Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Dyrelivet overvåges

Dyrelivet overvåges

 Dyrelivet overvåges

FORESTIL dig at du havde en radiosender på ryggen sådan at andre kunne overvåge og analysere alt hvad du foretog dig! Vandrealbatrossen Mrs. Gibson — og andre radiomærkede fugle — ved hvordan det er. En lillebitte radiosender på hendes ryg giver forskerne mulighed for at udspionere hende ved hjælp af satellitter der opfanger signalerne fra hende og sender dem tilbage til Jorden. De data forskerne derved har fået adgang til, har givet en forbløffende ny viden om disse fantastiske fugle, og man håber at de kan bidrage til at arten bevares.

Ifølge en rapport fra La Trobe-universitetet i Victoria, Australien, har forskerne konstateret at vandrealbatrosser gennemsnitlig flyver 300 kilometer om dagen, og at de er i stand til at tilbagelægge over 1000 kilometer på én dag. Vandrealbatrossen har et vingefang på næsten 350 centimeter, det største blandt de nulevende fuglearter. På sine enorme vinger svæver den over oceanerne i en bueformet flugt og kan tilbagelægge over 30.000 kilometer i løbet af nogle måneder. Lignende undersøgelser i De Forenede Stater har vist at en Laysan-albatros fire gange fløj fra øen Tern, nordvest for Honolulu, til øgruppen Aleuterne — en tur på 6000 kilometer frem og tilbage — for at hente føde til sin unge.

Disse højteknologiske undersøgelser kan også have været med til at afsløre hvorfor antallet af hunner blandt vandrealbatrosserne er faldet hurtigere end antallet af hanner. Overvågning af deres flyveruter har vist at ynglende hanner normalt søgte føde tættere ved Antarktis, mens ynglende hunner som regel fouragerede længere mod nord, i et område hvor der benyttes fiskerbåde med langliner. Her lod albatrosserne sig friste af maddingen på de lange liner bag fiskerbådene, slugte krogene — og druknede. I nogle ynglebestande er der dobbelt så mange hanner som hunner. Andre albatrosarter er også blevet berørt. I en periode druknede der faktisk cirka 50.000 fugle årligt bag linebåde i farvandene ud for Australien og New Zealand, hvilket betød at de forskellige arter var i fare for at uddø. Vandrealbatrossen anses nu for at være en truet art i Australien. På grund af denne situation har man ændret fiskemetoderne, og det har begrænset antallet af døde vandrealbatrosser. Arten er imidlertid fortsat i tilbagegang i flere større yngleområder.

Ringmærkning

De bittesmå elektroniske sendere hjælper forskerne til at overvåge visse fuglearter, men man har i årevis også gjort brug af andre metoder, der er både billigere og enklere. En af dem er ringmærkning, der foregår ved at man sætter en lille ring af metal eller plastic om benet på en fugl.

Ifølge et opslagsværk begyndte ringmærkningen at blive brugt som forskningsredskab i 1899 da den danske skolelærer Hans Christian Mortensen „selv fremstillede nogle metalbånd med sit navn og sin adresse indgraveret og satte dem på 165 stæreunger“. I dag ringmærker man fugle i hele verden, og denne  metode giver værdifulde oplysninger om fuglenes udbredelse, trækvaner, adfærd, hakkeorden, bestandstørrelser, ynglesucces og levetid. Hvor det er tilladt at drive jagt, giver ringmærkningen myndighederne mulighed for at fastsætte regler for reguleringen af fuglevildtet over en længere periode. Ringmærkningen viser desuden hvordan fuglene berøres af sygdomme og kemiske stoffer. Nogle fugle kan være bærere af menneskesygdomme som hjernebetændelse og Lyme-sygdom, og oplysningerne om fuglenes biologi og vaner kan derfor også være med til at beskytte vores helbred.

Er ringmærkning dyremishandling?

Der føres nøje tilsyn med ringmærkningen, og ringmærkerne skal normalt have en licens. I Danmark kan man få licens som ringmærker fra Zoologisk Museum når man efter en elevperiode anbefales af to ringmærkere med licens. Den australske naturfredningsforening oplyser at ringmærkerne i Australien „omhyggeligt oplæres i at fange, håndtere og ringmærke fugle uden at skade dem. Det kræver stor øvelse, og uddannelsen tager normalt to år.“ Lignende bestemmelser findes i Canada, USA og andre lande.

De ringe man bruger til mærkningen, har forskellige faconer, størrelser og farver og er fremstillet af forskellige materialer. De fleste er lavet af lette materialer som aluminium eller plastic, men til fugle med en lang levetid eller fugle der opholder sig i saltvand, bruger man rustfrit stål eller andre materialer der ikke tæres op. Ved hjælp af farvede ringe i forskellige kombinationer kan man identificere fugle på afstand. Det betyder at fuglene skal have mere end én ring på, men man skåner dem til gengæld for den stressfyldte oplevelse at blive indfanget endnu en gang for at blive identificeret.

Uanset hvilken form for ringmærkning man benytter, sørger forskerne omhyggeligt for at fuglene ikke tager skade, og at deres adfærd, fysiologi, levetid, hakkeorden, økologi og overlevelsesmulighed ikke bliver påvirket. Farvede vingemærker kunne for eksempel gøre en fugl mere synlig for rovdyr eller påvirke dens mulighed for at finde en mage. Nogle arter får afføring på benene, og hvis man ringmærkede disse fugle, kunne det føre til at de fik infektioner. I kolde egne kan der samle sig is på ringene, hvilket kan være farligt, især for vandfugle. Dette er blot nogle af aspekterne ved ringmærkning. Men selv disse få aspekter viser hvor stor viden om fuglenes biologi og adfærd man må have for at ringmærkningen kan give resultater og samtidig være dyrevenlig.

Når man finder en ringmærket fugl . . .

Uanset om ringen er dansk eller udenlandsk, bør man sende ringen til Zoologisk Museum i København sammen med oplysninger om findested, dato og eventuelt art og dødsårsag, foruden ens navn og adresse. * (Det samme gælder hvis man finder en fisk eller et pattedyr med et mærke.) Man vil så få et brev med oplysninger om hvor og hvornår den pågældende fugl er blevet mærket, og hvilken art det var.

Takket være forskernes arbejde verden over, og samvittighedsfulde mennesker som indsender de ringe og mærker de finder, har man efterhånden fået en omfattende viden om de vilde dyr. Et eksempel er den islandske ryle, en vadefugl på mellem 100 og 200 gram. Forskerne ved nu at nogle islandske ryler trækker fra det nordligste Canada til Sydamerikas sydspids og tilbage igen hvert år — en distance på cirka 30.000 kilometer!

Ringen på en aldrende, men sund og rask islandsk ryle viste at den muligvis havde foretaget denne årlige rejse gennem 15 år. Ja, den lille fyr havde måske fløjet 400.000 kilometer — længere end den gennemsnitlige afstand fra Jorden til Månen! Med denne bemærkelsesværdige lille fugl i hånden har naturskribenten Scott Weidensaul sagt: „Kun en hovedrysten kan udtrykke min ærefrygt og respekt for de mange trækfugle der knytter denne store verden sammen.“ Jo mere vi lærer om Jordens mange skabninger, jo større ærefrygt og respekt får vi for ham „som frembragte himmel og jord . . . og alt hvad der er i dem“, Jehova Gud. — Salme 146:5, 6.

[Fodnote]

^ par. 13 Ringe og andre mærker kan blive så slidte at man ikke kan læse hvad der står på dem. Ved hjælp af ætsning kan forskerne dog ofte tyde den indgraverede tekst.

 [Ramme/illustrationer på side 15]

HVORDAN DYR MÆRKES OG OVERVÅGES

Det er ikke kun fugle der mærkes af forskningshensyn, men også mange andre dyr. Hvilke mærkningsmetoder man anvender, afhænger af de videnskabelige formål og dyrenes skikkelse og vaner. Foruden ringe benytter forskerne faner, bånd, øremærker, farve, tatoveringer, brændemærkning, halsbånd, radiosendere, mikrochips, pile af rustfrit stål (forbundet med kodede mærker), afklipning af tæer, ører eller halespidser, og flere andre metoder. Nogle af disse mærkningsteknikker koster næsten ingenting. Andre er mere kostbare, som for eksempel det lille elektroniske apparat med videokamera man bruger for at studere sælers dykkevaner. Det koster 120.000 kroner.

En lille elektronisk anordning, en såkaldt passiv integreret transponder, kan indopereres under et bedøvet dyrs hud eller i selve dets krop og senere aflæses udefra ved hjælp af et særligt instrument. For at studere atlantisk tun indopererer forskerne en mikrochip i fisken. I op til ni år kan denne mikrochip samle og oplagre data om temperatur, dybde, lysintensitet og tid. Når chippen tilbageleveres, indeholder den et væld af informationer, for eksempel om tunens vandringer, som man kan beregne ved at sammenligne oplysningerne om dagslys med tidsoplysningerne.

Slanger kan mærkes ved at man klipper bestemte skæl af; skildpadder kan mærkes med nogle hak i skjoldet; firben ved at man afklipper en tå, og alligatorer og krokodiller ved at man afklipper en tå eller fjerner nogle hornplader fra halen. Og andre dyrearter har en så stor naturlig variation i deres udseende at man simpelt hen kan kende de enkelte individer på et fotografi.

[Illustrationer]

En sortbjørn øremærkes; en jomfrufisk med mærke; alligatorer med halemærker

En vandrefalk med satellitsender

Regnbueørred udstyret med en mikrochip der måler de distancer den tilbagelægger

[Kildeangivelser]

Bjørn: © Glenn Oliver/Visuals Unlimited; jomfrufisk: Dr. James P. McVey, NOAA Sea Grant Program; alligator: Copyright © 2001 by Kent A. Vliet; falk på side 2 og 15: Foto af National Park Service; mænd med fisk: © Bill Banaszewski/Visuals Unlimited

[Illustration på side 13]

En amerikansk høgeart ringmærkes

[Kildeangivelse]

© Jane McAlonan/​Visuals Unlimited