er mit håb stadig lyslevende

FORTALT AF ANDREJ HANÁK

Det var i året 1943, og Anden Verdenskrig rasede. På grund af mit neutrale standpunkt befandt jeg mig i fængsel i Budapest. En skægget ortodoks præst tilbød mig sin bibel mod at få min brødration i tre dage. Skønt jeg var ved at dø af sult, var jeg overbevist om at jeg gjorde et godt bytte.

DET var en udfordring som kristen at bevare en ren samvittighed da nazisterne invaderede Ungarn og tog magten under Anden Verdenskrig. Senere, under mere end 40 års kommunistisk styre, var det også en kamp at tjene Skaberen, Jehova Gud, uden at krænke de bibelske principper.

Du er sikkert interesseret i at vide hvad Jehovas Vidner måtte gennemgå dengang. Men før jeg beskriver hvad det dengang indebar at vise loyalitet mod Jehova, vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv. Lad mig begynde med en oplevelse der fik mig til at miste tilliden til de fremtrædende kirkeretninger i vores område.

Et religiøst spørgsmål forvirrer mig

Jeg er født den 3. december 1922 i Pácin, en ungarsk landsby nær den slovakiske grænse. Slovakiet udgjorde dengang den østlige del af Tjekkoslovakiet. Da en stor del af Tjekkoslovakiet blev underlagt Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig, blev grænsen mellem Ungarn og Ukraine flyttet så den kom til at ligge cirka 30 kilometer fra Pácin.

Mine forældre var nidkære katolikker og havde fem børn hvoraf jeg var nummer to. Da jeg var 13, kom jeg ud for noget som fik mig til at tænke  dybere over religion. Jeg var med min mor på en 80 kilometer lang pilgrimsrejse til landsbyen Mariápócs i Ungarn. Vi troede at vi bedre kunne opnå Guds velsignelse hvis vi foretog rejsen til fods. Både medlemmer af den græsk-katolske og den romersk-katolske kirke deltog i denne pilgrimsfærd. Jeg havde altid troet at de to katolske kirker stort set troede det samme. Men det skulle snart vise sig at jeg tog fejl.

Den græsk-katolske messe blev afholdt først, så jeg besluttede at deltage i den. Da min mor senere fandt ud af det, blev hun meget vred. Det gjorde mig forvirret, så jeg spurgte: „Gør det nogen forskel hvilken messe jeg går til? Har Jesus ikke kun ét legeme som vi alle nyder?“

Det kunne min mor ikke svare på, så hun sagde bare: „Det er syndigt at stille sådanne spørgsmål, min dreng.“ Men jeg blev ved med at tænke over disse spørgsmål.

Mine spørgsmål bliver besvaret

Kort efter at Anden Verdenskrig var begyndt i 1939, var jeg sytten år. Jeg flyttede nogle få kilometer væk til Streda nad Bodrogom, en lille by i den østlige del af det nuværende Slovakiet. Her kom jeg i lære hos en lokal smed. I hans hjem lærte jeg imidlertid noget mere værdifuldt end at sko heste og støbe genstande af metal.

Mária Pankovics, smedens kone, var et af Jehovas Vidner. Om dagen lærte jeg smedefaget af hendes mand, og om aftenen studerede jeg Bibelen og deltog i Jehovas Vidners møder. Som smedelærling kunne jeg nemt forstå ordene i Salme 12:6, der lyder: „Ord fra Jehova er ord der er rene, som sølv der er rensmeltet i en jordovn, lutret syv gange.“ Jeg mindes med glæde disse aftener hvor vi undersøgte Guds ord og mine spørgsmål blev besvaret.

Anden Verdenskrig greb om sig, og jeg havde ingen anelse om at min nyfundne tro meget snart ville blive sat på prøve.

I fængsel for min tro

Kort efter at jeg var kommet i lære som smed, krævede man at unge mænd i Ungarn skulle deltage i militærtræning. Men jeg havde besluttet at følge ordene i Esajas 2:4 om ’ikke at lære at føre krig’. På grund af min beslutning blev jeg idømt ti dages fængsel. Efter min løsladelse fortsatte jeg med at studere Bibelen. Den 15. juli 1941 blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova.

På det tidspunkt havde Nazityskland invaderet Sovjetunionen, og Østeuropa var dybt involveret i krigen. Krigspropagandaen blev mere og mere intens, og de nationalistiske følelser var stærkere end nogen sinde. Men Jehovas Vidner forblev neutrale på grund af deres bibelske overbevisning.

I august 1942 rettede man et voldsomt angreb mod os. Myndighederne havde udpeget ti steder hvor Jehovas Vidner, unge såvel som gamle, skulle bringes hen. Selv de der endnu ikke var døbt, men blot var kendt for at have kontakt med os, blev bragt derhen. Jeg var blandt dem der blev fængslet i Sárospatak, en by cirka 25 kilometer fra min fødeby Pácin.

Den yngste fange var kun tre måneder gammel. Han var blevet fængslet sammen med sin mor. Da vi bad om mad, i det mindste til barnet, svarede fangevogteren skarpt: „Lad ham bare græde. Det hjælper ham til at blive et  stærkt Jehovas vidne.“ Vi havde ondt af den lille, men det gjorde os også ondt at den unge vagt var blevet så hårdhjertet på grund af nationalistisk propaganda.

Da min sag kom for retten, blev jeg idømt to års fængsel. Jeg blev overflyttet til fængselet på Margit Boulevard nr. 85 i Budapest. Cellerne var omkring seks gange fire meter og proppet med 50-60 fanger. I otte måneder opholdt vi os dér, og vi havde meget dårlige toilet- og badeforhold. Ikke engang vores tøj kunne blive vasket. Alle var befængt med lus, og om natten kravlede insekter rundt på vores snavsede kroppe.

Vi skulle op hver morgen klokken fire. Morgenmaden bestod blot af en lille kop kaffe. Ved middagstid fik vi en tilsvarende portion suppe og et stykke brød på 150 gram samt lidt grød. Om aftenen fik vi ingenting. Skønt jeg var 20 år og havde haft et godt helbred, blev jeg efterhånden så svag at jeg ikke kunne gå. Fangerne begyndte at dø af sult og infektioner.

På et tidspunkt blev en ny fange sat ind i vores celle. Det var den skæggede ortodokse præst, som jeg omtalte i indledningen. Han havde fået lov til at beholde sin bibel. Hvor jeg længtes efter at læse i den. Men da jeg bad om lov, afslog han. Senere kom han alligevel hen til mig og sagde: „Hør her unge mand. Du må godt få min bibel. Du kan købe den.“

„Købe den? For hvad?“ spurgte jeg. „Jeg har jo ingen penge.“

Han tilbød mig sin bibel mod at få min brødration i tre dage. Det var et godt bytte. Selv om jeg var sulten, var den åndelige føde langt vigtigere. Den hjalp ikke alene mig, men også andre i de prøvelser vi blev udsat for. Den dag i dag har jeg stadig denne bibel. — Mattæus 4:4.

Vores neutralitet sættes på prøve

I juni 1943 blev unge mandlige Jehovas Vidner fra hele Ungarn ført til Jászberény, en by nær Budapest. Vi var omkring 160. Da vi nægtede at tage soldaterhue på og at bære et trefarvet armbind, blev vi sat på et godstog og kørt til stationen Budapest-Kőbánya. Nogle militærofficerer kaldte os en efter en ud af vognene, og vi fik besked på at melde os som soldater.

Vi blev beordret til at sige: „Heil Hitler“, men det nægtede alle vi Jehovas Vidner. Som følge heraf blev vi gennempryglet. Efter et stykke tid blev vores plageånder trætte, og en af dem sagde: „Godt, nu banker vi en mere, og det vil han ikke overleve.“

Tibor Haffner, en ældre broder der havde været et af Jehovas Vidner i mange år, havde fået fat på en liste over de brødre der var med toget. Han hviskede til mig: „Broder, du er den næste. Vær modig! Stol på Jehova!“ I det samme blev mit navn råbt op. Jeg stod i godsvognens åbning og blev bedt om at stige ud. „Der er jo ikke noget at slå på,“ sagde en af soldaterne. Så fortsatte han: „Hvis du melder dig, som du har fået besked på, skal vi sørge for at du kommer til at arbejde i køkkenet. Ellers dør du.“

 „Jeg melder mig ikke til hæren,“ svarede jeg. „Jeg vil gerne tilbage til mine trosfæller i godsvognene.“

En soldat må have fået ondt af mig, for han tog mig i et snuptag og smed mig tilbage i godsvognen. Da jeg kun vejede cirka 40 kilo, var det ikke svært for ham. Broder Haffner kom straks hen og lagde sin arm om mig, strøg mig over kinden og citerede Salme 20:1: „Måtte Jehova svare dig på trængselens dag. Måtte Jakobs Guds navn beskytte dig.“

I arbejdslejr

Derefter blev vi sat på en båd og sejlet til Jugoslavien ad Donaufloden. I juli 1943 ankom vi til en arbejdslejr nær byen Bor, hvor en af Europas største kobberminer lå. På et tidspunkt havde lejren 60.000 fanger af mange nationaliteter, deriblandt 6000 jøder og cirka 160 Jehovas Vidner.

Jehovas Vidner var anbragt i en stor barak. To gange om ugen holdt vi møde i midten af barakken, hvor der var borde og bænke. Vi studerede Vagttårnet, der var blevet smuglet ind i lejren, og læste i den bibel som jeg havde byttet mig til for min brødration. Sang og bøn var også en del af vores fællesskab.

Vi prøvede at have et godt forhold til de andre fanger, og det viste sig at være til gavn for os. En af vore brødre fik alvorlige tarmsmerter, men vagterne nægtede at tilkalde hjælp. Da hans tilstand forværredes, tilbød en af fangerne, en jødisk læge, at operere ham. Han gav broderen et primitivt bedøvelsesmiddel, og med skaftet af en ske som var blevet slebet, udførte han operationen. Broderen kom sig, og efter krigen kunne han vende hjem.

Arbejdet i minerne var udmattende, og maden var sparsom. To brødre døde under arbejdsulykker, og en anden af sygdom. I september 1944 nærmede den russiske hær sig, og det blev besluttet at lejren skulle tømmes. Hvad der herefter skete, ville jeg ikke have troet muligt hvis ikke jeg havde set det med egne øjne.

En grufuld march

Efter en uges udmattende march sammen med en del jødiske fanger nåede vi Beograd. Men vi fortsatte i flere dage indtil vi kom til landsbyen Cservenka.

I denne landsby fik Jehovas Vidner ordre til at stille sig op i rækker med fem i hver. Derefter tog man et Jehovas vidne fra hver anden række. Det var med tårer i øjnene vi så dem blive ført bort, for vi troede de skulle henrettes. Men efter et stykke tid kom de tilbage. Hvad var der sket? De tyske soldater havde givet dem ordre til at grave nogle store grave, men en ungarsk øverstkommanderende havde forklaret at de ikke havde spist i en uge og derfor var for svage til at arbejde.

Den aften blev alle vi der var Jehovas Vidner, anbragt på et loft hvor man tørrede  mursten. En tysk officer sagde til os: „Vær stille! Bliv her! Det bliver en rædselsfuld nat.“ Derefter låste han døren. Få minutter efter hørte vi soldaterne råbe: „Skynd jer! Fart på!“ Og derefter lyden af skud — efterfulgt af en uhyggelig stilhed. Kort efter blev der igen råbt: „Skynd jer! Fart på!“ og derefter flere skud.

Gennem taget kunne vi se hvad der foregik. Soldaterne gennede grupper med snesevis af jødiske fanger hen til kanten af en udgravning og skød dem. Herefter smed soldaterne håndgranater på ligene, som lå i store bunker. Før daggry var alle de jødiske fanger, på nær otte, døde, og de tyske soldater var forsvundet. Vi var fuldstændig ødelagt, både fysisk og psykisk. János Török og Ján Bali, som stadig lever, var blandt de Jehovas Vidner som så henrettelsen.

Bevaret i live

Under bevogtning af ungarske soldater fortsatte vi vores march i nordvestlig retning. Gentagne gange bad de os om at deltage i militære aktiviteter, men vi stod fast og bevarede vores neutralitet uden at miste livet.

I april 1945 befandt vi os mellem den tyske og russiske hær i byen Szombathely, nær den ungarske grænse til Østrig. Vores vagt var en ungarsk kaptajn, og da luftalarmen lød, spurgte han os: „Må jeg søge ly sammen med jer? Jeg kan se at Gud er med jer.“ Da bombardementet var overstået, forlod vi byen og måtte gå mellem døde kroppe af dyr og mennesker.

Da kaptajnen indså at krigen var ved at være forbi, samlede han os og sagde: „Tak fordi I respekterede mig. Jeg har lidt sukker og te til hver af jer. Det er bedre end ingenting.“ Vi takkede ham fordi han havde behandlet os så menneskeligt.

Få dage efter kom russerne, og vi begav os på vej hjem i små grupper. Men vores trængsler var langtfra forbi. Da vi nåede Budapest, blev vi taget i forvaring af russerne og indkaldt igen — denne gang til den sovjetiske hær.

En læge der også var højtstående russisk officer, tog sig af de indkaldte. Da vi kom ind på kontoret, kunne vi ikke genkende ham, men han genkendte os. Vi havde været sammen i arbejdslejren i Bor, og han var en af de få jøder der havde overlevet nazisternes folkedrab. Da han så os, gav han følgende ordre til vagterne: „Lad disse otte mænd tage hjem.“ Vi takkede ham, men mest af alt takkede vi Jehova fordi han havde beskyttet os.

Mit håb er stadig lyslevende

Den 30. april 1945 var jeg endelig hjemme i Pácin. Kort efter kom jeg tilbage til smeden i Streda nad Bodrogom for at fuldføre min læretid. Familien Pankovics havde givet mig meget — ikke blot et håndværk så jeg kunne tjene  til livets ophold, men endnu vigtigere, de bibelske sandheder som havde forandret mit liv. Men jeg fik mere endnu. Den 23. september 1946 blev deres yndige datter, Jolana, min hustru.

Jolana og jeg fortsatte med at forkynde og studere Bibelen med folk. I 1948 blev min hustru og jeg igen velsignet. Det var med vores søn, Andrej. Glæden over den religiøse frihed varede kun kort. Snart overtog kommunisterne styringen af landet, og der udbrød en ny bølge af forfølgelse. Jeg blev indkaldt i 1951, denne gang af de tjekkoslovakiske kommunistiske myndigheder. Det hele begyndte forfra: Rettergang efterfulgt af fængselsstraf, indespærring, slavearbejde og sult. Men med Guds hjælp overlevede jeg endnu en gang. I 1952 blev jeg benådet og kunne vende tilbage til min familie i Ladmovce i Slovakiet.

Vi fortsatte vores hellige tjeneste med forkyndelse trods forbud der kom til at vare 40 år. Fra 1954 til 1988 havde jeg den store forret at være rejsende tilsynsmand. I weekenderne besøgte jeg Jehovas Vidners menigheder og opmuntrede brødrene og søstrene til at stå fast og bevare deres integritet. I løbet af ugen var jeg sammen med min familie, og jeg gik på arbejde for at kunne forsørge dem. Vi følte hele tiden Jehovas kærlige ledelse. Hvor er det rigtigt som salmisten skriver: „Hvis ikke Jehova havde været for os, dengang mennesker rejste sig mod os, da ville de have slugt os levende, dengang deres vrede blussede op imod os.“ — Salme 124:2, 3.

Jolana og jeg var lykkelige for at se Andrej gifte sig og udvikle sig til en moden kristen tilsynsmand. Hans kone, Eliška, og deres to sønner, Radim og Daniel, blev også aktive Jehovas Vidner. I 1998 led jeg et stort tab da min elskede Jolana døde. Af alle de prøver jeg har måttet gennemgå, har denne været den sværeste. Jeg savner hende hver dag, men finder trøst i det vidunderlige opstandelseshåb. — Johannes 5:28, 29.

Nu, i en alder af 79, er jeg ældste i en menighed i landsbyen Slovenské Nové Mesto i Slovakiet. Det er en stor glæde at kunne fortælle mine naboer om Bibelens vidunderlige håb. Når jeg tænker tilbage på mit liv, hvoraf jeg har brugt mere end 60 år i Jehovas tjeneste, er jeg overbevist om at vi med Jehovas hjælp kan udholde alle prøver og trængsler. Af hele mit hjerte ønsker jeg at gøre som der siges i Salme 86:12: „Jeg priser dig, Jehova min Gud, med hele mit hjerte, og jeg vil herliggøre dit navn til fjerne tider.“

[Illustration på side 20]

Den bibel jeg fik i bytte for min brødration

[Illustration på side 21]

Tibor Haffner opmuntrede mig i mine prøver

[Illustration på side 22]

Jehovas Vidner i arbejdslejren i Bor

[Illustration på side 22]

En broder begraves i arbejdslejren i Bor mens tyske soldater ser på

[Illustration på side 23]

János Török og Ján Bali (indsat), som også var øjenvidner til massakren

[Illustration på side 23]

Jolana blev min hustru i september 1946

[Illustration på side 24]

Med min søn, hans kone og mine to børnebørn