Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Wiens populære kæmpehjul

Wiens populære kæmpehjul

 Wiens populære kæmpehjul

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ØSTRIG

DET billedskønne Wien breder sig i forgrunden, og i det fjerne rejser Wienerwalds højdedrag sig. Sceneriet er så gennemført at man næsten hører melodiøse Strauss-valsetoner. En ung mand forsøger at kontrollere sin heftige hjertebanken mens han i 60 meters højde frier til sin udkårne. Hvordan er de kommet så højt til vejrs? De befinder sig i Riesenrad, Wiens kæmpemæssige pariserhjul. Den unge mand er hverken den første eller den sidste der har valgt at henlægge sit frieri hertil.

Det kæmpemæssige pariserhjul ligger i den vidtstrakte park Prater og har været byens skattede vartegn i over 100 år. „De kender først Wien når De har set byen fra kæmpehjulet,“ påstår et opslag ved indgangen. Dette pariserhjul er i dag verdens ældste og har været meget igennem. Hvordan blev denne gigantiske stålkonstruktion til? Hvordan har hjulet overlevet stormfulde perioder?

Det første pariserhjul

Pariserhjulet blev til som følge af 1800-tallets industrielle revolution hvor stål blev det foretrukne byggemateriale. Dristigt udtænkte stålkonstruktioner skød op i forskellige verdenshovedstæder. I London opførte man Crystal Palace af stål og glas, ved slottet  Schönbrunn i Wien palmehuset og i Paris Eiffeltårnet. Især Chicago gjorde sig bemærket med byggerier i stål, og til den verdensudstilling der i 1893 blev holdt i byen, opstillede den amerikanske ingeniør George Ferris det første pariserhjul.

Ferris’ opsigtsvækkende hjul var 76 meter i diameter og havde 36 gondoler der hver især kunne føre 40 passagerer til vejrs, hvor de havde en eminent udsigt over Chicago og omegn. Mange gæster syntes at pariserhjulet var langt den mest mindeværdige attraktion ved verdensudstillingen. Men det mistede hurtigt nyhedens interesse, blev flyttet to gange og i 1906 skilt ad og solgt som gammelt jern. Forinden havde det dog sat fantasien i sving hos folk andre steder.

Wien får sit pariserhjul

Den britiske ingeniør og forhenværende flådeofficer Walter Basset var åbenbart særlig begejstret for pariserhjulet i Chicago. I 1894 iværksatte han arbejdet med at tegne et pariserhjul der skulle opstilles i Earl’s Court i London, og siden byggede han andre pariserhjul i den engelske by Blackpool og i Paris. I mellemtiden søgte forlystelsesentreprenøren Gabor Steiner fra Wien efter nye attraktioner til sin by. En dag foreslog en repræsentant for Walter Basset ham at gå sammen med firmaet om at rejse et pariserhjul i Wien. En aftale kom snart i stand, og man fandt et sted til den nye sensation fra England. Men først skulle der skaffes en byggetilladelse.

Da Steiner forelagde de kommunale myndigheder tegningerne, kiggede en embedsmand på dem, dernæst på Steiner og igen på papirerne. Så rystede han på hovedet og spurgte: „Tror De virkelig, kære direktør, at De kan finde nogen der vil give Dem bevilling til at bygge dette monstrum og påtage sig ansvaret for det?“ Steiner appellerede til ham med ordene: „Men i London og Blackpool eksisterer der dog sådanne hjul, og de fungerer problemfrit!“ Embedsmanden var urokkelig og svarede: „Englænderne kan gøre som de vil; jeg vil ikke vove pelsen.“ Men Steiner pressede fortsat på, og til sidst fik han byggetilladelsen.

Arbejdet på den gigantiske stålkonstruktion vakte stor opsigt. Hver dag var byggepladsen et tilløbsstykke hvor nysgerrige tilskuere diskuterede det fremadskridende projekt. Efter kun otte måneder stod hjulet færdigt. Den 21. juni 1897 slog den engelske Wien-ambassadør Horace Rumbolds frue de sidste slag med hammeren. Nogle dage senere begyndte pariserhjulet at køre. Steiner fortalte siden: „Alle var fornøjede, og folk strømmede til billetlugerne.“

Pariserhjulets op- og nedture

Ærkehertug Frans Ferdinand, den østrig-ungarske tronfølger, holdt  af at tage kejserrigets hovedstad i øjesyn fra toppen af pariserhjulet. Snigmordet på ham i juni 1914 udløste ikke kun Første Verdenskrig, men fik også betydning for kæmpehjulet. Ikke alene mistede det sin berømte gæst, det blev også lukket for publikum og taget i brug som militær udkigspost. Pariserhjulet blev atter sat i drift i maj 1915. Men da var jern en mangelvare, og lige dér for alles øjne stod kæmpehjulet og nærmest ventede på at blive skilt ad. I 1919 blev det solgt til en forretningsmand fra Prag på den betingelse at han demonterede det i løbet af tre måneder. Men det viste sig at omkostningerne ved det ville overstige metalværdien. Derfor undgik det allerede berømte vartegn med nød og næppe ’eksekveringen af dødsdommen’ og fortsatte som yndet folkeforlystelse.

Krigen og det østrig-ungarske monarkis sammenbrud forandrede Wien i bund og grund. I 1930’erne forværredes økonomien med politisk ustabilitet til følge. Den før så tiljublede Steiner måtte som jøde flygte for sit liv. Men så sent som i 1939 og 1940 strømmede et rekordpublikum til pariserhjulet. Tilsyneladende fremkaldte Anden Verdenskrigs udbrud en febrilsk forlystelsestrang. En septemberdag i 1944 spredtes en alarmerende nyhed i hele byen — pariserhjulet stod i flammer! En kortslutning i rutsjebanen ved siden af havde antændt en brand der bredte sig til pariserhjulet og ødelagde seks af dets kabiner. Men det værste ventede stadig forude.

I april 1945, i Anden Verdenskrigs slutfase, brød pariserhjulet atter i brand. Denne gang fortærede ilden alle 30 kabiner samt styreanlægget. Kun det udbrændte stålskelet stod tilbage. Alligevel var pariserhjulets dage ikke talte. Mange bygninger lå i ruiner, men hjulet knejsede ukueligt. Igen viste beregninger at det ville være for dyrt at fjerne det. Var der en anden mulighed?

Det var der. Nok en gang blev pariserhjulet sat i stand, men af sikkerhedshensyn halverede man antallet af kabiner. Fra maj 1947 til nu har det været i drift og langsomt ført fornøjede passagerer op og ned. Hjulet har også vundet berømmelse som „filmkulisse“, for eksempel i Den tredje mand med det uforglemmelige tema spillet på citer.

Pariserhjulene i Chicago, London, Blackpool og Paris er alle blevet til skrot, men hjulet i Wien står stadig som vartegn for byen og som vidnesbyrd om efterkrigsgenerationens stålsatte vilje til genopbygning. Hvis du kommer til Wien, får du måske lyst til at tage en tur i pariserhjulet. Det kan være du under turen får øje på en ældre mand der fortæller sine børnebørn om hvordan han forsøgte at kontrollere sin heftige hjertebanken da deres bedstemor sagde ja til ham højt oppe i pariserhjulet.

[Ramme/iIllustration på side 19]

Riesenrad (Kæmpehjulet)

Opført: 1897

Højde: Knap 65 meter

Diameter: Knap 61 meter

Hjulets vægt: 245 tons

Jernkonstruktionens totalvægt: 430 tons

Hastighed: 2,7 kilometer i timen

[Kildeangivelse]

Kilde: The Vienna Giant Ferris Wheel af Helmut Jahn og Peter Petritsch, 1989, side 39

[Illustration på side 21]

Udsigt fra pariserhjulet over det nordøstlige Wien