Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er der grund til håb?

Er der grund til håb?

 Er der grund til håb?

„Et af problemerne i dårligt fungerende ægteskaber er parternes faste overbevisning om at deres forhold ikke kan blive bedre. En sådan opfattelse hindrer enhver forandring fordi den fjerner motivationen til at gøre noget konstruktivt.“ — Dr. Aaron T. Beck.

FORESTIL dig at du har det dårligt og går til læge. Du er forståeligt nok bekymret, for dit liv og helbred kan være i fare. Men efter at du er blevet undersøgt, får du den gode nyhed at din sygdom, selv om den på ingen måde skal bagatelliseres, kan behandles. Ja, lægen siger faktisk at du kan blive fuldstændig rask hvis du nøje følger et fornuftigt kost- og motionsprogram. Du ville sikkert føle dig meget lettet og ikke tøve med at følge hans råd.

Overfør denne tænkte situation på det emne der er til behandling. Har du det dårligt i dit ægteskab? I ethvert ægteskab forekommer der af og til problemer og uoverensstemmelser. At der indimellem kan være spændinger i dit ægteskab, betyder derfor ikke nødvendigvis at du og din ægtefælle lever i et kærlighedsløst ægteskab. Men hvad nu hvis problemerne fortsætter i uger, måneder eller år? I så fald er der grund til at være bekymret, for det kan få alvorlige konsekvenser. Kvaliteten af dit ægteskab kan berøre hvert eneste aspekt af både din egen og dine børns tilværelse. Man mener for eksempel at ægteskabelige problemer kan være en væsentlig faktor ved problemer som depression, nedsat produktivitet på arbejdspladsen og børns dårlige indsats i skolen. Og ikke nok med det. Kristne erkender at det forhold de har til deres ægtefælle, kan berøre deres forhold til Gud. — 1 Peter 3:7.

Selv om der er problemer mellem dig og din ægtefælle, er situationen ikke nødvendigvis håbløs. Det at se realistisk på ægteskabet — erkende at der vil komme vanskeligheder — kan hjælpe et ægtepar til at se deres problemer i det rette perspektiv og arbejde hen imod en løsning. En mand der hedder Isaac, siger: „Jeg havde ingen anelse om at det er normalt at have op- og nedture i sit ægteskab. Jeg troede at der var noget galt med os.“

Selv i de tilfælde hvor ægteskabet er blevet kærlighedsløst, kan det reddes. De følelsesmæssige sår der er en følge af et dårligt ægteskab, kan naturligvis være dybe, især hvis problemerne har stået på i mange år. Alligevel er der grund til håb. I den forbindelse er motivation en afgørende faktor. Selv to der har alvorlige ægteskabelige  problemer, kan forbedre deres forhold hvis begge i tilstrækkelig grad er indstillet på det. *

Hvis man har problemer i sit ægteskab, kan man spørge sig selv: ’Hvor stærkt er mit ønske om at få genoprettet et godt forhold til min ægtefælle?’ Er du og din ægtefælle villige til at yde en indsats for at forbedre jeres ægteskab? Dr. Aaron Beck, som blev citeret tidligere, siger: „Jeg er ofte blevet overrasket over hvordan et tilsyneladende dårligt forhold kan blive bedre når parterne arbejder sammen om at rette svaghederne i deres ægteskab og styrke de stærke sider af det.“ Men hvad nu hvis den ene ægtefælle ikke vil samarbejde eller se i øjnene at der er et problem? Nytter det så at den anden forsøger at forbedre ægteskabet? Ja, i høj grad. Dr. Beck siger: „At du gør nogle forandringer, kan få din ægtefælle til også at gøre det — hvilket der er mange eksempler på.“

Vær ikke for hurtige til at slutte at dette ikke kan ske for jer. En sådan negativ indstilling kan faktisk udgøre den største trussel mod jeres ægteskab. En af jer må tage det første skridt. Kunne det være dig? Så snart der sker forbedringer, kan den anden part måske se det gavnlige i at arbejde sammen om at få et lykkeligere ægteskab.

Hvad kan man som enkeltperson eller ægtepar gøre for at redde sit ægteskab? Bibelen er en stor hjælp i den forbindelse. Lad os se hvordan den svarer på dette spørgsmål.

[Fodnote]

^ par. 6 Der kan ganske vist i ekstreme tilfælde være gyldige grunde til at et ægtepar lader sig separere. (1 Korinther 7:10, 11) Bibelen giver desuden rum for skilsmisse i tilfælde af utugt. (Mattæus 19:9) Om man vælger at lade sig skille fra en utro ægtefælle, er en personlig afgørelse, og andre bør ikke presse den uskyldige part til at træffe hverken den ene eller den anden afgørelse. — Se side 158-61 i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, udgivet af Jehovas Vidner.