Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Så dør du!“

„Så dør du!“

 „Så dør du!“

FORTALT AF LEANNE KARLINSKY

Min søgen efter den bedst mulige behandling uden blod i Spanien

HVIS du selv kunne bestemme dit rejsemål, hvor ville du så tage hen? For mig var svaret oplagt. Jeg ville meget gerne en tur til Spanien. Jeg underviser nemlig i spansk, og sammen med min mand, Jay, og min søn, Joel, tilhører jeg en spansk menighed af Jehovas Vidner i Galax, Virginia, USA. Det er ikke svært at forestille sig min begejstring da mine forældre tilbød mig at tage med dem derover! Selv om min mand og min søn ikke kunne komme med, var det for mig en drøm der var ved at gå i opfyldelse da jeg sammen med mine forældre gik om bord på et fly der gik direkte til Madrid. Da vi den 21. april kom frem, besluttede vi at leje en bil så vi kunne køre til Estella, en lille by i Navarra i det nordlige Spanien. Jeg gjorde mig det behageligt på bagsædet og faldt i søvn.

Det næste jeg husker, er at jeg lå på en mark med solen i øjnene. ’Hvor er jeg? Hvordan er jeg kommet her? Drømmer jeg?’ Mens disse spørgsmål fór gennem mit hoved, begyndte den grufulde sandhed at gå op for mig. Der var noget galt, og jeg var ikke midt i en drøm. Mit venstre ærme var revet i laser, og jeg kunne hverken bevæge arme eller ben. Senere fik jeg at vide at vi var røget igennem et autoværn, og at jeg var blevet slynget ud af bilen da den styrtede ned ad en 20 meter høj skrænt. Heldigvis erindrer hverken mine forældre eller jeg noget om ulykken.

Jeg råbte om hjælp, og en lastbilchauffør kom styrtende hen til mig. Så gik han længere ned ad skrænten til bilen, hvor mine forældre sad fastklemt. „Sig til ambulancefolkene at de skal skynde sig!“ råbte han til sin makker. „Personerne i bilen er hårdt sårede!“ Så kom han tilbage til det sted hvor jeg lå uden at kunne bevæge mig. I en god mening prøvede han at strække mit ben ud. Jeg skreg af smerte, og først nu gik det op for mig hvor slemt jeg var tilredt.

Snart befandt jeg mig på skadestuen på et lokalt hospital i Logroño. Politifolkene var så venlige at underrette de lokale Jehovas Vidner om hvor jeg var, og hvad der var sket. Inden længe fik jeg besøg af flere fra menighederne i Estella og Logroño sammen med brødre fra Jehovas Vidners lokale Kontaktudvalg til Hospitaler. Under alle de prøvelser jeg måtte igennem på dette hospital, var kristne trosfæller som jeg aldrig før havde mødt, parate og villige til dag og nat at tage sig af mine behov. De tog sig også kærligt af mine forældre, som kom sig så meget at de kunne udskrives fra hospitalet omkring en uge efter ulykken.

 Omkring klokken 13 onsdag eftermiddag kom lægerne for at operere mit hoftebrud. Jeg fortalte lægen at jeg ikke ønskede at få blod. * Han gik modstræbende med til at respektere mit ønske, selv om han sagde til mig at jeg sikkert ville dø. Jeg overlevede operationen, men jeg undrede mig over at mine sår ikke blev renset og mine forbindinger ikke blev skiftet.

Da vi nåede til fredag, var min blodprocent faldet til 2,9, og mine kræfter svandt. Lægen gik med til at give mig en alternativ behandling — indsprøjtninger med erytropoietin (EPO), som i forening med jern og blodstyrkende midler stimulerer dannelsen af røde blodlegemer. * Nu var Jay og Joel kommet. Hvor var jeg glad for at se dem!

Omkring klokken 13.30 meddelte en læge Jay at hospitalet allerede havde indhentet en retskendelse til at bruge blod hvis min tilstand forværredes. Jay fortalte ham at mit ønske var under ingen omstændigheder at modtage blod. „Så vil hun dø!“ svarede lægen.

Jay talte med Jehovas Vidners lokale Kontaktudvalg til Hospitaler om muligheden for at jeg kunne blive overført til et andet hospital, et hospital hvor man ville respektere mine ønsker. Ikke dermed sagt at det var alle på dette hospital der var modvillige. Der var blandt andet en læge som bedyrede over for mig at hun ville gøre sit yderste for at jeg blev behandlet med den respekt jeg fortjente. Men der gik ikke lang tid før andre læger også lagde pres på mig. „Ønsker du at dø fra din familie?“ spurgte de. Jeg forsikrede dem om at jeg ønskede at få den bedst mulige behandling uden blod. Lægerne følte sig ikke motiverede til at hjælpe. „Så dør du!“ sagde en af dem rent ud.

Menighedens Kontaktudvalg fandt frem til et hospital i Barcelona som gik ind på at behandle mig uden blod. Hvilken kontrast mellem de to hospitaler! I Barcelona var der to sygeplejersker som nænsomt vaskede mig og fik mig til at føle mig godt tilpas. Da de skiftede mine forbindinger, så en af sygeplejerskerne at de var grønne, og at det størknede blod havde dannet skorper i dem. Hun sagde at hun var flov over den måde hendes landsmænd havde behandlet mig på.

Inden længe fik jeg den medicinske behandling som skulle have været påbegyndt på hospitalet i Logroño. Resultatet var fantastisk. I løbet af nogle dage var mine livsvigtige organer uden for fare, og mit hæmoglobintal var kommet op på 4,6. Da jeg forlod hospitalet, var det steget til 6,7. Da jeg senere skulle opereres igen på et hospital i USA, var det oppe på 7,4.

Jeg er taknemmelig for den indsats der bliver ydet af læger og sygeplejersker som er villige til at efterkomme deres patienters ønsker, uanset om de er enige med dem eller ej. Når hospitalspersonalet respekterer en patients ønsker, behandler de hele personen — og yder på den måde den bedst mulige behandling.

[Fodnoter]

^ par. 9 Om en kristen vil sige ja til at modtage EPO, er en personlig afgørelse. — Se Vagttårnet for 1. oktober 1994, side 31.

[Illustration på side 12]

Sammen med min mand og min søn

[Illustration på side 13]

To medlemmer af Kontaktudvalg til Hospitaler