Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

 Fra vore læsere

Vasco da Gama Jeg syntes vældig godt om artiklen „Vasco da Gamas bemærkelsesværdige rejse“. (22. marts 1999) Den var meget oplysende. I skrev at han havde tre små skibe med på rejsen, men der var faktisk fire. I skrev også at Vasco da Gama kom tilbage til Lissabon den 8. september 1499. Han ankom faktisk i slutningen af august.

P. N., Kenya

Det er rigtigt at Da Gama påbegyndte rejsen med fire skibe. Men den del af rejsen der er beskrevet i indledningen, fandt sted efter at det fjerde skib var blevet ødelagt. Angående datoen for hans hjemkomst til Lissabon peger de fleste kilder på at han kom først i september. Bogen „Portugal and the Discoveries“ oplyser interessant nok: „Vasco da Gama, der kom omkring den 29. august, blev modtaget af kongen ved en højtidelig ceremoni den 8. september.“ Dette kan være forklaringen på den tilsyneladende afvigelse. — RED.

Krydsogtværs Jeg skriver angående krydsogtværserne i Vågn op! som jeg er så glad for. De hjælper mig til at holde hjernen aktiv, og det har man brug for når man er 78. Når vi læser i Bibelen, kan vores hukommelse i regelen ikke rumme så detaljerede oplysninger som krydsogtværsen er lagt an på. Derfor tager jeg mig tid til at slå alle skriftstederne op. Tak fordi I laver disse opgaver.

J. W., USA

Comenius Jeg underviser voksne i læsning. Jeres udmærkede artikel „Comenius — grundlæggeren af den nyere pædagogik“ (8. maj 1999) hjalp mig til at forstå hvorfor visse mennesker har indlæringsvanskeligheder. Oplysningerne i rammen med titlen „Nogle af Johann Comenius’ undervisningsprincipper“ er meget nyttige.

N. A. F., Brasilien

Tak for en oplysende artikel. Jeg lærte mere om Comenius ved at læse fire sider i Vågn op! end jeg havde lært i ti forelæsningstimer som studerende på universitetet.

H. P., Tyskland

Bibelen på indianersprog Da jeg læste „Indianere og Bibelen“ (8. maj 1999) og så jeres henvisning til John Eliots bibel udarbejdet til massachusett-stammen, blev jeg særlig interesseret. Min mand og jeg så et eksemplar af den under et besøg på Huntingtons bibliotek i San Marino i Californien. Den lå slået op på Salmernes Bog, og man kunne læse Jehovas navn flere steder. Det var en stor oplevelse for os at se Guds navn i en bibel fra det 17. århundrede.

B. J., USA

Børnearbejde Tak for artikelserien „Børnearbejde vil snart høre op“. (22. maj 1999) Lige da jeg så forsiden, var min første tanke at de artikler ikke har noget med mit land at gøre. Men jeg blev helt opslugt af at læse den. Jeg blev rent ud sagt forfærdet. Jeg købte for nylig en håndsyet teddybjørn for en brøkdel af den pris den ville have kostet hvis den var lavet her i Japan. Det er hjerteskærende at tænke på at det der medvirker til den lave pris, er den ubarmhjertige måde man behandler små børn på.

S. O., Japan

Vægt Jeg er ti år gammel. Tak for artiklen „Unge spørger: Hvad kan jeg gøre for ikke at fokusere så meget på min vægt?“ (22. maj 1999) Jeg har altid syntes at jeg vejede for meget. Men artiklen hjalp mig til at forstå at udseendet ikke er det vigtigste. De menneskelige egenskaber er vigtigere.

M. S., Rusland