Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Epidaurosteatret — intakt gennem århundreder

Epidaurosteatret — intakt gennem århundreder

 Epidaurosteatret — intakt gennem århundreder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

SYNES du om at gå i teatret? Kan du godt lide at more dig over en komedie? Føler du at du bliver opbygget eller ligefrem får udvidet din horisont når du ser et godt drama der berører dine følelser eller lærer dig noget om den menneskelige natur? Så vil det måske interessere dig at høre om Epidaurosteatret, som er nært forbundet med dramaets spæde begyndelse i det antikke Grækenland.

Den græske geograf Pausanias fra det andet århundrede efter vor tidsregning skrev at der i Epidauros ’findes det mest bemærkelsesværdige teater i den antikke verden. Romerske teatre er prægtigere og mere storslåede, men ingen arkitekt kan præstere noget der i skønhed og harmoni kan måle sig med Epidaurosteatret.’

Det bedst bevarede

Den lille landsby Epidauros ligger omkring 60 kilometer syd for den græske by Korinth. For 2500 år siden var den et vigtigt kommercielt og religiøst knudepunkt.

Senere hen lod de bølgende bakker, de dyrkede marker og olivenlundene ingen ane at der netop på dette sted engang havde ligget et stort teater. Men en fremtrædende græsk arkæolog fra 1800-tallet, Panagís Kavadías, var sikker på at disse bakker skjulte en velbevaret hemmelighed. Hans nysgerrighed var blevet vakt da han læste Pausanias’ beskrivelse, som vi citerede før, og han var overbevist om at han under dette ganske almindelige landskab ville finde et prægtigt teater. Og ganske rigtigt: han fandt det — i foråret 1881.

 Efter seks års slid afslørede Kavadías’ udgravninger et imponerende, næsten intakt teater. Ifølge arkæologer blev dette teater opført omkring 330 før vor tidsregning af Polyklet den Yngre, der var en fremragende billedhugger og arkitekt fra den nærliggende by Argos. En nutidig arkitekt, Mános Perrákis, giver udtryk for forskernes generelle holdning når han kalder Epidauros „det berømteste og bedst bevarede græske teater“.

Opdagelsen af Epidaurosteatret har haft stor betydning både for arkæologien og arkitekturen. Mens de fleste af de resterende antikke teatre er blevet delvis ødelagt eller bygget om, er Epidaurosteatret forblevet intakt igennem århundreder fordi det lå godt gemt under et 6 meter tykt jorddække.

Vore dages besøgende kan få et meget tydeligt indtryk af teatrets opbygning. Orchēʹstra, en plan, cirkelrund danse- eller korplads, er omgivet af en smal kant af marmorplader. Gulvet er af stampet jord og ler, og i midten står et alter. Bag orchēʹstra har der ligget en bygning, skēnēʹ, (der havde en åben tribune ud mod orchēʹstra), hvoraf kun fundamentet er tilbage. I begyndelsen optrådte skuespillerne på orchēʹstra, og kulisserne bestod af malede paneler på drejelige trekantede rammer der var fastgjort ved kanten af orchēʹstra. Senere overlod skuespillerne orchēʹstra til koret og optrådte på selve skēnēʹ, og kulisserne blev anbragt på bygningens vægge.

Oprindelig havde Epidaurosteatret 6000 siddepladser. I det andet århundrede før vor tidsregning blev der oventil bygget yderligere 21 rækker siddepladser, så der i alt kunne være over 13.000 tilskuere. Siddepladserne i den første række var til rangspersoner og adskilte sig fra de andre ved at være bygget i rødlige sten og med ryglæn.

Et akustisk vidunder

Epidaurosteatret er kendt for sin enestående akustik. „Den mindste lyd — en dyb indånding eller papirknitren — kan tydeligt høres helt oppe på sidste række,“ siger S. E. E. Iakovídis, der er professor i arkæologi.

Når man besøger teatret, vil man ofte se turister stå midt på orchēʹstra og recitere digte, synge sange eller endog hviske noget til deres venner der har sat sig oppe på de øverste rækker. De er imponerede over den måde hvorpå lyden bliver båret til alle kroge af den store tilskuerplads.

Den fine akustik skyldes at Epidaurosteatret er halvcirkelformet som et amfiteater. Det får os til at tænke på de prædikener Jesus holdt for store folkemængder, hvor han benyttede naturens amfiteatre, ofte bjergskråninger, for at alle tydeligt kunne høre ham. — Mattæus 5:1, 2; 13:1, 2.

Desuden bevirker Epidaurosteatrets stejle rækker af siddepladser at afstanden fra scenen til de øverste rækker ikke er så stor. Lydbølgerne når de øverste rækker med næsten uformindsket styrke.

Noget andet der bidrager til den gode akustik, er den passende afstand mellem rækkerne som bevirker at lyden overalt har den samme styrke og klarhed. Andre faktorer er lydens tilbagekastning når den rammer den hårde, kompakte gulvflade på orchēʹstra og på siddepladserne, den gode kvalitet af marmor der er brugt, de støjfri omgivelser og den konstante brise der blæser fra orchēʹstra mod tilskuerne.

Teatret — dramaets hjemsted

Den store omhu og dygtighed hvormed de gamle grækere arbejdede når de opførte  teatre som dette i Epidauros, betød at det blev let for tilskuerne at se og høre dramaerne. Dramaet havde sin oprindelse i frugtbarhedsfester, hvor man fejrede korn- og vinhøsten, såvel som i folks opfattelse af døden og livets genfødsel. De tøjlesløse fester var til ære for vin- og frugtbarhedsguden Dionysos. Med opførelsen af disse dramaer ærede man ikke kun guderne, men fortalte også en historie, og der opstod tre typer fortællekunst: tragedien, komedien og satyrspillet (satiren). Byens ledere, der forstod hvor populære disse begivenheder var, støttede dem for at opnå større politisk magt.

Efterhånden aftog dionysosfesternes indflydelse, og dramaet blev mindre præget af de altoverskyggende tøjlesløse optog. Berømte dramatikere som Aischylos, Sofokles og Euripides, alle fra det femte århundrede før vor tidsregning, vendte sig mod græsk historie og mytologi for at finde nye emner til deres skuespil. Den stigende og stadig mere udbredte interesse for dramaet skabte behovet for store teatre, som det i Epidauros. Og det var nødvendigheden af at publikum kunne høre hvert eneste ord i dramaet — som ofte indbefattede ordspil og slagfærdig ordveksling — der gjorde at teatrene blev bygget med største omhu og dygtighed.

Hvert teaterstykke krævede et kor (normalt bestående af 10-15 personer) og skuespillere (højst 3 talende personer i hver scene). Skuespillerne blev kaldt hypokritaíʹ, ’de der svarer koret’. Efterhånden blev dette udtryk brugt i overført betydning om en der var falsk eller forstillede sig. I Mattæusevangeliet bruges dette ord til at beskrive de bedrageriske farisæere på Jesu tid. — Mattæus 23:13.

Epidauros og det antikke drama i dag

Opførelsen af oldtidens dramaer har oplevet en renæssance i Epidauros og andre steder i Grækenland. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var oldtidens græske dramaer, især tragedierne, blot genstand for akademiske studier. Men med grundlæggelsen af Nationalteatret i Athen i 1932 begyndte man at oversætte oldtidens dramatikere til nygræsk.

Siden 1954 er dramafestivalen „Epidauria“ blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. Hver sommer inviterer Epidaurosteatret mange græske og udenlandske teaterselskaber, der opfører skuespil fra oldtiden. Tusinder af turister og teaterentusiaster besøger dette sted for at overvære moderne opførelser af stykker der blev skrevet for næsten 2500 år siden.

Næste gang du rejser til Grækenland, må du endelig tage til Epidauros. Når du har set byens imponerende teater, vil du måske ligesom Pausanias nå til denne konklusion: ’Ingen arkitekt kan præstere noget der i skønhed og harmoni kan måle sig med Epidaurosteatret.’

[Ramme på side 13]

Teatret og de første kristne

„Vi er blevet et skuespil for verden, både for engle og for mennesker.“ Således skrev apostelen Paulus til de kristne i Korinth, der boede ikke langt fra Epidauros. (1 Korinther 4:9; Hebræerne 10:33) Han mente at det, på grund af den hån og forfølgelse de kristne blev udsat for, var som om de blev fremstillet i et teater med et universelt publikum. På Paulus’ tid var teaterstykker en populær form for adspredelse. Men de første kristne blev advaret mod umoralitet og rå vold, noget der ofte forekom i datidens teaterforestillinger. (Efeserne 5:3-5) Undertiden blev de kristne med magt ført til de romerske teatre eller arenaer, og endda kastet for vilde dyr, for at tjene som underholdning for romerne.

[Illustrationer på side 12]

Sofokles

Aischylos

Euripides

[Kildeangivelse]

Græske dramatikere: Musei Capitolini, Roma

[Kildeangivelse på side 11]

Med tilladelse af GNTO