Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Joachim Barrandes „kongelige gave“

Joachim Barrandes „kongelige gave“

 Joachim Barrandes „kongelige gave“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TJEKKIET

„DET er mere end en kongelig gave, det er den smukkeste hyldest den tjekkiske nation nogen sinde har modtaget!“ Det var det prædikat som en journalist gav den testamentariske gave Tjekkiets Nationalmuseum havde fået af 1800-tallets fremtrædende palæontolog Joachim Barrande. Barrandes „kongelige gave“ til det tjekkiske folk bestod af en betydelig samling af mere end 1200 kasser med fossiler som han havde brugt årtier på at samle, studere og klassificere. Selv om menigmand måske ikke ligefrem falder i svime over en samling gamle fossiler, er Barrandes gave af langt større værdi for en palæontolog end en skat af guld og sølv.

En palæontolog er en videnskabsmand som studerer livet i fortidens geologiske perioder ved hjælp af fossiler. Palæontologien er en forholdsvis ny videnskab. I middelalderen affærdigede man fossiler som et udtryk for „naturens luner“, eller også troede man at de var levninger af drager. Men hen imod 1700-tallet begyndte folk fra overklassen at gå op i at samle fossiler. Forskere i mange lande begyndte også at interessere sig for studiet af fossiler. Joachim Barrande var en af dem. Hvad ved vi om Barrande, og hvad var hans bidrag til palæontologien? Han levede samtidig med Charles Darwin, men hvad var hans syn på Darwins evolutionsteori?

 Barrande slår ind på en ny kurs

Joachim Barrande blev født i 1799 i den lille sydfranske by Saugues. Han læste til ingeniør i Paris og specialiserede sig i brobyggeri og anlæggelsen af veje. Samtidig gik han til forelæsninger i naturvidenskab. Inden længe viste det sig at han var højt begavet på det naturvidenskabelige område. Da Barrande havde afsluttet sine studier, begyndte han at arbejde som ingeniør, men den franske kongefamilie blev opmærksom på ham og bad ham være huslærer for kong Karl X’s barnebarn i faget naturvidenskab. Som følge af en fransk revolution i 1830 gik kongefamilien i eksil og endte med at tage til Bøhmen, og Barrande fulgte med. Det var i Bøhmens hovedstad, Prag, at Barrande genoptog sin ingeniørvirksomhed.

Eftersom Barrande var ekspert i at anlægge veje og bygge broer, blev han sat til at opmåle egnen omkring Prag i forbindelse med en hestetrukket jernbane. Da Barrande gik i gang med arbejdet, bemærkede han at der var store mængder fossiler i området. Da han tog jorden i nærmere øjesyn, opdagede han forbavsende ligheder mellem jordlagene i Bøhmen og dem i Storbritannien. Det fik hans lidenskab for naturvidenskaben til at flamme op igen, og han holdt til sidst op som ingeniør og viede de næste 14 år af sit liv til studier i palæontologi og geologi.

Det var landområderne i det centrale Bøhmen der udgjorde Barrandes arbejdsværelse. Hver dag var der nye opdagelser af usædvanlig skønhed og mangfoldighed. I 1846 var han klar til at udgive sine første forskningsresultater. I dette værk beskrev og klassificerede han nye arter af trilobitter, som engang havde levet på havbunden.

Barrande fortsatte med at samle og studere fossiler. Derpå udgav han i 1852 det første bind i en monografi, eller videnskabelig afhandling, med titlen The Silurian System of Central Bohemia. * Det første bind handlede om trilobitter. Derpå fulgte der bind om krebsdyr, bruskfisk, blæksprutter, muslinger og andre fossiler. Mens han levede, nåede han at udgive 22 bind, hvori han i detaljer beskrev over 3500 arter. Værket er en af de mest omfangsrige monografier inden for palæontologien.

Omhyggelig og disciplineret

Med sin fremgangsmåde skilte Barrande sig ud fra andre forskere. Han forenede naturforskerens omhu med den disciplin han havde som ingeniør. Som konstruktør kunne han ikke tolerere unøjagtige beregninger eller tegninger. Som palæontolog stræbte han efter at  opnå en høj grad af præcision i sine tegninger og gjorde sig megen umage for at sikre at de var nøjagtige indtil mindste detalje. Mange af de tegninger som indgik i hans monografi, pudsede han personligt af, selv om det var professionelle kunstnere der havde lavet skitserne til originalerne.

Men Barrandes grundighed begrænsede sig ikke til hans tegninger. Efter at hvert bind til hans monografi var blevet sat, læste han personligt korrektur på teksten. Hvis han ikke var tilfreds, returnerede han det som ikke levede op til hans krav, så det kunne blive sat på ny. Det var Barrandes mål at sikre at alt hvad der kom fra hans hånd, var så nøjagtigt som muligt. Det klarede han med bravur. I dag, næsten 150 år senere, gør forskere stadig brug af værket Silurian System som reference.

Hvad med evolutionen?

Da Charles Darwins bog Arternes Oprindelse blev udgivet i 1859, sprang mange videnskabsmænd på evolutionsvognen. Men det gjorde Barrande ikke. Han forkastede evolutionsteorien lige fra begyndelsen fordi han ikke i fossilerne så noget som kunne overbevise ham om at teorien var sand. Barrande sagde at formålet med hans arbejde var at „finde frem til virkeligheden og ikke at konstruere flygtige teorier“. (Kursiveret af os.) På titelbladet til hvert eneste bind af værket Silurian System kan man læse Barrandes valgsprog: „C’est ce que j’ai vu“ (Det er hvad jeg har set).

Barrande bemærkede ganske vist at mange af dyrekroppene befandt sig på forskellige stadier. Men han drog den korrekte konklusion at de var af samme art og blot befandt sig på forskellige alderstrin. Han kunne ikke se nogen beviser for at én dyreart havde udviklet sig til en anden. Bogen A Petrified World sammenfatter Barrandes filosofi således: „Hele Barrandes værk bygger på . . . kendsgerninger, og netop derved udmærker det sig. På dette stade af grundforskningen er der hverken plads til spekulationer, gætterier eller almene teorier.“

En ydmyg mand giver en „kongelig gave“

Barrande havde megen succes, men bukkede ikke under for stolthed eller uærlighed. Selv om han følte sig godt hjemme i den europæiske intelligentsias cirkler og talte flere sprog, mistede han aldrig jordforbindelsen. Han lærte tjekkisk for at få et nærmere forhold til det tjekkiske folk. Det hjalp ham i hans arbejde, for det gjorde det muligt for ham at kommunikere med de arbejdere i stenbruddene som hjalp ham med at skaffe nye eksemplarer til hans samling.

Barrande var et religiøst menneske, og de opdagelser han gjorde i naturen, styrkede hans tro på Gud. Han kaldte fossilerne „medaljoner af de første skabninger“. I forordet til sit værk omtaler han hvad det var der fik ham til at fortsætte sine studier: „Det er en følelse af beundring, tilfredshed og anerkendelse som gennemstrømmer og henrykker den der opdager eller betragter skaberværket.“

Joachim Barrande døde i 1883 og efterlod sig videnskabeligt materiale af usædvanlig værdi. Hans grundige fremgangsmåde er værdsat af forskere i hele verden. Eftersom Joachim Barrande havde en nøgtern og saglig måde at gribe opgaven an på, kan hans omhyggeligt dokumenterede opdagelser stadig bruges af forskere i dag. Set ud fra en videnskabelig synsvinkel var det langtfra nogen overdrivelse at beskrive Barrandes testamentariske gave som „mere end en kongelig gave“.

[Fodnote]

^ par. 9 „Silur“ er den geologiske betegnelse for det man mener er en af Jordens ældste perioder.

[Illustrationer på side 12, 13]

Barrandes tegninger af trilobitter, 1852

[Kildeangivelse]

Skitser: S laskavým svolením Národní knihovny v Praze

[Kildeangivelse på side 12]

Portræt: Z knihy Vývoj české přírodovědy, 1931