Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad kan vi lære af historien?

Hvad kan vi lære af historien?

 Hvad kan vi lære af historien?

„Intet er vigtigere for historikere end at beskrive årsag og virkning.“ — Gerald Schlabach, professor i historie.

HISTORIKERE spørger tit hvordan og hvorfor bestemte begivenheder fandt sted. Historien beretter for eksempel at Romerriget faldt. Men hvorfor faldt det? Var det på grund af korruption og forlystelsessyge? Var riget blevet for stort og uhåndterligt, og var hærene blevet for bekostelige? Eller var Roms fjender simpelt hen blevet for talrige og for mægtige?

I nyere tid er det kommunistiske styre i Østeuropa, der engang blev betragtet som en trussel mod Vesten, nærmest gået i opløsning fra den ene dag til den anden i land efter land. Men hvorfor? Og hvilken lære kan man drage af det? Det er den type spørgsmål historikerne prøver at besvare. Men i hvilken udstrækning er deres besvarelser påvirket af personlige opfattelser?

Kan man stole på historien?

Historikere minder mere om detektiver end om forskere. De undersøger fortidens optegnelser, drager dem i tvivl og fremskaffer yderligere oplysninger. Sigtet med historikernes arbejde er at finde sandheden, men det mål er ofte diffust. Det skyldes til dels at de overvejende beskæftiger sig med mennesker. Og historikere kan nu engang ikke læse folks tanker — og da slet ikke hvis det drejer sig om nogen der er døde. Historikerne kan også have fordomme og forudfattede meninger. Derfor er selv det bedste historiske værk i virkeligheden en fortolkning set fra forfatterens synsvinkel.

Men et historisk værk behøver selvfølgelig ikke at være unøjagtigt blot fordi historikeren anlægger sin egen synsvinkel. Samuelsbøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne indeholder for eksempel parallelberetninger der blev skrevet af fem forskellige mænd, og alligevel kan det bevises at de ikke indeholder nogen modsigelser eller unøjagtigheder af betydning. Det samme gælder de fire evangelier. Mange bibelskribenter har berettet om deres egne svagheder og tåbelige fejl — noget der sjældent ses i verdslige kilder. — 4 Mosebog 20:9-12; 5 Mosebog 32:48-52.

 Foruden muligheden for at forfatteren er forudindtaget, må man tage hans eller hendes motiv i betragtning når man læser historisk materiale. „Enhver historieberetning fortalt af folk som sad på magten, som tragtede efter den, eller som var venner med de pågældende, må betragtes med den yderste mistro,“ siger Michael Stanford i sin bog A Companion to the Study of History. Motivet er også tvivlsomt når historiske værker underfundigt eller helt åbenlyst opfordrer til nationalisme eller patriotisme. Desværre kan man somme tider finde den slags i skolebøger. For eksempel har man i et regeringsdekret i et bestemt land åbent erklæret at formålet med historieundervisningen er „at styrke de nationalistiske og patriotiske følelser i folkets hjerte . . . fordi kendskabet til nationens fortid er noget af det mest effektive når man skal fremme en patriotisk adfærd“.

Forfalsket historie

Nogle gange er historieskrivningen ikke blot forudindtaget, men ligefrem forfalsket. I det tidligere Sovjetunionen, for eksempel, „blev Trotskijs navn slettet af historiske dokumenter for at fjerne sporene af hans eksistens,“ hedder det i bogen Truth in History. Hvem var Trotskij? Han var blandt lederne af Oktoberrevolutionen i Rusland og kom næst efter Lenin i rang. Efter Lenins død kom Trotskij i konflikt med Stalin, blev ekskluderet af kommunistpartiet og senere myrdet. Hans navn blev endog fjernet fra sovjetiske leksika. En lignende forfalskning af historien, der gik så vidt som til at brænde bøger der afveg fra den officielle mening, har været almindelig praksis i mange diktaturer.

Det at forfalske historien er en gammel praksis. Den kan spores så langt tilbage som til Ægyptens og Assyriens storhedstid. Stolte og forfængelige faraoner, konger og kejsere sikrede sig et flatterende eftermæle. Deres præstationer blev derfor vanemæssigt overdrevet, hvorimod alt hvad der var pinligt eller vanærende, som for eksempel et tabt slag, ofte blev bagatelliseret, fjernet fra annalerne eller slet ikke nævnt. I skarp kontrast hertil omhandler Israels folks historie som den er nedskrevet i Bibelen, både svagheder og dyder hos såvel konger som almindelige borgere.

Hvordan kan historikere kontrollere ældre skrifters nøjagtighed? Ved at sammenligne dem med skatteoptegnelser, love, bekendtgørelser af slaveauktioner, forretningskorrespondance, private breve og dokumenter, inskriptioner på potteskår, genstande som er fundet i grave og gravkamre, samt logbøger. Denne  samling af blandede skrifter kaster ofte yderligere lys, eller måske helt nyt lys, over officielle skrifter. Hvor der stadig er huller eller usikkerhedsmomenter, vil den ærlige historiker som regel nævne det, selv om han måske kommer med sine egne teorier for at udfylde hullerne. Den kloge læser vil under alle omstændigheder bruge mere end ét opslagsværk hvis han vil have en nuanceret forklaring på historiske begivenheder.

Til trods for alle de udfordringer en historiker møder, kan hans værk give mange brugbare oplysninger. I én historiebog hedder det: „Hvor vanskeligt det end er at nedfælde verdenshistorien på papir, . . . er det vigtigt at gøre det, ja absolut nødvendigt.“ Ud over at være et vindue til fortiden giver historien os en bedre forståelse af de forhold mennesket lever under i dag. Man opdager for eksempel hurtigt at folk i fortiden havde de samme karaktertræk som mennesker i dag. Disse tilbagevendende træk har haft en væsentlig indflydelse på historiens gang og måske ført til talemåden om at historien gentager sig. Men er der grundlag for en sådan påstand?

Gentager historien sig?

Kan vi med nøjagtighed forudsige fremtiden på grundlag af fortiden? Visse begivenheder gentager sig faktisk. For eksempel har USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger engang sagt: „Alle de civilisationer der har eksisteret, er til sidst gået til grunde. Historien er én lang beretning om mislykkede bestræbelser, ikke-indfriede forhåbninger. . . . Som historiker må man altså lære at leve med tanken om tragediens uundgåelighed.“

Ikke to verdensriger er gået til grunde på samme måde. I 539 f.v.t. faldt Babylon på én nat for mederne og perserne. Grækenland blev delt i flere kongeriger efter Alexander den Stores død og kunne til sidst ikke holde stand mod Rom. Roms undergang er derimod stadig omstridt. Historikeren Gerald Schlabach spørger: „Hvornår gik Rom egentlig under? Faldt Rom i virkeligheden nogen sinde? Et eller andet ændrede sig i det vestlige Europa mellem år 400 og år 600 e.v.t. Men meget gik sin vante gang.“ * Der er tydeligvis noget af historien der gentager sig, men ikke det hele.

Hvad vi gang på gang lærer af historien, er at de menneskelige styreformer har slået fejl. Til alle tider er gode regeringer stødt på forhindringer i form af selviskhed, kortsynethed, begærlighed, korruption, nepotisme og især den stærke trang til at opnå og bevare magten. Derfor er fortiden præget af våbenkapløb, traktatbrud, krige, social uro og vold, en uretfærdig fordeling af goderne og af økonomiske sammenbrud.

Læg for eksempel mærke til hvad værket The Columbia History of the World siger om den vestlige civilisations indflydelse på resten af verden: „Da Columbus og Cortés gjorde folk i det vestlige Europa opmærksomme på mulighederne, vakte dette for alvor et ønske hos disse mennesker om at omvende de indfødte, tjene formuer og vinde berømmelse, og Vestens kultur blev indført på næsten hele kloden, hovedsagelig med magt. Udstyret med overlegne våben og en umættelig trang til at udvide deres territorium forvandlede sejrherrerne resten af verden til et modvilligt vedhæng til de europæiske stormagter . . . Folkeslagene på disse kontinenter [Afrika, Asien samt Nord- og Sydamerika] var, kort sagt, ofre for hensynsløs og ubarmhjertig udbytning.“ Hvor er det sandt hvad Bibelen siger i Prædikeren 8:9: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“

Det er måske denne sørgelige historiske kendsgerning der har fået en tysk filosof til at bemærke at det eneste man kan lære af historien, er at mennesket intet lærer af den. I Jeremias 10:23 siges der: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Denne manglende evne til at styre vore skridt burde især bekymre os i dag hvor vi kæmper  med så mange og så store problemer at det er uden fortilfælde. Hvordan skal vi så løse dem?

Problemer uden sidestykke

Aldrig før i menneskets historie har hele jorden på én gang været truet af skovrydning, erosion af dyrkningsjorden, ørkendannelse, omfattende udryddelse af plante- og dyrearter, nedbrydning af ozonlaget i atmosfæren, forurening, global opvarmning, døende verdenshave og en eksplosiv befolkningstilvækst.

„En anden udfordring, som de moderne samfund står over for, er selve forandringens hastighed,“ hedder det i bogen En grøn verdenshistorie. Ed Ayres, der er redaktør for tidsskriftet World Watch, skriver: „Vi står over for noget der overgår alt hvad menneskeheden før har været ude for, i en sådan grad at vi ikke fatter det selv om vidnesbyrdene er overvældende. Det vi oplever, er et intensivt bombardement af enorme biologiske og fysiske forandringer i den verden vi er afhængige af.“

Om disse og beslægtede problemer siger historikeren Pardon E. Tillinghast: „Samfundets udvikling er blevet langt mere komplekst end før, og for mange af os er dilemmaerne skrækindjagende. Hvilken vejledning kan professionelle historikere tilbyde forvirrede sjæle i dag? Tilsyneladende ingen af betydning.“

Måske ved historikere ikke hvad de skal stille op eller råde os til, men det gælder afgjort ikke Skaberen. Han forudsagde i Bibelen at verden i de sidste dage ville opleve „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) Men Gud er gået endnu videre. Han har gjort noget som historikerne ikke har kunnet gøre, nemlig vist os en udvej. Hvordan, vil fremgå af den følgende artikel.

[Fodnote]

^ par. 16 Schlabachs iagttagelser stemmer overens med profeten Daniels forudsigelse om at Romerriget ville blive efterfulgt af en af dets udløbere. Se kapitel 4 og 9 i bogen Giv agt på Daniels profeti!, udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 5]

„Enhver historieberetning fortalt af folk der sad på magten, . . . må betragtes med den yderste mistro.“ — Michael Stanford, historiker

[Illustration på side 4]

Kejser Nero

[Kildeangivelse]

Roma, Musei Capitolini

[Illustrationer på side 7]

Til alle tider har ’det ene menneske udøvet myndighed over det andet til skade for det’

[Kildeangivelser]

„The Conquerors“ af Pierre Fritel. Heriblandt (fra venstre mod højre): Ramses II, Attila, Hannibal, Timur Lenk, Julius Cæsar (i midten), Napoleon I, Alexander den Store, Nebukadnezar og Karl den Store. Fra bogen The Library of Historic Characters and Famous Events, bind III, 1895; fly: USAF photo