Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Små morsomme jægere

Små morsomme jægere

 Små morsomme jægere

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDAFRIKA

HAN står på sine bagben og klynger sig til nogle spinkle grene mens han i den bagende sol holder balancen ved at støtte med halen. Han spejder i alle retninger for at se om der lurer nogen fare på himlen eller landjorden. I nærheden fouragerer nogle af hans kammerater, og med jævne mellemrum udstøder han nogle små lyde der forsikrer dem om at alt er i orden. Og sådan kan han om nødvendigt blive stående på sin post en time endnu, indtil en af hans venner kommer og afløser ham.

Hvad er det for et dyr? Det er en surikat. Den måler ikke mere end 40 centimeter fra næsetip til halespids, og det er en meget selskabelig lille kødæder. Disse dyr holder tæt sammen i flokke på mellem 10 og 30.

Hver morgen stiller surikaterne sig op på række når de kommer frem fra deres hule. De står på bagbenene med front mod solen og varmer sig efter den kølige nat. Alt imens de laver små lyde, soignerer de hinanden. Denne gemytlige og gensidige pelspleje kan vare en time eller mere. Snart løber de af sted i samlet flok, og dagens jagt kan begynde.

Surikater jager på en organiseret måde der sikrer at de hele tiden har nok mad i form af insekter og små krybdyr. De har nemlig en glubende appetit. Det er anstrengende at være så forslugen, så de fleste  tager en middagslur i skyggen af en busk eller et træ. Andre graver en dynge køligt sand op som de så slænger sig i.

Men hvorfor er det nødvendigt med en vagtpost? Fordi den lille jæger er et yndet bytte. Mens surikaten graver energisk i den hårde jord — og til tider flytter hvad der svarer til adskillige gange dens egen kropsvægt for blot at få fat på en enkelt larve — er den et fristende bytte for sjakaler og rovfugle på jagt.

Hvad gør vagten hvis han fornemmer at der er fare på færde? Han udstøder et halvkvalt skrig som de andre surikater med det samme reagerer på, og af sted går det mod det nærmeste hul. Hvis vagtens advarselsskrig fortæller at rivaliserende surikater nærmer sig, stikker flokken dog ikke af. Nej, i stedet danner de alle front mod angriberne, krummer ryggen, rejser børster og stritter med halen. Flokken udstøder nogle skarpe lyde mens de bevæger sig over mod de ubudne gæster. Nogle hopper op og ned uden at bøje benene som om de deltager i en krigsdans. Det er ofte nok til at jage rivalerne på flugt.

En fælles indsats

Surikaterne arbejder meget sammen. Det kommer især til udtryk i den måde hvorpå de tager sig af ungerne. De små nyankomne har alles opmærksomhed i de første uger efter fødselen, og moderen og afkommet får hyppigt besøg af nogle fra flokken. Der venter hende en særlig velkomst når hun første gang bringer ungerne ud af boet. Alle i flokken kommer hen for at nappe hende kærligt i nakken, samtidig med at de hviner af fryd og gnider sig ømt op af de nyankomne.

De er fælles om at pleje ungerne i nogle uger og passer dem ivrigt på skift mens de andre er på jagt. Nogle af de hunner som ikke selv har afkom, begynder spontant at producere mælk så de også kan die ungerne og dermed aflaste moderen. Alt dette levner ikke meget tid til at babysitteren kan finde føde til sig selv. Nogle af dem som har hjulpet med at tage sig af et kuld, har da også tabt 10 procent af deres kropsvægt.

Når ungerne er gamle nok til at forlade boet og deltage i den daglige jagt, viser de voksne gerne tålmodigt på skift de halvstore unger hvordan man jager. Ofte overlader de voksne den bedste fangst til ungerne, skønt det betyder at de selv får mindre at æde den dag. Hvis vagten giver signal til at surikaterne skal løbe mod deres bo, vil mindst en af dem sørge for at også ungerne kommer sikkert i skjul.

Værd at betragte

Surikater kan hurtigt gøres tamme, og de er desuden kælne. Håndbogen Maberly’s Mammals of Southern Africa siger: „Generelt må man sige at disse interessante små dyr er nogle af de mest sympatiske, charmerende og indtagende pattedyr i det sydlige Afrika, og de er afgjort værd at betragte.“

Alain, som i mange år har lavet film om dem, er enig. Han husker en lejlighed hvor en hunsurikat kom ud af boet med sin fire dage gamle unge i munden. Hun peb og lagde ungen ved hans fødder. Han troede at den var død. „Men da jeg forsigtigt tog den op,“ siger han, „blev jeg klar over at den var i live, og at hun ganske enkelt først ville vise den til mig inden de andre surikater løb hen for at lykønske hende. Jeg blev så overvældet at jeg fuldstændig glemte at tage nogle billeder.“

Sylvie, der har studeret surikater ude i naturen i mange år, husker med glæde tilbage på en tidlig morgenstund hvor hun havde lagt sig ved siden af boet inden surikaterne kom frem. Da de kom ud, stillede de sig op på deres sædvanlige måde og begyndte at nusse og soignere hinanden ved siden af hende. Da hun talte til dem, svarede de ved at udstøde nogle små lyde. Forsigtigt stak Sylvie sin finger frem mod den første, en hun, og begyndte at kæle med hende. Surikaten vred sig af velvære og soignerede den næste i rækken. „Jeg var blevet accepteret i deres morgenritual,“ siger Sylvie. „Det følte jeg virkelig som en stor ære!“

Mange som har tilbragt tid sammen med surikater, kan fortælle deres egen historie. Ja, surikater er virkelig nogle små morsomme jægere.

[Illustrationer på side 26]

Fjenden bliver jaget på flugt

En vagt på arbejde

Surikater varmer sig inden dagens jagt begynder

[Kildeangivelse]

Alle billeder: © Nigel J. Dennis