Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En verden afhængig af tobak

En verden afhængig af tobak

 En verden afhængig af tobak

BILL var en rar, intelligent og stærk mand som elskede sin familie. Men allerede i en tidlig alder var han begyndt at ryge cigaretter — en last han senere i livet kom til at hade. Selv mens han pulsede på en cigaret, advarede han på det kraftigste sine sønner imod at ryge og talte om hvor dum en vane det var. Det hændte af og til at han krøllede en pakke cigaretter sammen i sine stærke hænder og kastede den tværs gennem stuen med et løfte om aldrig mere at ville ryge. Det varede dog ikke længe før han begyndte igen — først i det skjulte, derefter åbenlyst.

Bill døde af kræft for 15 år siden efter flere måneders frygtelige smerter. Hvis han ikke havde røget, ville han måske have været i live i dag. Hans kone ville stadig have haft en ægtemand, og hans sønner ville stadig have haft en far.

Hvor tragisk Bills død end var for hans familie, er årsagen ikke usædvanlig. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) koster tobaksrelaterede sygdomme hvert år cirka fire millioner mennesker livet. Det er én hvert ottende sekund. Blandt de sygdomsårsager som kan elimineres, er tobaksrygning den mest fremtrædende. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil rygning om 20 år være den hyppigste årsag til dødsfald og invaliditet og kræve flere menneskeliv end aids, tuberkulose, barseldødelighed, bilulykker, selvmord og manddrab tilsammen.

Cigaretter er dødbringende. Alligevel er der mange der fortsætter med at ryge. Ifølge WHO er der på verdensplan mindst 1,1 milliard rygere. Det er cirka en tredjedel af alle voksne i verden.

Analytikere skønner at de mange hundrede millioner dollars som tobaksfirmaerne nu betaler som følge af retssager der føres imod dem, er et lille beløb i sammenligning med deres skyhøje fortjenester. Alene i USA ruller der hver dag skønsmæssigt 1,5 milliarder cigaretter ud fra tobaksfabrikkernes samlebånd. I hele verden sælger tobaksfirmaer og regeringsmonopoler hvert år over fem billioner cigaretter.

Hvorfor holder så mange fast ved denne dødbringende vane? Hvordan kan en ryger kvitte tobakken? Disse spørgsmål vil blive besvaret i de følgende artikler.