Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er menneskeliv i for lav kurs?

Er menneskeliv i for lav kurs?

 Er menneskeliv i for lav kurs?

„Det er en verden hvor menneskeliv ikke regnes for noget. Døden kan købes for nogle få hundrede pund [sterling], og det skorter ikke på folk der er villige til at udføre opgaven.“ — The Scotsman.

Verden blev chokeret da to unge i april 1999 rettede et voldeligt angreb mod elever og lærere på Columbine High School i Littleton, Colorado, og dræbte 15 personer. Efterforskningen viste at den ene af drabsmændene havde et Web-sted hvor han havde skrevet: „DØDE MENNESKER SIGER IKKE ÉN IMOD!“ Begge gerningsmænd døde under denne tragiske hændelse.

DER sker mord overalt i verden, og hver dag lider utallige mennesker en voldsom død. I 1995 var drabstallet i Sydafrika det højeste i verden, nemlig 75 pr. 100.000 indbyggere. I et sydamerikansk land hvor menneskeliv er i særlig lav kurs, blev over 6000 dræbt af politiske årsager i 1997. Dér er bestillingsmord en almindelig fremgangsmåde. En rapport om dette land oplyser: „Chokerende nok er antallet af mord på børn også steget voldsomt: I 1996 blev 4322 børn dræbt, hvilket er en 40 procents stigning på blot to år.“ Men selv børn er begyndt at myrde enten andre børn eller måske endog deres egne forældre. Menneskeliv er åbenbart i lav kurs.

Hvad skyldes „dødskulturen“?

Alle disse kendsgerninger og statistikker viser en dalende respekt for menneskeliv. Magtbegærlige og pengegriske mennesker slår ihjel uden de mindste samvittighedskvaler. Narkobaroner giver ordre til at hele familier bliver likvideret. Når de omtaler deres myrderier, bruger de ofte eufemismer som „eliminering“, „udradering“, „bortskaffelse“ og lignende udtryk. Folkedrab og etnisk udrensning  har øget antallet af dødsofre og gjort menneskeliv endnu mindre værd. Mord hører derfor til dagens orden i tv-stationernes nyhedsprogrammer verden over.

Hvis vi dertil lægger den vold og ødelæggelse der forherliges i tv og film, lader det til at vores samfund nærer en sygelig interesse for døden. Herom siger opslagsværket Encyclopædia Britannica: „I sidste halvdel af det 20. århundrede blev døden mærkeligt nok et populært emne. Før den tid var døden, temmelig overraskende måske, et emne som i det store og hele blev undgået af de seriøse videnskabelige tænkere — og i mindre grad også af filosofferne.“ Josep Fericgla, en catalansk professor i etnologi, siger: „Døden er blevet det sidste tabuemne i vore samfund, og derfor er den i dag en af de vigtigste kilder til ideologisk manipulation.“

Det mest fremtrædende kendetegn ved denne „dødskultur“ er måske den udbredte opfattelse at magt, overhøjhed, penge og fornøjelser har langt større betydning end menneskeliv og moralske værdinormer.

Hvordan udbredes denne „dødskultur“? Hvad kan forældre gøre for at modvirke den negative påvirkning som de og deres børn udsættes for? Det er nogle af de spørgsmål som vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Ramme/illustration på side 4]

Hvor meget er et menneskeliv værd?

■ „Børn som er med i bander [i Mumbai, Indien], er så desperate at de er villige til at begå et mord for kun 5000 rupees (cirka 900 kroner).“ — Far Eastern Economic Review.

■ „Han dræbte en forbipasserende som ikke ville give ham en cigaret.“ — Overskrift i avisen La Tercera, Santiago, Chile.

■ „I Rusland koster et bestillingsmord [i 1995] gennemsnitlig 7000 dollars . . . Antallet af bestillingsmord er steget kraftigt i kølvandet på det økonomiske opsving i det postkommunistiske Rusland.“ — Reuters Bureau, ifølge en rapport i Moscow News.

■ „En ejendomsmægler i Brooklyn er blevet arresteret . . . og anklaget for at have betalt en teenager en del af et honorar på 1500 dollars for at dræbe hans gravide kone og hendes mor.“ — The New York Times.

■ ’Prisen på bestillingsmord er på vej ned i England. Prisen på et drab er på fem år faldet fra 30.000 pund til mellem 5000 og 10.000 pund.’ — The Guardian.

■ ’Ondskabsfulde bander på Balkan overgår mafiaen. Der er tale om en ny forbrydertype med nye regler og nye former for våben. Han er udstyret med sprængstoffer og maskinpistoler, og han tøver ikke med at bruge dem.’ — The Guardian Weekly.