Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan jeg få et nært forhold til mine bedsteforældre?

Hvordan kan jeg få et nært forhold til mine bedsteforældre?

 Unge spørger:

Hvordan kan jeg få et nært forhold til mine bedsteforældre?

„Både min farfar og min morfar er gode til at fortælle. Deres beretninger hjælper mig til at forstå de følelser jeg har.“ — Joshua.

DET var engang almindeligt at flere generationer boede sammen — ofte i det samme hjem. På den måde opstod der et helt naturligt forhold mellem børn og bedsteforældre.

Sådan er det ikke i dag. Tit skiller store afstande børn fra deres bedsteforældre, og et stigende antal familier er blevet spredt på grund af skilsmisser. „Også bedsteforældre kan blive ofre for skilsmisser og afskåret fra at se deres børnebørn, som de er så glade for,“ skriver avisen The Toronto Star. I andre tilfælde er problemet at mange unge simpelt hen har et negativt syn på de ældre. De betragter dem som „oldsager“, som nogle der har et helt andet syn på tilværelsen, og hvis livsværdier og interesser ligger langt fra deres egne. Resultatet er at mange unge skaber afstand til deres bedsteforældre og på den måde går glip af det nære forhold de kunne have haft til dem.

Det er meget trist. Som en tidligere artikel i „Unge spørger“-serien viser, kan det gavne dem i opvæksten, og det er sjovt og dejligt at have et nært forhold til sine bedsteforældre — især hvis de er troende. * En teenagepige ved navn Rebekah siger: „Vi kan altid more os sammen.“ Og en ung mand der hedder Peter, siger: „Jeg er ikke bange for at snakke med dem om hvordan jeg har det, eller at fortælle dem hvad jeg har for. Tit har jeg det meget bedre med dem end med min far og mor. Jeg synes jeg kan tale med mine bedsteforældre om alting.“

Hvad med dig? Det kan godt være du havde et nært forhold til dem da du var mindre. Men nu da du er blevet teenager, kniber det måske lidt med at holde forbindelsen ved lige? Hvis det er tilfældet, kunne du jo prøve at anvende det bibelske princip i Andet Korintherbrev 6:11-13 om at ’udvide’ med hensyn til at vise „inderlig hengivenhed“. Men spørgsmålet er, hvordan?

Tag initiativet

At ’udvide’ indebærer til en vis grad at man tager initiativet. Bibelen siger: „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget.“ (Ordsprogene 3:27) Da du var yngre, var „din hånds magt“ nok ikke så stor at det havde  nogen særlig indflydelse på dit forhold til dine bedsteforældre. Men nu da du er blevet ældre, måske voksen, er der faktisk en hel masse du kan gøre.

Hvis de bor i nærheden, kan du for eksempel gøre dig det til en vane at besøge dem med jævne mellemrum. Lyder det kedeligt? Ja, hvis du bare sidder og hænger uden at sige noget. Snak derfor med dem! Om hvad? Også her kan et princip fra Bibelen være en hjælp. I Filipperbrevet 2:4 står der at vi ikke kun skal have øje for vores egne interesser, men også for de andres. Sagt med andre ord: Vis interesse for dine bedsteforældre. Få dem til at snakke om det der optager dem. Hvordan har de det? Hvad har de lavet siden sidst? De vil sikkert også elske at tale om ’gamle dage’. Du kan jo bede dem om at fortælle noget fra deres ungdom. Eller spørge dem hvordan din far eller mor var da de var børn. Og hvis dine bedsteforældre er Jehovas Vidner, kunne du spørge dem om hvad det var der gjorde dem interesserede i sandheden fra Bibelen.

Bedsteforældre kan rumme et helt skatkammer af viden når det gælder slægtens historie, og de vil sikkert hellere end gerne underholde dig med at fortælle dig om det. Hvorfor ikke gøre det til et spændende projekt! Du kunne måske interviewe dem, skrive noget ned eller lave optagelser med dem på lyd- eller videobånd. Hvis du ikke rigtig ved hvad du skal spørge dem om, kan du nok få din far og mor til at hjælpe dig med at udarbejde nogle gode spørgsmål. Du vil sikkert få mange ting at vide som vil hjælpe dig til at forstå dine bedsteforældre, dine forældre — og dig selv — lidt bedre. „Både min farfar og min morfar er gode til at fortælle,“ siger Joshua. „Deres beretninger hjælper mig til at forstå de følelser jeg har.“

Du må bare ikke glemme at dine bedsteforældre også gerne vil følge med i dit liv og have noget at vide om hvad du foretager dig. Når du fortæller dem noget om dig selv, giver du dem på en måde del i dit liv, og I vil uvilkårligt komme hinanden nærmere. Igor fra Frankrig siger: „Mig og min mormor hygger os med at gå på café og drikke te, og så snakker vi om hvad vi har oplevet for nylig.“

Hvad I kan gøre i fællesskab

Når først I er begyndt at tale sammen, kan I nok også begynde at gøre noget sammen. Tænker du dig lidt om, vil du sikkert kunne finde på mange forskellige ting. Dara fortæller: „Begge mine bedstemødre har vist mig hvordan man laver mad, sylter, bager, dyrker blomster og passer have.“ Amy har været med sine bedsteforældre til familiekomsammen og på ferie. Nogle bedsteforældre er meget aktive, afhængigt af hvor gamle de er. Aaron spiller for eksempel golf med sin mormor. Joshua fisker sammen med sin morfar, og han hjælper sin farfar med forskellige reparationer og forbedringer på huset.

Hvis ens bedsteforældre er Jehovas Vidner, er det skønt at være sammen om forskellige kristne aktiviteter, for eksempel forkyndelsen. Igor har rejst med sin mormor til et af Jehovas Vidners internationale stævner i Polen. „Det var en uforglemmelig oplevelse at være fælles om, og vi elsker at tale om det,“ siger han. Selv om ikke alle bedsteforældre er lige så friske og rørige, er den tid man bruger sammen med dem, godt anvendt.

En åndelig arv

På Bibelens tid havde en kvinde ved navn Lois en stor andel i at opdrage sit barnebarn, Timoteus, så han kunne gøre en særlig indsats i tjenesten for Gud. (2 Timoteus 1:5) Mange kristne bedsteforældre har naturligvis lige så stor betydning i dag. I den forbindelse siger Joshua: „De har tjent Jehova længere end jeg har levet, så jeg har stor respekt for dem, ikke kun fordi de er mine bedsteforældre, men fordi de har holdt trofast ud.“ Amy siger: „Mine bedsteforældre fortæller mig altid hvor glade de er for at jeg tjener Jehova trofast. Men det er faktisk deres gode eksempel og deres nidkærhed for Jehova som heltidsforkyndere der har hjulpet mig til at fortsætte som pioner.“

Chris omtaler sin mormor som „den der mere end nogen anden har motiveret mig til  at studere og vokse åndeligt“. Han tilføjer: „Jeg vil aldrig glemme hendes talemåde: ’For Jehova må vi gøre vort bedste.’“ Pedros bedsteforældre har haft stor indflydelse på hans åndelige udvikling. Han siger: „Deres erfaring har hjulpet mig meget. Min mormor og morfar har altid taget mig med i forkyndelsen, og det er jeg utrolig glad for.“ Ja, hvis du arbejder på at få et nært forhold til dine troende bedsteforældre, kan de hjælpe dig til at tjene Gud i større udstrækning.

Når der er langt til bedsteforældrene

Men hvad nu hvis dine bedsteforældre bor langt væk? Prøv alligevel om ikke du kan besøge dem med jævne mellemrum. Og sørg for at opretholde kontakten til dem mellem besøgene. Hornan ser kun sin mormor og morfar tre gange om året, men han siger: „Jeg ringer til dem hver søndag.“ Dara, som også bor et godt stykke vej fra sine bedsteforældre, siger: „De vil gerne følge med i hvordan det går mig, og vi ringer sammen eller mailer næsten hver uge.“ Selv om e-mail og telefonopringninger har deres plads, skal man ikke underkende værdien af et ’gammeldags’ håndskrevet brev. Det har overrasket mange unge at opdage at deres bedsteforældre har gemt hvert eneste brev de har skrevet til dem. Breve kan læses igen og igen — og sprede glæde hver gang. Så glem ikke at skrive!

Børnebørn betyder ofte utrolig meget for deres bedsteforældre. (Ordsprogene 17:6) Der er mange måder at opbygge og bevare et nært forhold til sine bedsteforældre på, uanset om de bor i nabolaget eller ej. Men gør under alle omstændigheder et forsøg.

[Fodnote]

^ par. 6 Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor skal jeg lære mine bedsteforældre at kende?“ i Vågn op! for 22. april 2001.