Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lamu — en ø hvor tiden er gået i stå

Lamu — en ø hvor tiden er gået i stå

 Lamu — en ø hvor tiden er gået i stå

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I KENYA

DEN salte brise gav vind i sejlene og fik det lille træskib til at skyde fremad. Højt oppe over dækket hang en udkigsmand i masten for at se efter land i horisonten. Det Indiske Oceans blanke og skinnende overflade fik ham til at knibe øjnene sammen. Det var i det 15. århundrede, og disse søfarere var på udkig efter øen Lamu.

Guld, elfenben, krydderier og slaver — Afrika forsynede dem med det hele. Lokket af Afrikas skatte og af trangen til at gå på opdagelse kom frygtløse søfarere fra fjerntliggende lande til Østafrikas kyst. De trodsede stormfulde have og lunefulde vinde i deres søgen efter kostbarheder. Stuvet sammen i overfyldte sejlskibe af træ begav de sig ud på meget lange rejser.

Halvvejs nede langs Østafrikas kyst fandt disse søfarende en lille gruppe øer, Lamuøerne. Her kunne de skaffe nye forsyninger af ferskvand og proviant, og deres skrøbelige fartøjer kunne komme ind i en dyb og sikker havn beskyttet af koralrev.

I det 15. århundrede var øen Lamu blevet almindeligt kendt som et velstående handels- og forsyningscenter. Portugisiske sømænd der ankom dertil i det 16. århundrede, mødte rige handelsmænd klædt i silketurbaner og løsthængende kaftaner. Parfumerede kvinder smykket med armbånd og ankelkæder af guld spadserede omkring i de smalle gyder. Langs hele kajen lå sejlskibe med sammenpakkede latinersejl tungt i vandet, ladet til bristepunktet med varer til fremmede lande. Slaver der var lænket til hinanden og samlet i grupper, ventede på at blive gennet om bord på dhower (arabiske sejlskibe).

De første europæiske opdagelsesrejsende var overraskede over at finde et udbygget kloakeringssystem og en højt udviklet arkitektur i Lamu. Husene langs søpromenaden var bygget af koralblokke der var hugget ud med håndkraft i lokale stenbrud. Man gik ind i husene ad tunge trædøre med meget fine udskæringer; og selve husene var opført i ordnede rækker der tillod den kølige brise fra havet at blæse ind gennem de smalle gader og bøde lidt på den brændende hede.

De mere velstående folks huse var store og rummelige. Badeværelserne blev forsynet med ferskvand via primitive rørsystemer. Der var også imponerende spildevandsanlæg, som var meget mere avancerede end dem man brugte i mange europæiske lande på den tid. Store akvædukter som var hugget ud i sten og bygget så de skrånede ned mod havet, førte spildevandet ned i dybe huller der var gravet i sandet, langt fra ferskvandskilder. I de stenbrønde der forsynede hjemmene med frisk vand, var der små fisk som levede af moskitolarver, hvorved antallet af insekter blev holdt nede.

I det 19. århundrede forsynede Lamu oceangående dhower med elfenben, olie, frø, dyreskind, skildpaddeskjolde, flodhestetænder og slaver i store mængder. Med tiden begyndte det dog at gå tilbage med Lamus velstand. Pest, angreb fra fjendtlige folk og restriktioner i forbindelse med slavehandelen mindskede Lamus økonomiske betydning.

 Et tilbageblik i tiden

Når man i dag sejler ind i Lamus havn, er det som at gå tilbage i historien. Det blæser konstant fra Det Indiske Oceans store, blå vidder. Lette turkisgrønne bølger skvulper op på de hvide sandstrande. Gammeldags træ-dhower glider af sted langs kysten, og deres trekantede, hvide sejl får dem til at ligne flyvende sommerfugle. Ladet med fisk, frugter, kokosnødder, køer, kyllinger og passagerer har de kurs mod Lamus havn.

Langs kajen vajer palmetræerne i den varme brise, og de giver ikke megen skygge for de mænd der er ved at losse træskibene. Markedet summer af højrøstede handlende der bytter varer med hinanden. Det er ikke guld, elfenben eller slaver de er ude efter, men derimod bananer, kokosnødder, fisk og kurve.

I skyggen af et stort mangotræ er nogle mænd i gang med at flette reb af sisal og at reparere de lærredssejl som de bruger til deres træ-dhower. Gaderne er smalle og fyldt med folk der er på vej i alle retninger. Handlende i flagrende, hvide gevandter står i deres tætpakkede butikker mens de kalder på kunderne og vinker dem hen til sig for at få dem til at se på deres varer. Et æsel der slider i det for at trække en vogn af træ belæsset med tunge kornsække, snor sig igennem den store folkemængde. På Lamu færdes indbyggerne til fods, for her findes ingen motorkøretøjer, og man kan kun komme til øen med båd.

Ved middagstid når solen står i zenit, virker det som om tiden står  stille. Kun få bevæger sig omkring i den trykkende varme, og selv æslerne står ubevægelige med lukkede øjne mens de venter på at temperaturen bliver mere udholdelig.

Når solen begynder at gå ned og det bliver køligere, vågner den søvnige ø. Butiksindehaverne slår deres tunge, udskårne døre op for at genoptage handelen, og de lader deres lamper være tændt til sent ud på aftenen. Kvinder bader deres små børn og smører dem ind i kokosolie til huden glinser, og siddende på kokosmåtter begynder kvinderne at tilberede mad. Her laver man stadig mad over åben ild, og måltidet kan bestå af fisk som er krydret med duftende krydderier, og ris kogt i kokosmælk. Folk er venlige, gæstfri og afslappede.

Lamu har ganske vist mistet tidligere tiders pragt, men den traditionelle afrikanske kultur fra før det 20. århundrede blomstrer stadig. Under den varme, tropiske sol fortsætter livet på samme måde som det har gjort i århundreder. Her kan man på én gang opleve fortiden og nutiden. Ja, Lamu er et enestående levn fra en svunden tid, en ø hvor tiden er gået i stå.

[Ramme/illustrationer på side 16, 17]

Vores besøg på Lamu

For ikke så længe siden var vi en gruppe der tog af sted for at besøge Lamu, dog ikke med det formål at købe eller sælge varer. Vi tog dertil for at besøge vore kristne brødre og søstre, som er Jehovas vidner. Vores lette fly fløj nord om Kenyas forrevne kystlinje. Langt under os kunne vi se bølgerne rulle ind mod kysten, hvor frodige, grønne tropeskove lå omkranset af en hvid stribe sand. Det var som om øerne i Lamu-øhavet pludselig dukkede frem af intet, glitrende som juveler i det turkisgrønne hav. Som en stor afrikansk ørn kredsede vi over øerne indtil vi lod os falde fra himmelen, og gik ned på en lille landingsbane på kontinentet. Vi steg ud af flyet, gik ned til strandkanten og om bord på en dhow der skulle sejle os videre til Lamu.

Det var en smuk solskinsdag, og havluften var lun og behagelig. Da vi nærmede os øen, lagde vi mærke til at det vrimlede med folk på anløbsbroen. Stærke mænd løftede tunge byrder af bådene, og kvinder balancerede yndefuldt med deres varer på hovedet. Vi banede os vej gennem mængden med vores bagage og fandt skygge under et palmetræ. I løbet af nogle minutter fik vore kristne brødre øje på os, og vi blev hilst hjerteligt velkommen til deres ø.

Om morgenen vågnede vi før solopgang og begav os på vej for at mødes med vore brødre og søstre ved kysten. Vi skulle ud på en lang tur for at kunne overvære menighedens møder, og det ville tage os flere timer. Vi var udstyret med drikkevand, bredskyggede hatte og gode travesko. Med den opgående sols stråler i ryggen begyndte vi vores sejltur til hovedlandet, hvor møderne blev holdt.

Brødrene benyttede lejligheden til at forkynde for dem der var om bord, og da vi kom i havn, havde vi  haft flere bibelske drøftelser og uddelt adskillige blade. Den mennesketomme vej der lå foran os, var varm og støvet. Vi skulle gå gennem et ubeboet steppeområde og blev rådet til at holde øje med vilde dyr, deriblandt elefanter, som indimellem kan finde på at krydse vejen. Brødrene var glade og i godt humør mens vi langsomt styrede mod vores bestemmelsessted.

Endelig kom vi til en lille landsby, hvor vi mødte andre fra menigheden som var kommet gående langvejsfra. Fordi alle havde så langt at gå, holdt man fire møder på samme dag.

Møderne blev holdt i en lille skole der var bygget af uforarbejdede sten, og hvor man aldrig var blevet færdig med vinduer og døre. Vi var 15 mennesker der sad i klasseværelset på smalle træbænke og lyttede til et meget opmuntrende og undervisende program ud fra Bibelen. Ingen så ud til at tage sig af den trykkende varme der strålede ned fra bliktaget over vore hoveder. Alle var bare lykkelige for at være sammen. Efter fire timers møde tog vi afsked med hinanden og begav os af sted i hver sin retning. Da vi kom tilbage til Lamu, var den glødende sol ved at gå ned i horisonten.

I den kølige aften nød vi et beskedent måltid sammen med den familie af Jehovas vidner som vi boede hos på Lamu. I dagene der fulgte, gik vi gennem de smalle, vindblæste gader sammen med dem i forkyndelsen for at lede efter mennesker som hungrede efter sandheden fra Bibelen. Det var meget opmuntrende for os at opleve den nidkærhed og frimodighed de få brødre og søstre her lagde for dagen.

Til sidst oprandt dagen hvor vi atter skulle rejse hjem. Brødrene fulgte os ned til havnen, og vi var kede af at skulle sige farvel. De forsikrede os om at vores besøg havde virket opmuntrende på dem. Vi spekulerede på om de mon var klar over hvor meget de havde opmuntret os. Efter at vi var kommet tilbage til hovedlandet, varede det ikke længe før vi var om bord i vores lille fly. Mens vi steg højere og højere op, så vi ned på den smukke ø Lamu. Vi tænkte over brødrenes stærke tro, de lange afstande de tilbagelægger for at overvære møderne, deres nidkærhed og deres kærlighed til sandheden. For lang tid siden blev profetien i Salme 97:1 nedskrevet: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ Ja, selv på den fjerntliggende ø Lamu får folk mulighed for at glæde sig over det vidunderlige håb om et fremtidigt paradis under Guds rige. — Indsendt.

[Kort/illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

KENYA

LAMU

[Kildeangivelse på side 15]

© Alice Garrard

[Kildeangivelse på side 16]

© Alice Garrard