Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Australiens dromedarer og vilde heste

Australiens dromedarer og vilde heste

 Australiens dromedarer og vilde heste

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

HVILKE forestillinger gør du dig når du hører om det indre Australien? Ser du for dig et land fyldt med hoppende kænguruer, langbenede emuer, støvede røde ørkener og med brændende hede dage? Det gør de fleste — men landet er også fuldt af overraskelser.

Vidste du at Australien nu er det eneste land der har en såkaldt forvildet bestand af dromedarer, har den største flok vilde heste i verden og hærges af æsler i et antal uden lige? Beretningen om hvordan disse hårdføre dyr kom til landet, overlevede og tilpassede sig, er ikke særlig kendt, men handler om stridende interesser og er en levende påmindelse om svundne tider.

Opbygget ved hjælp af dromedaren

I de sidste fyrre år har kvægavlere gentagne gange klaget over det som en cowboy gav udtryk for i bogen The Camel in Australia: „Jeg har set tilfælde hvor 5 dromedarer har revet hegnstråd ned på en strækning af 10 kilometer . . . Et sted nøjedes de ikke med tråden, men væltede stolper og det hele.“

Den bekostelige hegnstråd kan ikke stå sig mod en beslutsom dromedars størrelse og lange ben. Men uden disse stærke ben havde det ikke været muligt at bygge de livsvigtige  forbindelseslinjer der går tværs igennem dette kontinents afsvedne egne.

Dromedaren blev indført fra Indien i 1860 og ledsagede de to opdagelsesrejsende Burke og Wills på deres historiske rejse gennem Australien fra syd til nord. Eventyrere før i tiden foretrak dette eksotiske dyr som rejseledsager på grund af dets overlegne styrke og udholdenhed. Dromedaren har et forbavsende lavt brændstofforbrug; på 15 liter vand kan den gå over 800 kilometer med en byrde på 300 kilo.

Man anvendte de yderst pålidelige dromedarer da man skulle transportere fødevarer og udstyr til de nyopståede guldgraverbyer, anlægge telegraflinjen fra Adelaide til Darwin og opmåle den transaustralske jernbane mellem Sydney og Perth. På et areal af 4 millioner kvadratkilometer afstak de et spor som moderne maskiner den dag i dag ville have svært ved at gøre efter.

I 1922 var der 22.000 tæmmede dromedarer, men efterhånden som bilerne overtog deres plads, blev mange af dem sluppet løs. De fik derved mulighed for frit at formere sig, og som følge heraf lever der nu efter sigende 200.000 dromedarer i ørkenen. Nogle skønner at bestanden vil være fordoblet om seks år.

Det er dog ikke alle disse dromedarer der bliver ved med at leve frit. En talsmand for Central Australian Camel Association siger til Vågn op!: „I Australien findes den eneste sygdomsfrie dromedarbestand i verden, og derfor eksporteres der hvert år et mindre antal dromedarer til zoologiske haver og naturparker i USA og Asien.“ Rejsebureauer tilbyder også turister muligheden for at ride på dromedarer og genopdage det indre Australien, hvor der findes andre fritløbende lastdyr.

 Hvad er en brumby?

I 1788 ankom en flotille af sejlskibe fra England og lossede sin last af fanger, soldater og heste på den australske kyst. Hestens historie i dette land svarer til menneskets — den er både romantisk og tragisk.

I deres iver efter at beherske det nye land benyttede de første pionerer heste for at komme ud til hvert hjørne af kontinentet. Snart udgjorde omstrejfende og undslupne heste en vild bestand som blev kaldt brumbyer. Ordet „brumby“ kommer muligvis fra Queensland, hvor ordet baroomby på aboriginernes sprog betyder „vild“.

Disse brumbyers vilde og frie liv har inspireret digtere som A.B. (Banjo) Paterson. Hans vise „The Man From Snowy River“ har sikret brumbyen en plads i mange australieres hjerte. Den australske walerhest var specielt opdrættet til Australiens Light Horse Brigade og blev også benyttet af den indiske hær. Efter den første verdenskrig førte den faldende efterspørgsel til at hestene blev sluppet fri. Derved voksede bestanden af brumbyer. Nu skønner man at 300.000 vilde heste strejfer om i landet.

Når de galoperer, hamrer deres hove hen over det løse muldlag som en forhammer og ødelægger den beskyttende jord omkring  vandhullerne. Og når der så bliver tørke, dør de af sult og tørst. Disse brumbyer er blevet en umådelig byrde for landet, som i forvejen er belastet af store kvæghjorde. Derfor skyder man hvert år flere tusind heste. Noget af kødet anvendes til fødevarer; andet sælges som dyrefoder.

Med hensyn til brumbyens slægtning, æselet, er bestanden vokset endnu mere ukontrolleret. Fordi den har ynglet mere end den forvildede hest og har spredt sig over et større område end dromedaren, er den så at sige blevet offer for sin egen fremgang.

Den forræderiske judasløsning

Ligesom hesten begyndte æselet at blive importeret til landet i slutningen af det 18. århundrede for at blive brugt som last- eller trækdyr, og det tilpassede sig hurtigt. I 1920’erne blev æslerne sluppet fri i store flokke, og nu er der 30 gange flere end der er ægte vildæsler.

Æsler er skabt til livet i ørkenen og kan ligesom dromedarer mindske fordampningen når de ikke får vand, og overleve et tab på 30 procent af kropsvæsken. (Mange andre pattedyr ville dø blot de mistede 12 til 15 procent af kropsvæsken.) De foretrækker at spise frodigt græs, men kan affinde sig med tørre buske som kvæget ikke vil røre. I 1970’erne bevægede mere end 750.000 æsler sig omkring i store dele af landet. Dette voksende antal udgjorde en trussel for økologien og for kvægindustrien; man måtte skride ind.

Fra 1978 til 1993 blev over 500.000 æsler systematisk slået ihjel alene i den nordvestlige del af Australien. For nylig blev 300 æsler udstyret med radiosendere, hvilket er den forræderiske judasløsning. Når de slippes løs og igen slutter sig til deres flok, spores de med helikopter, hvorefter flokken skydes. Når judasæselet så slutter sig til en anden flok og forråder den, bliver også den flok lokaliseret og udryddet.

„Det vil tage lang tid at løse problemet,“ udtaler en statsansat landbrugsekspert til Vågn op! „Hvis blot en lille bestand af flokken lades tilbage, vil antallet af æsler i løbet af meget kort tid være det samme som det var i 1970’erne,“ siger han. „Folk kan ikke altid forstå hvorfor dyrene bliver slået ihjel og efterlades rundt omkring. Men man må huske på hvor utilgængelige disse områder er. Der er ingen veje herude, og de fleste områder kan man kun komme til med helikopter. Da det er os mennesker der har forårsaget problemet, må vi prøve at udbedre skaden på en human måde.“

Hårdføre og yngledygtige

Det er forståeligt hvis du nu har fået indtryk af at det indre Australien er en stor trafikprop af uønskede lastdyr. Men Australien har en ret stor ’baghave’. Det område dyrene findes i, er på størrelse med Europa og næsten lige så afsides som månen. Blot det at spore en flok er en udfordring; at regulere den er endnu sværere.

I modsætning til mange naturligt hjemmehørende dyr i Australien som er truet af udryddelse, er disse hårdføre og yngledygtige dyr blevet en permanent del af landskabet. Uden naturlige fjender og isolerede fra sygdomme løber de frit omkring i det indre Australien.

[Illustration på side 16]

Der lever omkring 200.000 forvildede dromedarer i den australske ørken

[Kildeangivelse]

Agriculture Western Australia

[Illustrationer på side 16, 17]

Brumbyer løber frit omkring i udkanten af Simpsonørkenen

[Illustration på side 17]

En dromedarkaravane transporterer uld, 1929

[Kildeangivelse]

Image Library, State Library of New South Wales

[Illustration på side 18]

Brumbyer drives sammen, som man gør i de afsides egne

[Kildeangivelse]

© Esther Beaton

[Illustration på side 18]

En radiomodtager anbringes på et judasæsel

[Kildeangivelse]

Agriculture Western Australia