Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kortlægning af himmelen — før og nu

Kortlægning af himmelen — før og nu

 Kortlægning af himmelen — før og nu

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HOLLAND

SYNET af stjerner strøet ud over den mørke himmel har ofte fyldt menneskene med ærefrygt, og op gennem historien har det bevæget dem til at udtrykke deres beundring for Ham der skabte noget så smukt. For længe siden udbrød en digter: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Salme 19:1) Men de der i fortiden iagttog nattehimmelen, så mere end blot skønhed.

De fandt billeder i himmelen

Fortidens astronomer lagde mærke til at hele grupper af stjerner syntes at bevæge sig på en ordnet måde. Stjernerne vandrede på himmelen fra øst mod vest, men de ændrede ikke deres position i forhold til hinanden. * Med andre ord kunne man hver eneste nat se præcis de samme stjernegrupperinger. Eftersom mennesket ønskede at bringe system i disse utallige lyspunkter på himmelen, blev de sat sammen i grupper. Med lidt fantasi kunne man få disse grupper til at ligne dyr, mennesker eller genstande. Sådan opstod den praksis at betragte fastlagte mønstre af stjerner som stjernebilleder.

Nogle af de stjernebilleder vi kender i dag, blev første gang beskrevet i oldtidens Babylon. Blandt disse er de 12 konstellationer som forestiller dyrekredsens tegn. De spillede — og spiller fortsat — en vigtig rolle i astrologien, læren om den indflydelse som stjernerne formodes at have på menneskenes liv. Men Bibelen fordømmer det at tage varsler af stjernerne. (5 Mosebog 18:10-12) Ikke desto mindre var de der tilbad Jehova Gud, klar over at sådanne stjernebilleder eksisterede. Jobs Bog i Bibelen omtaler  eksempelvis Jehova som den der „frembringer stjernebillederne Asj, Kesil og Kima“. — Job 9:9.

Mange af de navne på stjernebilleder vi kender i dag, stammer fra den græske mytologi. Man kan stadig finde navne som Cepheus, Cassiopeia, Andromeda og Hercules på vor tids stjernekort.

Fortidens stjernekort

Omkring år 150 e.v.t. lavede den græske astronom Ptolemæus en samlet oversigt over datidens astronomiske viden. Denne samlede oversigt med titlen Almagest indeholder en liste over 48 konstellationer. De kort og atlas over himmelen som blev fremstillet i århundrederne efter Ptolemæus, viste normalt de samme 48 stjernebilleder. Faktisk ændrede antallet af konstellationer sig først omkring 1500-tallet. * Senere blev 40 andre føjet til. I 1922 blev listen over de 88 konstellationer officielt anerkendt af Den Internationale Astronomiske Union.

Ud over stjernekonstellationerne omfatter Ptolemæus’ oversigt en liste over mere end tusind stjerner med oplysninger om deres lysstyrke og position på himmelen. Ptolemæus opgiver ikke kun en stjernes position på himlens længde- og breddegrad, men tilføjer flere detaljer. For eksempel bliver én stjerne i stjernebilledet Ursa Major, eller Store Bjørn, beskrevet som „stjernen ved halens begyndelse“, og en komets beliggenhed angives som værende „til venstre for Andromedas højre knæ“. Som en lærebog formulerer det, „var en virkelig god astronom nødt til at være hjemme i himmelens anatomi“!

Men hvorfor befinder de fleste af oldtidens stjernebilleder sig på den nordlige himmel? Fordi den praksis at betragte visse grupper af stjerner som konstellationer stammer fra Middelhavsområdet, hvor man netop kan se den nordlige himmel, forklarer en kartograf. Først da mennesket begyndte at udforske den sydlige himmel, blev nye stjernebilleder identificeret. Nogle af de nyere stjernebilleder har navne som Fornax, Penduluret, Mikroskopet og Teleskopet.

„Den kristne stjernehimmel“

I 1627 udgav en lærd mand fra Tyskland, Julius Schiller, et stjerneatlas med titlen Coelum Stellatum Christianum (Den kristne stjernehimmel). Han følte at det var på tide at gøre himmelen til et mindre hedensk sted. Derfor gav han sig til at fjerne de hedenske figurer fra himmelen og erstatte dem med skikkelser fra Bibelen. Bogen The Mapping of the Heavens siger at han tildelte „den nordlige himmel Det Nye Testamente, og den sydlige Det Gamle Testamente“. „Stjernebillederne i Schillers sydlige halvkugle blev opkaldt efter gammeltestamentlige personer — Job indtog Indianerens og Påfuglens plads, og Kentauren blev forvandlet til Abraham og Isak.“ På den nordlige halvkugle „blev Cassiopeia  til Maria Magdalene, Perseus til Sankt Paulus, og de tolv stjernetegn blev passende erstattet af de tolv apostle“.

Der var kun ét lille stjernebillede der overlevede denne udrensning. Det var Columba (Duen), som angiveligt forestillede den due Noa sendte ud for at finde tørt land.

Kortene forandrer sig

Med tiden skiftede stjernekortene udseende. Efter opfindelsen af teleskopet i 1600-tallet opstod der et behov for kort som var mere nøjagtige i deres positionsangivelser af stjernerne. Desuden blev de kunstfærdige udsmykninger som gav de ældre kort et rodet præg, efterhånden mindre iøjnefaldende og gled til sidst helt ud. I dag indeholder de fleste stjerneatlas kun stjerner, stjernehobe, stjernetåger, galakser og andet af interesse for den som observerer nattehimmelen.

I midten af 1800-tallet begyndte man at fremstille mere omfattende kataloger. En af foregangsmændene på dette område var den tyske astronom Friedrich Wilhelm Argelander. Sammen med en del medarbejdere tog han fat på det kæmpeprojekt at katalogisere stjernerne på den nordlige himmel. Ved hjælp af et teleskop lokaliserede de omkring 325.000 stjerner og målte positionen og lysstyrken af hver enkelt. Eftersom observatoriet hvor de arbejdede, lå i den tyske by Bonn, blev kataloget kaldt Bonner Durchmusterung. Det blev udgivet i 1863. Efter Argelanders død arbejdede en af hans medarbejdere videre på hans værk. Han kortlagde stjernerne på den sydlige himmel og udgav værket under navnet Südliche Bonner Durchmusterung. Den sidste oversigt blev udfærdiget i Cordoba i Argentina og offentliggjort i 1930. Katalogerne er den dag i dag af stor værdi.

Nutid og fremtid

Argelanders og hans efterfølgeres arbejde blev fulgt op af endnu bedre kataloger. Men fremkomsten af de senere års rumteleskoper har muliggjort uhørte bedrifter inden for kortlægningen. Ved hjælp af Hubble-rumteleskopet har astronomer nu udarbejdet et katalog med oplysninger om cirka 15 millioner stjerner!

Det sidste nye inden for kortlægningen af stjernehimmelen er to nye kataloger som ESA, European Space Agency, har udgivet. De er udarbejdet på basis af de observationer der er blevet gjort med rumteleskopet på Hipparcos-satellitten. Den præcision som disse stjernekataloger er udarbejdet med, er endnu ikke blevet overgået af andre kataloger. På grundlag af disse kataloger har man fremstillet nye stjerneatlas. Et af dem er et detaljeret atlas i tre bind som hedder Millennium Star Atlas.

Denne titel minder måske bibellæsere om millenniet, eller Kristi tusindårige fredsrige, som er nævnt i Bibelen. (Åbenbaringen 20:4) Til den tid vil mennesket utvivlsomt lære meget mere om det ærefrygtindgydende univers, hvoraf selv vore dages største stjerneatlas kun kan optegne en brøkdel.

[Fodnoter]

^ par. 5 Hvad de gamle folkeslag ikke vidste, var at stjernernes tilsyneladende vandring over himmelen skyldes Jordens rotation om sin egen akse, som også får det til at se ud som om Solen står op og går ned.

^ par. 9 Disse 48 stjernebilleder var kendt i Mesopotamien, Middelhavsområdet og Europa. Senere blev de også kendt i Nordamerika og Australien på grund af immigranterne. Men andre folkeslag som kineserne og de nordamerikanske indianere fulgte en anden inddeling af himmelen.

[Illustration på side 25]

Apianus’ stjernekort fra 1540

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Library (Maps C.6.d.5.: Apian’s Star Chart)

[Illustration på side 26]

Et kort fra 1800-tallet over den sydlige halvkugle

[Kildeangivelse]

© 1998 Visual Language

[Illustration på side 27]

Stjernebilledet Orion som det ser ud på et moderne stjernekort

[Kildeangivelse på side 27]

Baggrund på side 25-27: Med tilladelse af ROE/Anglo-Australian Observatory; foto: David Malin