Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sultne „kirurger“ der boltrer sig

Sultne „kirurger“ der boltrer sig

 Sultne „kirurger“ der boltrer sig

Uanset hvor frastødende tanken måtte forekomme nogle, har en dygtig og hygiejnisk „kirurg“ fået et comeback. Kirurgen er den uanselige fluelarve, maddiken. En rapport i Journal of the American Medical Association (JAMA) fortæller at nogle læger i England har foretaget et pilotforsøg omfattende 12 patienter med bensår. Seks af dem blev behandlet med hydrogel på konventionel vis, og de resterende seks fik anbragt maddiker i såret. *

„Hos de seks patienter der blev behandlet med fluelarverne, var sårene rene efter blot tre dage,“ rapporterer JAMA. Blandt dem der modtog den sædvanlige behandling, „havde kun to af patienterne rene sår efter en måned; de fire andre måtte fortsat behandles.“ Det britiske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet fortæller at „sammenlignet med de traditionelle metoder kan [behandling med maddiker] dramatisk reducere behandlingstiden“, og at „prisen kun er godt det halve af hvad behandling med hydrogel koster“.

Ved selve behandlingen med fluelarver — eksempelvis af et sår med dødt væv — anbringer lægerne unge sterile larver i såret, oplyser JAMA. (Lægerne bruger naturligvis kun den type larver som ikke angriber sundt væv.) Derefter dækkes såret med et fintmasket nylonnet og et absorberende stykke gaze som kan opsuge det opløste døde væv. Når maddikerne er godt mætte, bliver de fjernet og kasseret, og nye maddiker anbringes i såret indtil det er helt renset. Derefter vil blodgennemstrømningen i det resterende sunde væv fremme dannelsen af nyt væv.

„Vi har aldrig haft en patient der sagde nej tak til maddikerne,“ fortæller karkirurgen Michael Walker. „Det er personalet, ikke patienterne, der er de sarte.“ Ud over sygehuse i Storbritannien er der også i USA og Canada hospitaler der gør brug af larvebehandling. The Lancet citerer en kirurg for at have sagt at „der i USA er så mange patienter der anmoder om larvebehandling, at man ikke kan finde tilstrækkelig mange læger som er villige til at foretage den“.

Larvebehandling, også kaldet mikrokirurgi, blev opdaget ved et tilfælde. Tidsskriftet Science World skriver: „Slagmarkens læger opdagede at soldaternes sår havde en tendens til at hele bedre hvis de myldrede med maddiker, end hvis de ikke gjorde. Kort efter blev larvebehandling taget i brug.“ Den anvendes nu på hundreder af hospitaler i USA og Europa.

[Fodnote]

^ par. 2 Denne fremgangsmåde er ikke identisk med at lade sig årelade med blodigler. Se Vagttårnet for 1. oktober 1982, side 22.

[Illustration på side 22]

Maddiker vist på en finger (naturlig størrelse)

[Kildeangivelse]

Picture copyright SMTL, http://www.smtl.co.uk/

[Illustrationer på side 22]

Før behandling

. . . og efter

[Kildeangivelse]

Fotos af R. Sherman, University of California, Irvine