Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Da bjerget var ved at glide ud i havet

Da bjerget var ved at glide ud i havet

 Da bjerget var ved at glide ud i havet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I VENEZUELA

MELLEM havet og Venezuelas hovedstad, Caracas, ligger det 2000 meter høje bjerg El Ávila. Den smalle kyststrækning på den nordlige side af bjerget er tæt befolket. Her ligger også Venezuelas største lufthavn. For at komme derfra og til Caracas må de flyrejsende benytte en tunnel der er ført direkte gennem bjerget.

Efter voldsomme regnskyl i december var bjerget El Ávila så gennemvædet at det ikke kunne klare mere. Bjergsiderne bristede så at sige da tusinder af kubikmeter vand fossede ned ad det. Som én sagde, var det som om bjerget var ved at glide ud i havet. Laviner af vand, mudder, sten og træer opslugte mange boliger, fra skure til villaer. Senge, køleskabe, fjernsynsapparater og mennesker blev skyllet med. En ældre mand sagde at han troede det var verdens ende.

Omsider holdt det op med at regne, og vandmasserne begyndte at synke. Det skønnes at omkring 50.000 mennesker omkom, og at 400.000 mistede deres hjem. Det er derfor ikke uden grund at denne naturkatastrofe er blevet kaldt „den værste i Venezuelas historie“.

Undslap med nød og næppe

Den 15. december blev Juan Carlos Lorenzo og hans far spærret inde mellem to floder der var gået over deres bredder. De forlod deres køretøj og sluttede sig til 35 mennesker  i en bygning. Her begyndte vandet dog snart at fosse ind og stige voldsomt. Det lykkedes alle at komme op på taget. Bygningen blev imidlertid ramt af store sten og træstammer. Inden længe var væggene i stueetagen og på første sal brudt ned, og kun søjlerne og taget var tilbage. Den skrøbelige bygning skælvede under den hårde medfart.

En helikopter kom til syne, men kunne ikke lande på den spinkle  bygning. Da den fløj bort, tog Juan Carlos og hans far grædende afsked med hinanden, overbeviste om at alt håb nu var ude. Men så kom der to helikoptere til. En efter en blev alle der sad på taget, hejst i sikkerhed af de dygtige piloter, der holdt helikopterne svævende imens. Ikke så snart var helikopterne fløjet videre, før bygningen gav efter for vandmasserne. De var blevet reddet i sidste øjeblik.

Folk måtte evakueres i tusindvis — ved hjælp af små flyvemaskiner, i biler og med hærens landgangsfartøjer. Lange rækker af mennesker, nogle med deres små børn på skulderen, blev med reb ført gennem brændingen op i bådene. For nogle lykkedes det at bjærge enkelte personlige ejendele, mens andre måtte efterlade alt og kun havde det tøj de stod og gik i.

Nødhjælpsarbejde

På Jehovas Vidners afdelingskontor i Venezuela begyndte nødhjælpsarbejdet så snart man modtog efterretning om katastrofen. Vejene var imidlertid enten blokerede af sammenstyrtede huse eller ligefrem vasket bort. Efter nogle få dage blev én kørebane på motorvejen åbnet til nødhjælpskørsel, og Jehovas Vidner fik tilladelse til at køre igennem med medicinalvarer og kvalificeret mandskab. En embedsmand sagde senere: „Regeringen lagde mærke til at Jehovas Vidner var blandt de første der ankom for at hjælpe og for at få folk væk fra området.“

Jehovas Vidner gik i gang med at finde frem til dem der havde brug for hjælp. De hjalp med at evakuere og transportere folk til Caracas, hvor mange ankom til opsamlingsstederne uden noget som helst. Dér kunne de nødstedte få mad, tøj og medicin. Men de fleste havde brug for mere end føde og klæder. De havde akut behov for et sted at bo. Deres kristne brødre gav dem med glæde husly.

Selv lang tid efter ulykken havde folk venner og slægtninge boende. Joel og Elsa, der er forkyndere i Puerto Cabello, bor i en lille lejlighed. En måned efter uvejret boede der stadig 16 mennesker hos dem. Mange havde ikke blot mistet deres hjem, men også deres arbejde. Deres tidligere arbejdsplads eksisterede simpelt hen ikke mere.

Feriesteder og havnebyer der tidligere blomstrede, var praktisk talt blevet uigenkendelige. Køretøjer ragede frem af mudderet, var klynget op ad husmure, slynget rundt om pæle eller kilet fast i døre og vinduesåbninger. Et lag mudder, nogle steder op til tre meter dybt, hævede gadeniveauet så meget at de gående befandt sig i samme højde som bygningernes øverste etage eller tagryg.

Nogle venezuelanere sagde bagefter at ulykken lærte dem noget meget vigtigt — ikke at sætte deres lid til materielle ting. (Lukas 12:29-31) Mange indså nu betydningen af Jesu råd: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“ — Mattæus 6:19-21.

[Kort/illustrationer på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VENEZUELA

Caracas

katastrofeområde

COLOMBIA

[Illustration på side 17]

Rubén Serrano ved resterne af sit hus

 [Illustrationer på side 18, 19]

1. Frivillige indsamler nødhjælpsforsyninger i Caracas

2, 3. Maiquetía-menigheden fjerner to meter størknet mudder fra deres rigssal

4. Disse Jehovas Vidner mistede deres boliger og meldte sig som frivillige til at bygge nye til sig selv og andre

5. Et af de næsten færdiggjorte huse i San Sebastián de los Reyes