Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Italienske kaméer — Små mesterværker

Italienske kaméer — Små mesterværker

 Italienske kaméer — Små mesterværker

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

Vi befinder os i byen Torre del Greco ved Napolibugten. Vi er kommet her for at se hvordan man fremstiller de kunstgenstande som denne del af Italien er kendt for — smykker der er udskåret af muslingeskaller, og som kaldes kaméer. Vi har planlagt at besøge et af byens mange kamé-værksteder, men forinden har du måske lyst til at vide lidt mere om kaméer og deres lange historie.

KAMÉER er ædelsten, halvædelsten eller skaller med dekoration udført i relief. Agat, onyks, sardonyx og bestemte konkylier er særlig egnede materialer, da de har forskellige farvelag som kan danne smukke kontraster. Teknikken kan sammenlignes med den der anvendes i almindelig relief-udskæring, bortset fra at målestokken er mindre.

Der er bevaret mange kaméer af ædelsten eller halvædelsten fra den persiske og græsk-romerske periode, hvilket kunne tyde på at de var almindelige i oldtiden. Af langt nyere dato er kaméer af skaller. I det 14. og 15. århundrede brugte man i Frankrig, Tyskland og Flandern perlemor til udskæringer. Ved det franske hof, der havde smag for det overdådige og udsøgte, var håndlavede genstande af skaller særlig værdsatte. I samme periode drog man på opdagelsesrejser — som førte til at mange usædvanlige og fremmedartede materialer fandt vej til Europa. Her kan nævnes skjolde af kæmpeskildpadder, stødtænder fra narhval, jade, rav og forunderlige muslingeskaller. Dette vakte folks interesse for naturen og virkede inspirerende på kunstnere, guldsmede og gravører. Det var sandsynligvis i det 16. århundrede man opdagede at skallerne fra  hjelmsnegle og porcelænssnegle var særlig egnede til kamé-udskæringer.

Under nyklassicismen var der en fornyet interesse for antikkens kunst. Produktionen af kaméer der var udskåret af skaller, blomstrede derfor i det 18. århundrede, og det til trods for at nogle vrængede på næsen ad dem fordi de betragtede dem som efterligninger af de dyrere kaméer fremstillet af smykkesten. Kamé-udskæring er ikke så udbredt længere. Men i byerne Idar-Oberstein i Tyskland og i Torre del Greco i Italien kan man stadig se dette håndværk. I Tyskland forarbejder man agat på maskine, mens man i Italien fremstiller kaméer ved at gravere skaller manuelt.

Efter disse baggrundsoplysninger vil vi nu se hvordan man i dag producerer kaméer af skaller.

I værkstedet

Det værksted vi besøger, ligger i en snæver gyde midt i Torre del Greco. Arbejdsbordet er fyldt med værktøj samt kaméer på forskellige trin i arbejdsprocessen. Håndværkeren er ved at færdiggøre et detaljeret idyllisk motiv hvori der indgår flere figurer som vi betragter med stor beundring.

 Kaméerne fremstilles af skaller fra Bahamas og forskellige steder i Det Caribiske Hav og i havene omkring Østafrika. Farverne afhænger af den type skal man vælger. Motivet på de kaméer som udskæres i skallerne fra Cassis madagascariensis, bliver hvidt med mørkebrun baggrund, mens det på skaller fra Cypraecassis rufa får rødbrune nuancer. Jo større farvekontraster en kamé har, jo mere værdifuld er den.

Først udskærer håndværkeren den øvre del af muslingens skal med en vandkølet skæreskive. Derefter tegner han et omrids af kaméerne, der oftest er ovale eller runde, på indersiden af skallen, som skæres i mindre mangekantede stykker. Normalt kan der blive en stor kamé og to små af en skal af gennemsnitsstørrelse. Det kræver dygtighed at kunne vurdere hvor meget man kan få ud af den. Tre udvækster på ydersiden af skallen kan for eksempel skæres til tre figurer. Når et stykke er skåret ud, formes det med en slibeskive og fastgøres til et kort stykke træ så det bliver lettere at arbejde med. Herefter slibes det ujævne lag ned til den rette tykkelse. Kunstneren udvælger nu sit motiv ved at lade sig inspirere af stykkets form. På overfladen slår han nogle hurtige streger med en blyant og begynder at skære ud.

Derefter fræser han det overskydende materiale bort. Når motivet i store træk er formet, begynder håndværkeren at gravere. Hertil bruger han en række meget skarpe redskaber, som kaldes gravstikker, i forskellige størrelser. Motivet udformes i det lag hvor skallen skifter nuance fra lys til mørk. Ved at skære i forskellige dybder kan en dygtig kunstner skabe en fornemmelse af gennemsigtige slør. Til sidst træder den detaljerede figur frem i relief med det mørkere lag som baggrund.

Kun fantasien sætter grænser for valget af motiver. Et særligt populært motiv som du måske tidligere har set, er en yndig dame i profil. Til ringe og ørenringe bruger man bittesmå ansigtsprofiler eller blomster. Til brocher eller vedhæng bruges større kaméer, der kan måle op til 7,5 centimeter og indeholde mange detaljer med idylliske og klassiske motiver. De største, der måler cirka 20 centimeter, kan indrammes eller fastgøres til en piedestal. Deres værdi bedømmes ikke kun efter størrelsen eller materialevalget, men også efter selve håndværket og den omhu der er lagt i arbejdet. I nogle tilfælde er der tale om rene kunstværker.

Skallernes uregelmæssigheder gør dem uegnede til mekanisk udskæring, men kan være til stor inspiration for kunsthåndværkeren når han skal vælge motiv. Der vil derfor aldrig være to kaméer som er ens. Smukke og unikke er de rette ord for disse små mesterværker.

[Illustrationer på side 16]

Hvordan kaméer fremstilles

Skaller som kaméer fremstilles af

Muslingens øverste skal bliver skåret ud i stykker

Kaméens form tegnes på stykket

Stykket skæres ud til en passende størrelse

Den flittige håndværker ved sit arbejdsbord efter at stykket er formet

[Illustration på side 17]

Gemma Augustea, som blev fremstillet mellem år 10 e.v.t. og 20 e.v.t. Den måler 19 gange 23 centimeter

[Kildeangivelse]

Erich Lessing/Art Resource, NY