Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når ’den lille broder’ vender hjem

Når ’den lille broder’ vender hjem

 Når ’den lille broder’ vender hjem

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

HVERT forår vender lunden, også kendt som søpapegøjen, tilbage til sit hjemsted i de nordlige farvande efter at have levet som nomade i syv-otte måneder på det åbne hav. Det er yngletid, og lunden ser ud til at have klædt sig fint på til lejligheden. Dens fødder er blevet orangegule, og på næbbet er der vokset farvestrålende hornplader ud, som senere afkastes. Lunden beholder sin karakteristiske sort-hvide fjerdragt året rundt, og den kan derfor i nogen grad minde om en præst. Måske forklarer det lundens latinske navn Fratercula arctica, som betyder „lille frater, eller broder fra nord“. *

Lunderne søger til deres redegange på klippeskråningerne i små flokke. Hver flok kan være på cirka 20 til 30 fugle. Lunden finder enten sin mage under rejsen eller efter at den er nået frem til redegangen. Interessant nok benytter mange den samme redegang — og holder sig til den samme mage — år efter år.

Lunder kan flyve, men de er afgjort ikke verdens dygtigste flyvere. Når de lander på fastlandet, minder det nærmest om en nødlanding. Det ser også lidt kluntet ud når den letter. Man får nogle gange det indtryk at fuglens vinger ikke kan bære den buttede krop. Nogle fugle har oven i købet problemer med at lette fra vandet. Men når først de får gang i vingerne, og de kan slå med 400 vingeslag i minuttet, kan lunden over længere tid holde en fart på 80 kilometer i timen.

Det er tydeligt at lunden befinder sig i sit rette element på havet frem for på landjorden. Men et lundepar på land for at kunne gøre et redehul klar til deres unger. Når parret er ankommet, begynder det at ordne redegangen, som kan være fra en halv til to meter lang. De forer redekammeret med et underlag af græs, kviste og fjer. Nogle fugle bygger rede i hulrum under store sten eller i klippesprækker. Lunden graver sig frem ved at bruge næbbet, og derefter skovler den jorden væk med sine svømmefødder.

Parringslegen finder sted ude på havet. Under ritualet kaster hannerne deres hoved tilbage, puster brystet op og basker med vingerne, og parrene slår blidt deres næb mod hinanden. Dette sidste ritual kaldes at næbbes, hvilket de fortsætter med efter parringen. På den måde styrker fuglene åbenbart båndet imellem sig.

Når et æg er blevet lagt, kommer det i bogstavelig forstand under forældrenes vinger — en opgave som begge fugle er fælles om. Seks uger senere når ungen er blevet udklækket, begynder det hårde arbejde. I en uge ligger forældrene på rede for at holde den bløde og dunede grå-sorte unge varm. For at ungen kan få tilstrækkeligt med føde, begiver de sig et stigende antal gange ud på havet. Der er ikke den store fare forbundet med disse fisketogter, for lunderne flyver i fast rutefart mellem havet og redegangene i stort tal. Denne hektiske aktivitet gør det åbenbart svært for måger og andre fjender at angribe.

Lunder er fremragende svømmere og dykkere. De bruger svømmefødderne til at styre med og driver sig frem med vingerne. På den måde kan de holde sig under vandet i mere end 30 sekunder på næsten 30 meters dybde. En lunde kan vende hjem med en eller to småfisk — måske lodder eller tobiser — i næbbet. Jo mindre fiskene er, desto flere kan lunden selvfølgelig have i næbbet. Man har set en fugl med en fangst på mere end 60 fisk! Fuglen kan  ved hjælp af nogle bagudrettede pigge i næbbet holde fiskene fast mens den fanger flere. Og det har sine fordele når man tænker på at en unge kan æde 50 fisk om dagen.

Efter cirka seks uger søger forældreparret tilbage til havet. Den flyvefærdige lunde, som nu er overladt til sig selv, forbereder sig på at forlade redegangen ved at tabe sig. Om aftenen træner den sine vinger. Til sidst vralter den hurtigt ned til havet i ly af mørket og svømmer væk i en fart.

Der går to eller tre år inden den unge lunde vender tilbage til sit fødested, og den begynder først at yngle i fire-femårsalderen. En voksen lunde kan veje omkring et halvt kilo, og den bliver kun cirka 30 centimeter lang. Selv om lunden er forholdsvis lille, kan den leve i omkring 25 år. Man har kendskab til en lunde der blev 39 år gammel.

Eksperter anslår bestanden af lunder til at være på 20 millioner. Det er fascinerende at iagttage disse fugle. „Selv når lunden gør helt almindelige ting, er den underholdende,“ skriver David Boag og Mike Alexander i deres bog The Atlantic Puffin. Hvis du bor tæt på Atlanterhavets eller Stillehavets nordlige kyster, vil du måske få en at se. Under alle omstændigheder vil ’den lille broder fra nord’ hvert forår vende hjem, og en ny generation af sortfjerede fugle vil blive udklækket.

[Fodnote]

^ par. 3 Navnet kan også sigte til at lunden trykker sine svømmefødder mod hinanden når den dukker op af havet, som om den beder.

[Illustration på side 14, 15]

Lunder ved Witless Bay, Newfoundland

[Kildeangivelse]

Tom Veso/Cornell Laboratory of Ornithology

[Kildeangivelse på side 14]

Med tilladelse af Tourism, Newfoundland and Labrador

[Kildeangivelse på side 15]

Med tilladelse af Tourism, Newfoundland and Labrador; fotografer: Barrett and Mackay