Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En dramatisk redningsaktion

En dramatisk redningsaktion

 En dramatisk redningsaktion

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BENIN

„DISSE tre mænd er kun i live fordi Jehovas Vidner reddede dem.“ Nyheden bredte sig som en løbeild onsdag den 19. april 2000 i byen Calavi, der ligger i Benin i Vestafrika. Hvem var de tre mænd, og hvordan kom Jehovas Vidner ind i billedet?

Klokken var halv syv om morgenen da Philippe Elegbe og Roger Kounougbe skulle i gang med noget arbejde på Jehovas Vidners stævneplads, som støder op til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Benin. Den samme aften skulle flere hundrede samles dér for at overvære den årlige højtid til minde om Jesu Kristi død. * Pludselig blev morgenstilheden brudt af et øredøvende brag. Philippe og Roger blev med det samme klar over at der var sket en ulykke på hovedvejen.

Et øjeblik efter hørte de en mand råbe: „Mine tre lærlinge ligger begravet under cementsækkene!“ Philippe og Roger løb hen til hovedvejen. Dér så de en lastbil på 20 tons som var væltet om på siden. Snesevis af sække fyldt med cement var røget af lastbilen.

Josué Didolanvi, der også arbejdede på stævnepladsen, var allerede på pletten og var ved at trække en mand ud mellem førerhuset og cementsækkene. Chaufføren, som selv var kommet ud af førerhuset, var gået i chok. Alligevel opbød han alle sine kræfter og råbte: „Der ligger to til under cementsækkene!“ Nogle tilskuere begyndte at flytte sækkene, men gav hurtigt op på grund af den voldsomme varme. Cementen var nemlig kort tid forinden kommet ud af cementfabrikkens ovne!

Redningsarbejdet

Philippe, Roger og Josué gik til arbejdet, og fra bjerget af cementsække flyttede de én sæk ad gangen. De fik stærke smerter i hænderne af at løfte de varme, 50 kilo tunge sække. Og det gjorde det ikke bedre at cementen væltede ud af de sække som var gået i stykker. Mændene fik brandvabler på hænderne og havde svært ved at trække vejret. „Mine hænder, og især mine fingre, brændte,“ sagde Josué senere. „Men jeg tænkte hele tiden på at der måske stadig var en chance for at redde dem der lå under sækkene.“

Efter at de tre mænd havde flyttet næsten 40 sække, fik de øje på en stråmåtte. Under måtten fandt de til deres store overraskelse de to andre. De var i live! Da ulykken skete, havde mændene ligget på ladet og sovet oven på den måtte der dækkede cementsækkene. Da de styrtede ned fra lastvognen, var måtten faldet ned over dem og havde beskyttet dem mod den brændende varme fra cementsækkene der begravede dem.

Under og efter redningsaktionen samlede der sig en stor gruppe tilskuere. Alle var forbløffede over at Philippe, Roger og Josué kunne fjerne et bjerg på to tons så hurtigt og under så vanskelige omstændigheder. De var også imponerede over at disse tre mænd ville gøre så meget for at hjælpe nogle de ikke engang kendte. Inden længe syntes alle i Calavi at have hørt om deres heltemodige indsats.

[Fodnote]

^ par. 4 Jehovas Vidner afholder hvert år en religiøs mindehøjtid i lydighed mod Jesu befaling. — Lukas 22:19.

[Illustration på side 31]

Roger holder stråmåtten efter redningsaktionen