Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor er det godt at vente med at komme sammen med en?

Hvorfor er det godt at vente med at komme sammen med en?

 Unge spørger:

Hvorfor er det godt at vente med at komme sammen med en?

„I den sidste tid er jeg flere gange blevet inviteret i byen af nogle drenge i skolen der ville komme sammen med mig.“ — Becky, 11 år. *

„De fleste på min skole kommer sammen med en. Det er faktisk ikke usædvanligt at drenge og piger står midt på gangene og kysser hinanden.“ — Liana, der går i 10. klasse.

MANGE unge begynder at komme sammen med en i en meget ung alder. I medierne skildres det som noget helt normalt — i stil med en uskadelig fritidsinteresse. Tolvårige Oneyda fortæller: „Næsten alle i skolen har en kæreste.“ En ung pige ved navn Jenifer siger: „Allerede i tredje klasse var der nogle der begyndte at komme sammen.“ Hun tilføjer: „Jeg begyndte at føle mig presset til at finde en kæreste da jeg var 11 år.“

På den baggrund er det ikke så mærkeligt at man kan føle sig udenfor hvis man ikke kommer sammen med en. Det kan endda være at man bliver drillet og gjort til grin fordi man ikke har en kæreste. Jenifer sagde nej til de drenge der inviterede hende ud, fordi hun følte at hun var for ung til at komme sammen med en. Hvordan reagerede de? Jenifer siger: „De drillede mig og lavede sjov med det.“ Der er ingen der kan lide at være til grin. Men skal man begynde at komme sammen med en bare fordi andre gør det? Hvad vil det egentlig sige at komme sammen? Og hvad er formålet med det?

Hvad vil det sige at komme sammen?

’Vi kommer ikke sammen. Vi er bare venner,’ siger mange unge, selv om de er meget sammen med en af det modsatte køn. Men hvad man end kalder det — at være kærester, at komme sammen eller bare at være venner — så er der som regel tale om mere end venskab når en dreng og en pige begynder at være meget sammen. Og man behøver ikke at mødes personligt for at komme sammen. Samtaler i chatrooms på internettet og over telefonen, eller kontakt gennem breve, e-mails og SMS-beskeder kan også være måder at komme sammen på.

Spørgsmålet er: Hvilke farer rummer det at være meget sammen med en af det modsatte køn?

 Farerne ved at komme sammen

I Ordsprogene 30:19 taler Bibelen om „mandens vej til den unge pige“. Dette udtryk tyder på at forholdet mellem mand og kvinde som regel følger et bestemt mønster. Når begge parter er voksne og holder sig til de bibelske moralnormer, kan det at komme sammen føre til kærlighed og senere til et ærefuldt ægteskab. Gud har jo skabt mand og kvinde sådan at de tiltrækkes af hinanden. Men hvad nu hvis man ikke er moden nok til at blive gift? Hvis man alt for tidligt begynder at komme sammen med en, bringer man sig selv i en farlig situation.

Hvorfor? Fordi det er helt naturligt at der vækkes nogle følelser hvis man er meget sammen med en af det modsatte køn. Inden man ser sig om, har man ikke andet i hovedet end at være sammen med vedkommende igen. Men meget tit går det sådan at ens følelser ikke bliver gengældt. Det ender med at den ene bliver frygtelig ked af det. Og selv når følelserne bliver gengældt, ender det med frustration og hjertesorg hvis den ene ikke er moden eller gammel nok til at blive gift. Hvad kan sådan et forhold føre til? Et bibelsk ordsprog lyder: „Kan en mand samle ild i sin favn uden at hans klæder brændes?“ — Ordsprogene 6:27.

En ung pige ved navn Nina fortæller: „Jeg traf en fyr over internettet. Vi chattede i flere timer hver dag. Jeg blev meget glad for ham, og alle mine tanker kredsede om ham. Men det holdt ikke særlig længe, og da det sluttede, blev jeg meget ked af det. Så ringede han til mig og sagde at han ville begå selvmord fordi vi havde slået op. Det gjorde mig endnu mere deprimeret.“ Når Nina ser tilbage, må hun indrømme: „Det var det ikke værd! Det er to år siden vi slog op, og jeg kæmper stadig med en depression.“ Nina var simpelt hen for ung til at have en kæreste.

Når Bibelen taler om „mandens vej til den unge pige“, kan det også sigte til et seksuelt forhold. I vore dages verden fører det at komme sammen som regel til et seksuelt forhold. Det begynder måske uskyldigt ved at man holder hinanden i hånden. Det næste er måske et hurtigt knus og et kys på kinden. Én ting er at to unge voksne der har forpligtet sig over for hinanden, viser deres kærlighed på denne måde. Det er noget helt andet når to der er for unge til at blive gift, gør det. Så vækker det blot et seksuelt begær hos dem som ikke kan tilfredsstilles. Deres kærtegn kan blive mere og mere intime eller upassende for en kristen. De kan endda føre til det Bibelen kalder utugt. *

Frugterne af utugt er bitre. Nogle der har begået utugt, pådrager sig en kønssygdom. Andre mister deres selvrespekt og får dårlig samvittighed. Nogle unge piger bliver gravide. Det  er ikke så underligt at Bibelen giver denne befaling: „Flygt fra utugt“! (1 Korinther 6:13, 18; 1 Thessaloniker 4:3) Det vil være lettere for dig at følge denne befaling hvis du lader være med at finde en kæreste alt for tidligt.

Hvornår kan man begynde at komme sammen med en?

Det her betyder ikke at du aldrig nogen sinde må komme sammen med en. Men hvis du er teenager, befinder du dig sikkert i det Bibelen kalder „ungdommens vår“. (1 Korinther 7:36) Du er lige begyndt at udvikle dig til et voksent menneske. I denne periode modnes du fysisk, følelsesmæssigt og seksuelt. Det er nu dine følelser — og din kønsdrift — er stærkest. Men ligesom alt andet hos dig kan disse følelser hurtigt ændre sig. Derfor er kæresteforhold i teenageårene normalt ret kortvarige. „Når jeg kom sammen med en, holdt det som regel kun en uges tid,“ fortæller en teenagepige.

Det er derfor ikke fornuftigt at begynde at komme sammen med en mens man er i „ungdommens vår“. Det er bedst at vente til man ved hvem man selv er, hvad man kan lide og ikke kan lide, og hvilke mål man vil sætte sig. Man skal også være gammel nok til at påtage sig det ansvar ægteskabet medfører. Jehova forventer for eksempel at en mand kan dække familiens fysiske, materielle og åndelige behov. Hvis du er en dreng i teenagealderen, er du så parat til at finde et arbejde og forsørge din kone og måske nogle børn? Kan du hjælpe dem til at bevare deres åndelige sundhed? Hvis du er en ung pige, må du huske at en gift kvinde skal elske og respektere sin mand, og hun skal støtte de beslutninger han træffer. Er du parat til at gøre det — også på længere sigt? Og er du klar til at stå for en husholdning dag ud og dag ind, at lave mad og passe børn? — Efeserne 5:22-25, 28-31; 1 Timoteus 5:8.

Det kan sammenlignes med at unge i de vestlige lande drømmer om at låne familiens bil. Men hvad kræves der for at få lov til det? I de fleste lande skal man tage teori- og køretimer og desuden op til en køreprøve for at få kørekort. Hvorfor? Fordi det er et stort ansvar at føre en bil. Når man sætter sig bag rattet, er ens eget og andres liv i ens hænder. På samme måde indebærer ægteskabet et meget stort ansvar. Hvis du er teenager, er du måske ikke klar til at skuldre dette ansvar. Og så vil det være klogt af dig at modstå fristelsen til at begynde at komme sammen med en, for det at komme sammen er et skridt i retning af at finde en ægtefælle. Det kan siges meget enkelt: Hvis du ikke er klar til at blive gift, bør du ikke komme sammen med en.

At træffe en klog afgørelse på dette område kræver det Bibelen kalder „kundskab og evnen til at tænke“. (Ordsprogene 1:4) Derfor kan det være en god idé at du taler med nogle der er ældre end dig selv for at få gavn af deres kundskab og erfaring. Som regel vil kristne forældre være de bedste til at hjælpe dig til at finde ud af om du er klar til at blive gift. Måske kan du også få nogle gode råd fra modne brødre og søstre i den kristne menighed. Hvis dine forældre ikke vil have at du kommer sammen med en, er det bedst at du retter dig efter dem. De ønsker at hjælpe dig til at ’holde ulykke langt fra dig’. — Prædikeren 11:10.

Hvis de mener at du ikke er klar til at komme sammen med en, vil de måske opfordre dig til at udvide din kreds af venner, i stedet for at danne par med én bestemt. Hvis du ikke kun er sammen med dine jævnaldrende, men med unge og gamle, ugifte og gifte, vil det hjælpe dig til at få en mere helstøbt personlighed og et mere realistisk syn på livet og ægteskabet.

Det vil ikke være let at vente. Men det er umagen værd. Hvis du udnytter „ungdommens vår“ til at blive en moden, ansvarsbevidst voksen, vil du skåne dig selv for en masse problemer. Du vil give dig selv tid til at udvikle dig til et menneske der kan klare de pligter og de problemer ægteskabet medfører. Du vil også give dig selv tid til at vokse åndeligt. Når du så er klar til at begynde at komme sammen med en, vil andre sandsynligvis føle at du virkelig er værd at lære nærmere at kende.

[Fodnoter]

^ par. 3 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 14 Det græske ord for utugt, porneiʹa, sigter til det at bruge kønsorganerne til seksuelle handlinger uden for ægteskabet. Det indbefatter oralsex og det at kærtegne kønsorganerne.

[Illustration på side 26]

Det giver ofte problemer når man begynder at kærtegne hinanden