Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad kan en fugl lære en fange?

Hvad kan en fugl lære en fange?

 Hvad kan en fugl lære en fange?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SYDAFRIKA

IFØLGE den sydafrikanske avis Sunday Tribune i Durban er fugle med til at blødgøre de indsattes hjerter i Pollsmoor-fængselet. Fjorten indsatte deltager for tiden i et projekt hvor de i deres celler skal tage sig af nymfeparakitter og dværgpapegøjer.

Hvad går projektet ud på? Hver fange har en rugemaskine i sin celle. Når en fugl er ruget ud, skal fangen håndfodre den hjælpeløse lille skabning hver eller hver anden time, dag og nat, i cirka fem uger. Derefter kommer ungen i bur, men er stadig hos fangen. Når ungen er fuldt udvokset, bliver den solgt. Nogle fanger knyttes så meget til deres fugle at de græder når de nødvendigvis må tages fra dem.

Selv hårde kriminelle er blevet mærkbart blidere og venligere efter at have talt med fuglene og draget omsorg for dem hver dag. En indsat siger: „Jeg tæmmer fuglene, men de har også tæmmet mig.“ En anden siger at fuglene har lært ham tålmodighed og selvbeherskelse. En der er dømt for røveri, har ved at tage sig af fuglene fundet ud af at „det er et stort ansvar“ at være forældre — et ansvar han forsømte over for sine egne børn da han havde sin frihed.

Det har gavnet fangerne på endnu en måde at tage sig af fuglene. Herom siger Wilkus Gresse, som startede projektet: „Med de erfaringer de får her, kan de få et job hos en fugleopdrætter eller en dyrlæge når de engang bliver løsladt.“