Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Båret af vinden

Båret af vinden

 Båret af vinden

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CANADA

„SKAF MIG STRAKS NOGET TAFT OG REB, OG JEG SKAL VISE JER NOGET DER VIL FORBLØFFE VERDEN!“ — JOSEPH-MICHEL MONTGOLFIER, 1782.

WHUUUSH! En ildtunge skyder op i en farvestrålende ballon og får den langsomt til at løfte sig. At svæve af sted i en smuk boble af stof i alle regnbuens farver virker både oplivende og afstressende. Det er „på samme tid fredfyldt og spændende,“ fortæller en mand der i mange år har været betaget af varmluftballoner.

Lige siden den første vellykkede opsendelse blev foretaget af Joseph-Michel og Jacques-Étienne Montgolfier i begyndelsen af 1780’erne, har ballonflyvning fascineret folk. (Se nedenstående ramme.) Men det er først i 1960’erne og derefter at ballonflyvning som hobby i bogstaveligste forstand har fået et opsving. I tresserne fremstillede man brandhæmmende stoffer og fandt en sikker og billig måde at opvarme luften i ballonen på ved hjælp af afbrænding af propangas.

Et nærbillede

Går man tæt på en smuk ballon, kan man se at den er sammensat af baner af farverigt stof. Nogle balloner er 15 meter brede og over 25 meter høje når de er fyldt med luft.

Ballonskippere udtrykker deres personlighed ved at udtænke fantasifulde faconer og størrelser til deres balloner — lige fra dyr til flasker, eller endda klovne. Men hvordan de end er udformet, er principperne for flyvningen de samme.

Ballonskipperen sidder sammen med sine passagerer i en let, men solid kurv der kaldes en gondol. Den er forbundet med ballonen med reb og hænger direkte under ballonens munding. Nogle gondoler er lavet af aluminium. Over gondolen, lige under ballonens munding, hænger gasbrænderen og regulatoren på en metalplade. Brændstoftankene sidder inde i kurven.

 Klar til afgang!

Et fly må have en lang startbane for at kunne lette. En ballon kræver kun et åbent område på størrelse med en lille mark. Det er meget vigtigt at man finder et sted med fri passage i luftrummet. Har du lyst til en prøvetur? Før du kan klatre om bord i gondolen, skal der træffes nogle forberedelser.

Først skal den tomme ballon bredes ud på jorden i vindens retning fra kurven, der ligger på siden. Så blæses der luft ind i ballonens munding med et stor, mekanisk vifte, hvorefter der ledes opvarmet luft ind i ballonen. Det får ballonen til at hæve sig og løfter kurven op at stå. Endelig checkes udstyret og brændstofforbindelserne en sidste gang, og man sikrer sig at linerne til de ventiler der lukker luften ud, hænger ned i kurven. Nu er ballonskipperen klar til at lade passagererne stige om bord og lette. Nogle skippere har radioudstyr med og holder sig i regelmæssig kontakt med en ledsagebil der følger efter på landjorden for at hente ballonen og passagererne når de lander.

Båret af vinden

De fleste ballonskippere foretrækker en højde på under 100 meter. Så kan de svæve roligt over landskabet og betragte det der foregår på jorden. Fra denne højde kan man endda høre folk der råber og ler. Det smukke syn af en  svævende ballon minder om et mælkebøttefrø der driver af sted med en blid brise. Nogle ballonskippere stiger rutinemæssigt til en højde af 600 meter eller mere. Det er dog ikke tilrådeligt at flyve i en højde af over 3000 meter uden iltforsyning. — Se rammen „Flyvning i de højere luftlag“.

Hvordan kommer man ned når man først er kommet op? Man benytter sig af tyngdekraften. Man kan styre nedstigningen ved at trække i linen til ventilen og lukke noget af den varme luft ud. Det er noget ganske andet at flyve horisontalt. Ballonskipperen er helt i elementernes vold. „Ikke to flyveture er ens, for vinden er bestemmende for retningen og hastigheden,“ forklarer en erfaren ballonskipper. Luftstrømme i forskellige højder kan påvirke hastigheden og retningen. Det er for eksempel ikke usædvanligt at vinden blæser i én retning 100 meter over jorden og i en anden retning 100 meter højere oppe.

Eftersom en ballon flyver med samme hastighed som vinden, føles det som om man hænger ubevægelig i luften mens jorden drejer under én. „Ballonskippere er i den grad ét med vinden [at de], når de er steget til vejrs, kan brede et kort ud uden at det blæser væk,“ hævder bladet Smithsonian.

Få føling med ballonen

Det ideelle tidspunkt at flyve på er når det blæser mindst muligt. Det vil som regel sige lige efter solopgang eller lige før solnedgang. Det er bedst at flyve om morgenen, hvor atmosfæren normalt er koldere, så ballonen får større opdrift. Hvis man flyver sent om eftermiddagen, er der en vis fare for at det bliver mørkt før man lander igen.

Det kræver stor øvelse at få føling med ballonen. Det drejer sig om at finde en luftmasse der bevæger sig i den ønskede retning, og blive i den. Erfarne ballonskippere mestrer kunsten at stige trinvis. De stiger til en bestemt højde og stabiliserer ballonen. Derefter tænder de kortvarigt  for brænderen så varm luft stiger op i toppen af ballonen og løfter den højere op.

Det er vigtigt at fylde varm luft i ballonen i den rigtige rytme og at være konstant opmærksom så man ikke mister kontrollen over ballonen. Hvis man er åndsfraværende bare et øjeblik, kan det betyde at man uventet taber højde. En vågen skipper husker på at varmekilden normalt befinder sig 15-18 meter under ballonens top, og at det derfor kan tage 15-30 sekunder før ballonen reagerer på at der tændes for brænderen.

Landingen kan være ret nervepirrende, især hvis det blæser og man skal lande inden for et begrænset område. Under sådanne omstændigheder „er det bedre at foretage en hurtig, knoglerystende landing på det rigtige sted end at lande blødt i løvegraven i en zoologisk have,“ siger en ballonekspert. Det er dog rarest at stige langsomt ned under ideelle vindforhold.

De farvestrålende varmluftballoner vil være et syn vi kommer til at glæde os over også i fremtiden. Ud over de balloner vi ser ved kapflyvninger, ballonstævner og festivaler, er der dem folk flyver med simpelt hen for fornøjelsens skyld.

[Ramme/illustrationer på side 14, 15]

BALLONFLYVNINGENS HISTORIE

Joseph-Michel og Jacques-Étienne Montgolfier, sønner af en rig papirfabrikant fra Annonay i Frankrig, får æren for at have bygget og opsendt den første varmluftballon. I begyndelsen af 1780’erne eksperimenterede de først med papirballoner, som de mente var i stand til at lette på grund af røgen fra brændende strå og uld. Inden længe forstod de dog at det var den varme luft der skabte opdriften.

Da de senere begyndte at fremstille balloner af stof, lagde de mærke til at de kunne komme højere op med større balloner og desuden løfte tungere last. I juni 1783 opsendte de den største ballon de indtil da havde bygget, fra torvet i Annonay. Den steg op mod himmelen i cirka ti minutter før den atter dalede mod jorden.

Efter denne bedrift mente de at tiden var inde til at opsende en bemandet ballon. Først opsendte de dog en ballon med en hane, en and og et får om bord. Det skete fra Versailles i september 1783, for øjnene af tusinder af tilskuere, og de tre dyr overlevede den otte minutter lange flyvetur uden mén. Kort tid senere, den 21. november 1783, gjorde man forsøg med den første bemandede flyvning. Ludvig XVI blev overtalt til at lade to adelsmænd få æren. De blev opsendt fra slottet La Muette og svævede cirka otte kilometer over Paris. Efter omkring 25 minutter måtte de nødlande fordi der gik ild i ballonen.

Omkring dette tidspunkt viste Videnskabernes Akademi i Paris interesse for denne opfindelse. Professor Jacques Charles, en af datidens kendteste fysikere, samarbejdede med to dygtige mekanikere, Charles og M.N. Robert, om at bygge den første brintfyldte ballon, der blev testet den 27. august 1783. Den holdt sig svævende i 45 minutter, tilbagelagde cirka 24 kilometer og blev kendt som en Charlière. Denne ballontype bruges den dag i dag i sin næsten originale form.

[Ramme på side 17]

FLYVNING I DE HØJERE LUFTLAG

En englænder ved navn Henry Coxwell blev berømt for at stige til meget store højder i sin ballon. I september 1862 blev han bedt om at tage James Glaisher fra British Meteorological Society med op så de kunne foretage videnskabelige observationer i de højere luftlag. De steg til en højde af over 9000 meter uden iltudstyr!

Da de var nået op i godt 8000 meters højde og havde svært ved at trække vejret i den kolde, iltfattige luft, begyndte Coxwell at forberede nedstigningen. Men eftersom ballonen hele tiden drejede rundt, var linen til luftventilen blevet snoet, og Coxwell måtte klatre op i rigningen for at løsne den. Glaisher havde allerede mistet bevidstheden, og Coxwell måtte trække i linen med tænderne da hans hænder var følelsesløse af kulde. Endelig begyndte ballonen at dale.

Begge mænd kom omsider så meget til hægterne at de var i stand til at bremse ballonens nedstigning. De nåede op i en højde af næsten 10.000 meter, en rekord de sad inde med i mere end hundrede år. Deres flyvning i åben ballon må betragtes som en af luftfartens største bedrifter, eftersom de ikke havde noget iltapparat, var mangelfuldt påklædt og næsten intet kendskab havde til den øvre atmosfære.

[Illustration på side 15]

En ballons indre mens den fyldes med luft

[Illustration på side 15]

Varm luft ledes ind i ballonen for at den kan lette og holde sig svævende

[Illustrationer på side 16]

Usædvanlige faconer