Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan min tro blev prøvet i Polen

Hvordan min tro blev prøvet i Polen

 Hvordan min tro blev prøvet i Polen

FORTALT AF JAN FERENC

JEG var kun en lille dreng da den anden verdenskrig rasede. Jeg husker tydeligt en onkel som var et af Jehovas Vidner. Når han kom på besøg, læste han højt for os fra Bibelen. Mine forældre var ikke interesserede, men det var min bror Józef, min søster Janina og jeg. Der gik ikke lang tid før vi alle tre lod os døbe efter at have indviet os til Jehova. På det tidspunkt var jeg blot 14 år.

Vores forældre lagde mærke til den gode indflydelse bibelstudiet havde på os, og blev interesseret i det vi lærte. Da min far fandt ud af at Bibelen fordømmer afgudsdyrkelse, sagde han: „Hvis det er det Guds ord siger, så har præsterne holdt os i uvidenhed. Tag alle vores religiøse billeder ned fra væggene, min dreng, og smid dem ud.“ Omkring to år senere blev mine forældre døbt, og de tjente Jehova trofast til deres død.

Trængsler vi kom ud for

Efter krigen havde Jehovas Vidner svære tider. Sikkerhedskontoret foretog blandt andet en razzia på vores kontor i Łódź, og brødrene som arbejdede dér, blev arresteret. Påvirket af katolske gejstlige rettede guerillagrupper der tilhørte De Nationale Væbnede Styrker, brutale angreb mod Jehovas Vidner i det østlige Polen. *

Omkring samme tid trak de kommunistiske myndigheder den tilladelse tilbage som tidligere havde givet os lov til at holde stævner, og de prøvede at afbryde de stævner der allerede var ved at blive afviklet. Men den tiltagende forfølgelse styrkede blot vores beslutning om at fortsætte med at forkynde Guds rige. I 1949 rapporterede vi over 14.000 forkyndere i Polen.

Inden længe blev jeg pioner, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. Min første distriktstildeling lå over 500 kilometer fra vores hjem. Senere blev jeg dog udnævnt til at tjene som rejsende tilsynsmand i et område øst for Lublin, ikke langt fra hvor mine forældre boede.

Arresteret og torteret

I juni 1950 blev jeg arresteret af de kommunistiske myndigheder og beskyldt for at spionere for De Forenede Stater. Jeg blev kastet ned i en fugtig kælder. Om natten blev jeg bragt til forhør. „Den religiøse forening du tilhører, er en sekt og en fjende af staten,“ sagde forhørslederen til mig. „Vi kan bevise at jeres kontor arbejder for den amerikanske efterretningstjeneste. Dine brødre har allerede indrømmet at de rejste rundt i landet og indsamlede oplysninger om militære anlæg og fabrikker.“

Disse beskyldninger var naturligvis helt igennem falske. Forhørslederen rådede mig til at underskrive en erklæring om at jeg frasagde mig enhver forbindelse med det han kaldte „jeres vanærende organisation“. Han prøvede igen og igen at få mig til at skrive under. Han forsøgte også at få mig til at opgive navne og adresser på alle de forkyndere jeg kendte, og fortælle hvor vore depoter med publikationer lå. Hans anstrengelser var forgæves.

 Bagefter slog betjentene mig med en knippel indtil jeg mistede bevidstheden. Så hældte de vand over mig for at jeg skulle komme til mig selv igen, hvorefter de genoptog forhøret. Den følgende nat slog de mig slemt under fødderne. Jeg bad højt til Gud om at give mig styrke til at holde ud — og følte at jeg fik det. Disse natlige forhør forekom jævnlig i næsten et år.

I april 1951 blev jeg løsladt, men mange Jehovas Vidner sad stadig i fængsel. Jeg opsøgte en ansvarshavende broder og bad om en ny opgave. „Er du ikke bange for at blive arresteret igen?“ spurgte han mig. „Jeg er mere end nogen sinde besluttet på at arbejde hvor behovet er stort,“ svarede jeg. Jeg genoptog arbejdet som rejsende tilsynsmand, og senere blev jeg bedt om at organisere trykningen og distribueringen af vore publikationer i Polen.

På det tidspunkt brugte vi primitive duplikatorer og stencils af voks til at fremstille Vagttårnet på. Kvaliteten af trykningen var ringe, og vi måtte betale urimelige priser for papir, som dengang var en mangelvare. Duplikeringen måtte foretages på afsidesliggende steder, såsom lader, kældre og loftrum. Blev man opdaget, var straffen fængsling.

Jeg kan huske en udtørret brønd vi benyttede. Ti meter under jorden var der i siden på den en luge ind til et lille rum hvor vi duplikerede bladene. Vi måtte fires ned med reb for at komme dertil. En dag hvor jeg var ved at blive firet ned i brønden i en stor træspand, sprang rebet pludselig. Jeg faldt ned og brækkede benet. Efter et hospitalsophold tog jeg tilbage for at arbejde ved duplikatoren.

Omkring dette tidspunkt mødte jeg Danuta, en nidkær pioner. I 1956 blev vi gift, og i de næste fire år forkyndte vi sammen i det centrale Polen. I 1960 havde vi fået to børn, og vi besluttede at Danuta skulle holde op i heltidstjenesten for at tage sig af dem. Inden længe blev jeg arresteret igen, og denne gang blev jeg anbragt i en celle hvor det vrimlede med rotter. Syv måneder senere blev jeg idømt to års fængsel.

Ind og ud af fængsler

Der var mere end 300 fanger i fængselet i Bydgoszcz, og jeg bad Jehova give mig lejlighed til at forkynde Rigets budskab for de retsindige. Jeg foreslog fængselsinspektøren at jeg kunne arbejde som barber, og det gik han til min overraskelse med til. Så begyndte jeg at barbere og klippe de indsatte og forkynde for dem som forekom mig gunstigt stemt.

Den fange der arbejdede sammen med mig som barber, reagerede positivt på vore samtaler. Han begyndte endog at fortælle andre om det han lærte fra Bibelen. Fængselsinspektøren krævede at vi holdt op med at sprede hvad han kaldte „samfundsnedbrydende  propaganda“. Min arbejdsfælle viste sig fast og afgjort. Han sagde: „Før stjal jeg, det gør jeg ikke mere. Jeg var afhængig af nikotin, men nu er jeg holdt op med at ryge. Jeg har nu fundet meningen med livet, og jeg ønsker at blive et af Jehovas Vidner.“

Da jeg blev løsladt fra fængselet, blev jeg sendt til Poznań for at føre tilsyn med et af „bagerierne“, som vi kaldte vore hemmelige trykkerier. I slutningen af 1950’erne var kvaliteten af vores trykning blevet stærkt forbedret. Vi lærte hvordan man formindsker tekstformatet, hvilket var noget af en milepæl for os, samt hvordan man betjener en Rotaprint offsettrykkemaskine. I 1960 begyndte vi også at trykke og indbinde bøger.

Ikke lang tid efter indberettede en nabo vores virksomhed, og jeg blev endnu en gang arresteret. Da jeg i 1962 blev løsladt, fik jeg til opgave at tjene i Szczecin sammen med mange andre. Men inden vi skulle rejse, modtog vi instruktioner som vi troede kom fra loyale kristne brødre, og som lød på at vi i stedet skulle tage til Kielce. Dér blev vi imidlertid arresteret, og jeg blev endnu en gang idømt halvandet års fængsel. Vi var blevet forrådt af nogle iblandt os der viste sig at være bedragere. De blev med tiden afsløret og fjernet fra vore rækker.

Da jeg senere blev løsladt fra fængselet, blev jeg udnævnt til at føre tilsyn med vores trykkerivirksomhed i hele Polen. I 1974, efter at jeg i ti år havde undgået at blive opdaget, blev jeg sporet og arresteret i Opole. Kort efter blev jeg sendt til fængselet i Zabrze. „Nu er det slut med at være biskop,“ sagde fængselsinspektøren til mig. „Hvis du fortsat udbreder din propaganda, bliver du sat i isolation.“

Forkyndelse i fængselet

Mit arbejde som en ordets tjener var naturligvis slet ikke slut. Jeg oprettede faktisk bibelstudium med to af mine medfanger. Med tiden gjorde de så store fremskridt at de var parate til at blive døbt, og dåben foretog jeg i et stort badekar i fængselet.

Der var også andre fanger som lyttede til vores forkyndelse, og i april 1977 samledes vi for at fejre højtiden til minde om Kristi død. (Lukas 22:19) I juni 1977, to måneder senere, blev jeg løsladt, og jeg blev ikke arresteret igen.

Myndighederne var da blevet mere tolerante over for vores arbejde. Der er ingen tvivl om at besøg af brødre fra Jehovas Vidners Styrende Råd havde medvirket hertil. I 1977 holdt tre af disse foredrag i forskellige byer for tilsynsmænd, pionerer og brødre og søstre som havde været lang tid i sandheden. Det følgende år aflagde to af dem en høflighedsvisit hos Kontoret for Religiøse Anliggender. Forbudet mod vores arbejde blev imidlertid først ophævet i 1989. I dag er der cirka 124.000 aktive forkyndere i Polen.

På grund af dårligt helbred har Danuta ikke været i stand til at ledsage mig i de senere år, men hun opmuntrer mig og ønsker at jeg fortsat skal besøge menighederne. Jeg vil til evig tid være taknemmelig for hendes styrkende hjælp under mine mange fængselsophold.

Det er hævet over enhver tvivl at jeg traf den rigtige beslutning da jeg for 50 år siden valgte at tjene Jehova Gud. Jeg har fundet stor glæde ved at tjene ham helhjertet. Min kone og jeg har erfaret sandheden i ordene i Esajas 40:29: „Han [Jehova] giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter.“

[Fodnote]

^ par. 6 Se Jehovas Vidners Årbog 1994, side 213-22.

[Illustrationer på side 20]

Publikationerne blev trykt på en duplikator og senere på en Rotaprint offsettrykkemaskine

[Illustrationer på side 21]

Min kone, Danuta, og mig