Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

 Fra vore læsere

Artikel redder liv Vi besøgte for et stykke tid siden en mand ved navn Lenny, som sagde at artiklen „Denguefeber — en sygdom der overføres via myg“ (22. juli 1998) havde reddet hans brors datter. Hun havde haft feber i flere dage og fået udslæt, men forældrene troede bare det var mæslinger. Lenny kom i tanker om artiklen og fandt bladet frem for igen at læse den ramme hvor symptomerne står beskrevet. Så overtalte han sin bror og svigerinde til at køre datteren på hospitalet. Lægen bekræftede at hun havde denguefeber. Lenny roste Vågn op! fordi bladet havde hjulpet ham til at redde sin niece, og senere tog han imod et bibelstudium.

J.M.L., Filippinerne

Marfans syndrom I artiklen „Et liv med Marfans syndrom — Når leddene er hypermobile“ (22. februar 2001) siger Michelle at hun tager morfin hver dag. Hvordan kan man som kristen gå med til at bruge et vanedannende stof?

S.D., USA

Det ville være forkert som kristen at tage stoffer blot for spændingens eller den euforiserende virknings skyld. Men når man under en læges anvisning siger ja til et smertestillende narkotisk middel på grund af sygdom, kan det næppe siges at være for spændingens eller fornøjelsens skyld. Selvfølgelig må man som kristen selv under sådanne omstændigheder vurdere risikoen for at blive afhængig eller få andre skadelige bivirkninger af den form for medicin. — RED.

Det var opmuntrende for mig at læse Michelles erfaring. Selv om hun konstant har smerter, lader hun ikke omstændighederne hindre hende i at tjene Jehova helhjertet. Det beundrer jeg.

J.G., Guam

Radioaktivt nedfald Jeg blev skuffet over jeres artikel „Radioaktivt nedfald vækker bekymring“. (22. februar 2001) I burde ikke i et forsøg på at fremme jeres syn på Bibelen benytte jer af en panikskabende taktik for at skræmme folk. En risiko bør præsenteres i sin rette sammenhæng. For eksempel kan elektricitet være en sikker energikilde når man bruger den med omtanke. Alligevel dør mange hvert år af elektriske stød. Betyder det at vi alle skal overreagere og leve i konstant frygt for elektriske stød? Faktum er at alle lande vil få et større el-forbrug i fremtiden, og kernereaktorer viser sig at være den reneste og sikreste måde at skaffe elektricitet på. Vi behøver ikke at frygte kerneenergi.

R.S., Canada

Det er nogle komplekse emner, og vi sætter pris på denne læsers oprigtighed. Vi synes dog ikke at vi i artiklen benyttede os af „en panikskabende taktik“. Det var ikke et forsøg på at skræmme vores læsere. Vi fordømte heller ikke kerneenergi. Vi gjorde snarere opmærksom på de berettigede bekymringer mange har vedrørende kernekraft, og vi pegede på Guds rige som løsningen på energiknapheden. — RED.

Forsikring Jeg har som forsikringsagent sat stor pris på artikelrækken „Forsikringer — Har vi brug for dem?“ (22. februar 2001) Mange forbrugere er i vildrede med hensyn til forsikringer. Det er jo også svært at forstå hvorfor man betaler for noget man måske aldrig kommer til at bruge. Jeg var derfor glad for jeres illustration om at have et reservehjul i bagagerummet. Tak for disse velskrevne og oplysende artikler.

C.P., USA

Om at liste sig ud om natten Tak for jeres artikel „Unge spørger: Hvad galt er der ved at liste sig ud om natten?“ (22. februar 2001) Jeg bliver ked af det når jeg ser hvor naive nogle unge kristne er. For nylig listede en ung pige sig ud om natten for at tage til en fest, og hun blev voldtaget. Ingen kom hende til undsætning. Bliv endelig ved med at advare vores unge!

J.N., USA