Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gennem oprørt hav til smult vande

Gennem oprørt hav til smult vande

 Gennem oprørt hav til smult vande

FORTALT AF HANS STURM

DA JEG var barn, havde mændene i min slægt været søfolk gennem mere end 200 år. Det blev derfor mit mål at stå til søs ligesom min far og min farfar.

Da den første verdenskrig brød ud i 1914, blev min far indkaldt til den tyske flåde og gjorde tjeneste på en minestryger i Østersøen. I 1916 blev han forflyttet til et handelsskib der sejlede jernmalm fra Sverige til Tyskland, indtil fjendtlighederne blev indstillet. Han døde i 1919 da jeg kun var otte år, men mindet om ham var en stærk drivkraft for mig.

Jeg ville gerne på navigationsskole, men for at blive optaget skulle jeg sejle i fire år, heraf 20 måneder med sejlskibe. Da jeg var 15, tog min mor mig derfor med fra min fødeby, Stettin (nu Szczecin i Polen), til Hamburg. Vi vidste at rederiet Laeisz havde en del sejlskibe i sin flåde, og vi håbede at jeg kunne blive påmønstret et af dem og blive kadet. Vi havde ikke råd til at betale, men takket være min fars baggrund fik jeg friplads.

I 1927 stak jeg til søs fra Hamburg med det firemastede stålskib Padua, * som skulle til Chile efter nitrat. Skibet førte kun sejl; det havde ingen motor. Disse ture over Atlanterhavet var en spændende oplevelse for os unge sømænd.

Vi kom ofte ud for storm, og så skulle sejlene bjærges. Jeg må indrømme at det var skræmmende at klatre op i rigningen mens skibet rullede i søen. Men når ordren blev givet, betvang jeg min skræk og klatrede til vejrs.

Begivenheder som jeg ikke var herre over

Min mor var katolik, men kort efter min fars død begyndte hun at komme hos de såkaldte Ernste Bibelforscher (de alvorlige bibelstudenter), som Jehovas Vidner i Tyskland dengang blev kaldt. Hun blev døbt i 1923. Jeg havde aldrig følt mig særlig tiltalt af den katolske tro, og det som mor fortalte mig, lød fornuftigt. Jeg var derfor sammen med min lillesøster, Margot, begyndt at gå med mor til bibelstudiemøder.

I 1929 afmønstrede jeg Padua, og de næste tre år tog jeg hyre på forskellige dampskibe. Rejserne førte mig til havnebyer i Nordeuropa og til Middelhavet, og det blev også til en jordomsejling. Jeg nød denne tilværelse og så frem til at begynde på navigationsskolen i Stettin, ligesom min far havde gjort. I 1933 gik jeg i gang med den halvandet år lange uddannelse til styrmand. Men nogle begivenheder som jeg ikke var herre over, kuldkastede mine planer.

Hitler var kommet til magten samme år, og en bølge af nationalisme fejede hen over Tyskland. Eleverne var meget begejstrede for at råbe „Heil Hitler!“ Men min mor havde  fortalt mig nok til at jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne stemme i med dem. Jeg blev afkrævet en forklaring, men den blev ikke taget for gode varer, så jeg blev bortvist fra skolen. Den venlige forstander gav mig imidlertid et brev der godtgjorde at jeg havde fuldført et års skolegang. Men da jeg ikke kunne gøre min skolegang helt færdig, måtte jeg rejse uden at have fået nogen eksamen. Det var som om min verden sank i grus.

Stigende pres

På grund af min neutralitet blev jeg nu sat på den sorte liste. Jeg var ikke kun afskåret fra at få hyre på et skib, men kunne ikke få arbejde overhovedet. Derfor hjalp jeg min mor, der havde en beskeden indtægt som kogekone. Jeg var kun glad for at vaske op og ordne grøntsager for hende. I 1935, fire år før den anden verdenskrig brød ud, tog mit liv en ny drejning.

Min onkel Oskar i Danzig (nu Gdansk) hørte om mine vanskeligheder og tilbød mig ansættelse i sin restaurant. Han og tante Rosl var begge Jehovas Vidner. Jeg tog med glæde imod tilbudet. De kunne ikke give mig fast løn, men jeg følte mig mere tryg hos dem.

Efter den første verdenskrig havde Danzig fået status som en såkaldt fristad, der havde fået overdraget forvaltningen af et stort område under Folkeforbundets overhøjhed. Formålet var at give Polen adgang til havet, men derved afskar man reelt Østpreussen fra det øvrige Tyskland. Det ville Hitler ikke affinde sig med. Han udnyttede situationen som anledning til at invadere og annektere Polen, hvilket udløste den anden verdenskrig.

Nogen tid efter at jeg var flyttet dertil, tog min onkel og tante sig af en ung mand der havde været i koncentrationslejr fordi han var et af Jehovas Vidner. Han fortalte mig om de grusomheder han havde været ude for. Kort efter blev min onkel og tante arresteret fordi de nægtede at sige „Heil Hitler“, men de blev ret hurtigt sat på fri fod. Jeg blev også afhørt af Gestapo, men slap for at blive fængslet.

Hjemme i Stettin modtog min mor i mellemtiden min indkaldelsesordre til den tyske hær. Hun skrev omgående til mig og foreslog mig at besøge tante Naomi, der boede i Nordsverige. Jeg fattede det der stod mellem linjerne — at jeg gjorde klogt i at forlade landet.

Forfulgt af nazisterne

Forholdene blev stadig vanskeligere. Min onkel og tante blev igen arresteret, og denne gang blev de ført til koncentrationslejren Stutthof, der lå to timers kørsel fra Danzig. Her befandt de sig til krigen sluttede i 1945. Til min sorg erfarede jeg at min onkel døde da han på et skib sammen med andre fanger blev sejlet mod vest, på flugt for de fremrykkende russiske tropper. Min tante overlevede og blev senere heltidsforkynder.

 På det tidspunkt hvor min onkel og tante var blevet interneret i Stutthof, blev min mor arresteret i Stettin og sad syv måneder i fængsel. Min søster, som havde giftet sig med en mand hvis forældre var Jehovas Vidner, sad i fængsel samtidig med min mor. Hendes mand og deres datter blev sendt i koncentrationslejr. Han omkom, og datteren tilbragte otte år i nogle af de mest berygtede lejre, deriblandt Bergen-Belsen.

Ved en lejlighed havde min niece og andre af hendes trosfæller nægtet at sy patronbælter til hæren, og som straf måtte de stå udendørs i deres tynde tøj fra klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen, tilmed på en novemberdag. Deres dagsration blev skåret ned til et stykke brød og en kande vand. Hver tredje dag fik de varm suppe. De sov på et betongulv uden noget underlag, ikke engang halm. Det stod på i seks uger, men til lejrledelsens forbløffelse overlevede de alle.

Flugt — men hvorhen?

Da min onkel og tante blev arresteret for anden gang, var jeg klar over at jeg måtte væk fra Danzig før Gestapo kom tilbage for at hente mig. Min onkel havde lånt mig et lille beløb, og det lykkedes mig til sidst at komme med et polsk skib til byen Hull i Østengland. Her fik jeg de sædvanlige tre måneders opholdstilladelse for udlændinge.

Jeg opsøgte straks Craven Terrace 34 i London, Vagttårnsselskabets adresse i England. Dér traf jeg den daværende landstjener, Pryce Hughes, som sørgede for at jeg fik logi hos en af hans slægtninge, Stanley Rogers, i Liverpool. Stanley var yderst venlig imod mig.

I foråret 1937 lod jeg mig døbe som symbol på min indvielse til Jehova. Men eftersom jeg stadig længtes efter livet på søen, tilmeldte jeg mig navigationsskolen i Liverpool og fik efter to måneder min eksamen som andenstyrmand. Min opholdstilladelse var hastigt ved at løbe ud, og nogle venner i Liverpool satte sig derfor i forbindelse med et lokalt parlamentsmedlem, og min opholdstilladelse blev forlænget med yderligere tre måneder. Det gav mig et hårdt tiltrængt pusterum.

Min lærer i sømandskab på navigationsskolen viste mig særlig opmærksomhed fordi jeg havde været til søs med sejlskibet Padua. Da han hørte om den knibe jeg var i, anbefalede han at jeg henvendte mig til rederiet Blue Funnel Line. Dér traf jeg Lawrence Holt, en af direktørerne. Da jeg to år senere igen mødte ham på et af rederiets skibe i Liverpool, spurgte han mig om jeg havde taget min eksamen som førstestyrmand. Jeg svarede at jeg blot behøvede yderligere to uger til søs på kommandobroen, så han sørgede for at jeg kom med et skib til Port Said i Egypten.

Da jeg vendte tilbage til Liverpool den 7. juli 1939, regnede jeg med at tage min eksamen som førstestyrmand, men det afskar den overhængende krigsfare mig fra. I stedet blev jeg sendt om bord på et skib i London. Da myndighederne blev klar over det, fik jeg omgående forbud mod at sejle med britiske skibe, og de ville internere mig fordi jeg var tysk statsborger. Men ved hr. Holts mellemkomst blev jeg gartner i Liverpool. I maj 1940 blev jeg imidlertid anholdt, og i juni blev jeg sendt til Canada med damperen Ettrick.

Til Canada

Ettrick medførte omtrent 5000 tyskere, hvoraf halvdelen var flygtninge og halvdelen var krigsfanger. En af flygtningene var grev von Lingen, der var sønnesøn af den forhenværende tyske kejser Wilhelm II. Al vores post blev censureret, og en efterretningsofficer havde svært ved at tro at det skulle tages for pålydende da han i et brev fra grev von Lingen til enkedronning Mary læste indledningen: „Kære tante Mary.“ Men von Lingen var i sin gode ret til at skrive sådan, for den tyske ekskejserfamilie var nært beslægtet med den engelske kongefamilie.  I mine øjne understregede episoden blot hvor tåbelig og formålsløs krig er.

Førnævnte Stanley Rogers havde i mellemkrigsårene tjent som pilgrim (som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd dengang blev kaldt) i Canada. Han satte sig i forbindelse med de stedlige Jehovas Vidner, og de kontaktede mig og broder Tony Steffens, der også var blevet deporteret. Brødrenes breve og pakker opmuntrede os meget. Jeg sad interneret i to og et halvt år i otte forskellige lejre, hvor jeg fordrev hovedparten af tiden med at fremstille træborde og træbænke.

Tilbage til England og friheden

Da den anden verdenskrig lakkede mod enden, blev jeg sendt tilbage til England, til en fangelejr på øen Man. Her fik jeg besøg af nogle lokale brødre og af John Barr, der dengang arbejdede på afdelingskontoret i London, og som nu er medlem af Det Styrende Råd. I 1944 blev jeg sat på fri fod og sluttede mig igen til Stanley. Han havde i mellemtiden giftet sig med Nita Thomas og boede nu i havnebyen Birkenhead ved floden Mersey, over for Liverpool. Her mødte jeg Olive, Nitas søster, og vi giftede os året efter.

Så snart vi kunne få tilladelse, rejste Olive og jeg til Tyskland for at hilse på min mor. Det var knugende at gense de velkendte byer der nu lå i ruiner. Især ville jeg gerne til Hamburg for at kigge ind på Laeisz-rederiets kontor. Dér løb jeg til min overraskelse på kaptajn Piening, der havde været skibsfører på Padua da jeg i 1928 og 1929 gennemførte mine to sidste togter med skibet. Han havde været indkaldt under krigen, og begge hans sønner var faldet. Nu var han kun en skygge af sig selv. Det jeg så og hørte, bedrøvede mig dybt.

Blue Funnel Line havde ikke glemt mig mens jeg var i Canada, og rederiet antog mig straks da jeg vendte tilbage. I 1947 fik jeg omsider min eksamen som førstestyrmand. Året efter begyndte Olive i heltidstjenesten.

Et nyt mål i livet

Jeg stod atter til søs, og på mine rejser til Fjernøsten traf jeg adskillige af vore missionærer. Men et stævne i London i 1947 gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, for det gav stødet til at jeg besluttede at heltidstjenesten for Jehova nu skulle være mit mål i livet. Mine foresatte var skuffede, men i 1952 var de så venlige at give mig et kontorjob på deltid så jeg kunne blive heltidsforkynder ligesom Olive. Mit dybt rodfæstede ønske om at være sømand blev fortrængt af et endnu stærkere ønske.

Olive og jeg nød i fulde drag at forkynde sammen, og vi fik den glæde at hjælpe mange til nøjagtig kundskab om Bibelen. (2 Korinther 3:2, 3) Gennem årene har jeg haft andre forrettigheder i forbindelse med stævner. I dag er jeg ældste på Wirral-halvøen, i og omkring Birkenhead.

Min elskede Olive døde i 1997. Når jeg tænker tilbage, mindes jeg at jeg i min ungdom ofte har befundet mig på et oprørt hav. Men siden kom jeg, under Jehovas kærlige ledelse, ind i smult vande og tjente sammen med en kærlig ledsager i over 50 år i den bedste livsgerning — tjenesten for Jehova.

[Fodnote]

^ par. 6 I 1946 blev Padua overgivet til Sovjetunionen og omdøbt til Kruzenshtern.

[Illustration på side 18]

Sammen med mine forældre i 1914

[Illustrationer på side 18, 19]

Min tyske søfartsbog med optegnelser om mine rejser med firemasteren „Padua“

[Illustration på side 21]

Olive og mig ved stævnet i London i 1974