Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan jeg undgå farerne ved Internettet?

Hvordan kan jeg undgå farerne ved Internettet?

 Unge spørger:

Hvordan kan jeg undgå farerne ved Internettet?

FORESTIL dig at du er midt i verdens største bibliotek. Du er omgivet af bøger, aviser, kataloger, fotos og indspilninger af enhver slags — der findes noget om praktisk talt alle emner. Både de nyeste informationer og meget af litteraturen fra forgangne århundreder er lige ved hånden.

Internettet kan uden besvær give dig adgang til sådanne oplysninger. En person kan sidde ved sin egen computer og udveksle informationer med andre computere og computerbrugere hvor som helst i verden. * Det sætter brugerne i stand til at købe og sælge produkter, gennemføre banktransaktioner, føre samtaler og lytte til de seneste musikindspilninger — og det hele kan foregå uforstyrret hjemme hos dem selv.

Det er ikke så underligt at nogle eksperter anslår at der ved slutningen af dette år vil være 320 millioner Internetbrugere. Mange steder i verden er det blevet almindeligt at bruge Internet. Millioner af unge har adgang til det fordi skoler og biblioteker effektivt fremmer brugen af det. I USA har næsten 65 procent af unge mellem 12 og 19 år allerede benyttet sig af eller tegnet abonnement på online-tjenester.

Brugt på den rette måde kan Internettet give folk nyttige informationer om vejret, rejser og andre emner. Man kan købe bøger, reservedele til biler og utallige andre ting gennem Internettet. Mange bruger det også i deres skolearbejde.

Selv om Internettet kan være nyttigt, kan det også betragtes som et bibliotek uden bibliotekarer eller andre der iagttager en. Man kan gennemse alt uden følelsen af at der er andre i nærheden. Men det er også en af de største farer ved Internettet. Hvorfor? Fordi utallige Web-steder indeholder stof som er moralsk fordærvet og åndeligt nedbrydende. Internettet kan derfor udsætte unge kristne for fristelser. Af natur er vi jo nysgerrige, og det er noget Satan Djævelen længe har udnyttet. Satan benyttede sig helt klart af Evas nysgerrighed og ’forførte hende med sin underfundighed’. — 2 Korinther 11:3.

Kristne unge kan også let blive forført af skadelige informationer hvis de ikke er besluttede på at værne om deres åndelighed. En artikel i Better Homes and Gardens siger: „Internettet er et spændende sted hvor dygtige folk lægger linjen og udbreder de nyeste informationer; men pædofile, svindlere, hyklere  og andre ubehagelige personer udnytter det også.“

En ung mand ved navn Javier * siger: „Nogle Web-steder er chokerende og kan pludselig og uden varsel dukke op.“ Han tilføjer: „De prøver at lokke dig, fange dig og få fat i dine penge.“ En ung kristen mand ved navn John indrømmer: „Når man først begynder at se på noget uanstændigt, er det svært at stoppe igen — det er vanedannende.“ Nogle kristne unge har hyppigt besøgt nedbrydende Web-steder, og det har bragt dem i alvorlige vanskeligheder. Nogle har endog skadet deres forhold til Jehova. Hvordan kan dette undgås?

At „se på det der er uden værdi“

Nogle gange kan selve adressen på et Web-sted antyde at det indeholder materiale som man bør undgå. * Ordsprogene 22:3 advarer: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“

Almindeligvis er problemet dog at man rent tilfældigt falder over et Web-sted der indeholder kritisabelt materiale. Hjemmesiden indeholder måske frække og makabre billeder der omhyggeligt er udformet med henblik på at lokke dig til at udforske stedet — og vende tilbage til det igen og igen. *

Kevin fortæller hvad der skete med en af hans venner: „Han havde masser af tid og var nysgerrig. Det blev hurtigt en vane for ham at se pornografi.“ Heldigvis henvendte denne unge kristne mand sig til en ældste og fik hjælp.

Har du besluttet med dig selv hvad du vil gøre hvis du falder over et sådant sted? Det er klart hvad en kristen bør gøre: Forlade stedet øjeblikkelig — eller helt afbryde browseren. Vær som salmisten der bad: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi.“ (Salme 119:37; jævnfør Job 31:1.) Husk på at selv om ingen mennesker kan se os, bliver vi iagttaget. Bibelen minder os om at „alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab“. — Hebræerne 4:13.

Du kan blive styrket i din beslutning om ikke at vende tilbage til Web-steder der skader din moral, ved at drøfte det med dine forældre eller andre modne kristne. Hvis du var ved at synke ned i kviksand, ville du jo heller ikke vente med at råbe om hjælp til sandet nåede dig til halsen, vel?

Hvad med samvær på Internettet?

Internetbrugere fra hele verden kan kommunikere direkte med hinanden ved hjælp af chatrooms. Virksomheder bruger chat til konferencer på Nettet og til at yde kundeservice. Nogle former for chat giver brugerne mulighed for at udveksle oplysninger om tekniske emner, såsom bilreparation og programmering. Nogle chat-programmer giver venner og familiemedlemmer mulighed for at føre personlige samtaler uden at skulle betale dyre telefonregninger. Der kan altså være forskellige fornuftige grunde til at bruge dette medie, men der er også visse farer forbundet med det.

Der er al mulig grund til at være forsigtig når det gælder offentlige chatrooms, for her kan der være flere farer der lurer. Forfatteren Leah Rozen påpeger: „Teknisk begavede teenagere bruger i timevis på at chatte med anonyme fremmede i hele landet, ja, i hele verden. Desværre kan nogle af de fremmede som teenagere chatter med, være perverse voksne der søger børn til seksuelle formål.“ En artikel  i Popular Mechanics advarer om at „man skal være ekstremt forsigtig“ når man bruger offentlige chatrooms. Hvis du udleverer navn og adresse til en fremmed, kan det være begyndelsen til alvorlige problemer. Hvorfor udsætte dig selv for dét?

En mere snigende fare ligger dog i pludselig at befinde sig i upassende selskab med fremmede som ikke respekterer Bibelens principper. * Forskere siger at meget af den snak der foregår mellem teenagere i chatrooms, fokuserer på seksuelle emner. Bibelens råd i Første Korintherbrev 15:33 er derfor passende: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ Dårligt selskab via en computerforbindelse er farligt. Hvorfor skulle unge der frygter Gud, dumdristigt udsætte sig selv for en sådan risiko?

Sikkerhedsforanstaltninger

I betragtning af de farer der er forbundet med Internettet, må det bruges med forsigtighed. I nogle familier har man for eksempel placeret computeren i et fællesrum, for eksempel dagligstuen, og man har måske også den regel at Internettet kun må bruges når der er andre hjemme. Hvis dine forældre pålægger dig disse begrænsninger, bør du samarbejde med dem. (Ordsprogene 1:8) Klare retningslinjer er et udtryk for at de elsker dig.

Hvis dit skolearbejde kræver at du bruger Internettet, hvorfor så ikke holde øje med hvor lang tid der går med det. Prøv i forvejen at afgøre hvor lang tid du vil bruge på det, og sæt et ur til at ringe så du bliver gjort opmærksom på det når tiden er gået. Tom giver følgende forslag: „Planlæg i forvejen hvad du vil, gør dig helt klart hvad du vil lede efter, og hold dig til det — uanset hvilke andre interessante ting der dukker op.“

Man bør også udvise forsigtighed i forbindelse med brugen af e-mail. Kristne unge bør være opmærksomme på ikke at blive optaget af at læse store mængder e-mail, især hvis meget af det måske indeholder informationer der er ligegyldige eller ukorrekte. Hvis man ikke viser selvbeherskelse i forbindelse med at sende og modtage e-mail, kan man spilde værdifuld tid som man burde bruge på lektier og åndelige gøremål.

Kong Salomon sagde: „Der er ingen ende på de mange bøger der frembringes, og hengiver man sig meget til dem, udmattes kødet.“ (Prædikeren 12:12) Disse ord kan også passe på Internettet. Bliv ikke så opslugt af at finde oplysninger og data at du forsømmer at læse i Bibelen eller at deltage i den kristne tjeneste. (Mattæus 24:14; Johannes 17:3; Efeserne 5:15, 16) Du må også huske at selv om det kan være på sin plads at kommunikere via computeren, så findes der ingen erstatning for at tale med sine medkristne ansigt til ansigt. Hvis du har et reelt behov for at bruge Internettet, så træf en fast beslutning om at bruge det klogt. Undgå at besøge farlige Web-steder, og brug ikke for meget tid på Nettet. „Vogt dit hjerte“, og bliv aldrig slave af Internettet. — Ordsprogene 4:23.

[Fodnoter]

^ par. 4 Se artikelserien „Er Internet noget for dig?“ i Vågn op! for 22. juli 1997.

^ par. 9 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 11 Adressen på et Web-sted er den række bogstaver som man bruger for at få adgang til det. Nogle adresser indeholder ord som antyder hvad der findes det pågældende sted.

^ par. 12 Hjemmesiden er som en elektronisk forside. Den forklarer noget om hvad stedet har at tilbyde, hvem der har lavet den, og så videre.

^ par. 19 Faren kan opstå i offentlige chatrooms som er blevet oprettet af velmenende kristne med det formål at drøfte åndelige emner. Uærlige mennesker og frafaldne har nogle gange taget del i drøftelserne og på en lumsk måde forsøgt at overtale andre til at godtage deres ubibelske tanker.

[Tekstcitat på side 20]

„Nogle Web-steder er chokerende og kan pludselig og uden varsel dukke op“

[Illustration på side 21]

Nogle familier placerer computeren i et fællesrum