Ifølge Markus 11:1-33

11  Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania+ ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple afsted+  og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen derovre. Så snart I kommer derind, vil I se et føl der står bundet, og som ingen endnu har siddet på. Løs det og kom med det.  Og hvis nogen siger til jer: ‘Hvorfor gør I det?’, så sig: ‘Herren skal bruge det, og han vil straks sende det tilbage hertil.’”  Så gik de, og de fandt føllet bundet ved en dør i en sidegade, og de løste det.+  Men nogle af dem der stod der, sagde til dem: “Hvad laver I? Løser I føllet?”  De svarede præcis som Jesus havde sagt de skulle, og så lod de dem gå.  Og de kom med føllet+ til Jesus og lagde deres yderklæder på det, og han satte sig op på det.+  Der var også mange som bredte deres yderklæder ud på vejen,+ men andre skar grønne grene af på markerne.+  Og de der gik foran, og de der fulgte bagefter, blev ved med at råbe: “Frels ham, beder vi!+ Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!+ 10  Velsignet er vores far Davids kommende rige!+ Frels ham, beder vi, du som er i det højeste!”* 11  Han red ind i Jerusalem og gik ind i templet og så rundt på alt det der var der, men det var allerede blevet sent, så han gik ud til Betania sammen med de tolv.+ 12  Næste dag, da de var på vej ud af Betania, blev han sulten.+ 13  På afstand fik han øje på et figentræ som havde blade, og han gik hen for at se om han kunne finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid. 14  Så han sagde til det: “Ingen skal spise frugt fra dig mere.”+ Og det hørte hans disciple. 15  Så kom de til Jerusalem. Der gik han ind i templet og begyndte at jage dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke,+ 16  og han lod ikke nogen bære noget som helst redskab gennem templet. 17  Han underviste dem og sagde: “Står der ikke skrevet: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationer’?+ Men I har gjort det til et tilholdssted for røvere.”+ 18  Og de øverste præster og de skriftlærde hørte det, og de gav sig til at undersøge hvordan de kunne dræbe ham.+ De var nemlig bange for ham fordi hans undervisning gjorde et stærkt indtryk på hele folkemængden.+ 19  Sidst på dagen gik de ud af byen. 20  Da de tidligt næste morgen kom forbi figentræet, så de at det allerede var visnet fra roden af.+ 21  Peter kom i tanke om hvad der var sket, og sagde til Jesus: “Rabbi, se! Figentræet som du forbandede, er visnet.”+ 22  Jesus sagde til dem: “Tro på Gud. 23  Det siger jeg jer: Den som siger til dette bjerg: ‘Løft dig op og kast dig i havet’, og som ikke tvivler i sit hjerte men tror på at det han siger, vil ske, for ham vil det ske.+ 24  Derfor siger jeg til jer: Alt det I beder om i jeres bønner – tro på at I har fået det, så vil I få det.+ 25  Og når I står og beder, så tilgiv andre det I har imod dem, så jeres Far i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.”+ 26  —— 27  De kom igen til Jerusalem. Og mens han gik rundt i templet, kom de øverste præster og de skriftlærde og de ældste, 28  og de spurgte ham: “Hvilken ret har du til at gøre det her? Eller hvem har givet dig lov til at gøre det her?”+ 29  Jesus svarede dem: “Jeg vil spørge jer om en ting. Hvis I svarer mig, vil jeg fortælle jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør. 30  Var Johannes’ dåb+ fra Gud* eller fra mennesker? Svar mig.”+ 31  Så begyndte de at diskutere indbyrdes: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’,* vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’ 32  Men tør vi svare: ‘Fra mennesker’?” De var bange for folket, for alle mente at Johannes virkelig havde været en profet.+ 33  De svarede derfor Jesus: “Vi ved det ikke.” Jesus sagde til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.”

Fodnoter

Eller “de højeste regioner”.
Bogst.: “himlen”.
Bogst.: “himlen”.

Studienoter

Betania: En landsby der lå på Oliebjergets østsydøstlige skråning omkring 3 km fra Jerusalem. (Joh 11:18, fdn.) Martha, Maria og Lazarus boede i denne landsby, og det ser ud til at Jesus brugte deres hjem som base mens han var i Judæa. (Joh 11:1) På dette sted ligger der i dag en lille landsby med et arabisk navn der betyder “Lazarusbyen”.

Da: De begivenheder der omtales i Mr 11:1-11, finder sted i løbet af dagen den 9. nisan. – Se Tillæg A7 og B12.

Betfage: Navnet på denne landsby der lå på Oliebjerget, kommer af hebraisk og betyder sandsynligvis “de tidlige figners hus”. Man mener at den lå mellem Jerusalem og Betania på Oliebjergets sydøstlige skråning, nær toppen, omkring 1 km fra Jerusalem. – Mt 21:1; Lu 19:29; se Tillæg A7, Kort 6.

Betania: Se studienote til Mt 21:17.

et æsel der står bundet og har et føl hos sig: Det er kun i Matthæus’ beretning at vi hører om både æslet og dets føl. (Mr 11:2-7; Lu 19:30-35; Joh 12:14, 15) Det var kun føllet Jesus red på, så det kan være grunden til at Markus, Lukas og Johannes kun nævner ét dyr. – Se studienote til Mt 21:5.

et ungt æsel, ja, et lastdyrs føl: Selvom der bliver omtalt to dyr i Mt 21:2, 7, siger profetien i Zak 9:9 at kongen kun rider på ét dyr. – Se studienote til Mt 21:2.

et føl: Dvs. et æselføl. Beretningerne i Markus-, Lukas- (19:35) og Johannesevangeliet (12:14, 15) nævner kun ét dyr, nemlig føllet, i forbindelse med denne hændelse. I Matthæus’ beretning (21:2-7) tilføjes den detalje at det voksne æsel også var til stede. – Se studienoter til Mt 21:2, 5.

Frels ham, beder vi: Bogst.: “Hosianna”. Et græsk ord der kommer af et hebraisk udtryk som betyder “giv frelse, beder vi”. Her bruges det som en bøn til Gud om at give frelse eller sejr. Det kan også gengives: “Giv dog frelse til.” Det blev efterhånden brugt både i bøn og som udtryk for lovprisning. Det hebraiske ord findes i Sl 118:25, som var en del af de hallel-salmer der plejede at blive sunget under påskehøjtiden. Derfor faldt det naturligt at bruge ordene ved den lejlighed der beskrives her. En måde hvorpå Gud besvarede denne bøn om at frelse Davids Søn, var ved at han oprejste ham fra døden. I Mr 12:10, 11 citerer Jesus selv fra Sl 118:22, 23 og anvender ordene på Messias.

Jehovas: I dette citat fra Sl 118:25, 26 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

vores far Davids kommende rige: De ældste og mest pålidelige håndskrifter støtter læsemåden i hovedteksten, men i nogle få gamle håndskrifter står der: “Vores far Davids rige der kommer i Herrens navn.” En lignende gengivelse ses i nogle bibeloversættelser. Nogle hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J7, 8, 10-12, 14, 16, 17 i Tillæg C anvender her tetragrammet eller en forkortelse for det og skriver: “Vores far Davids rige der kommer i Jehovas navn.”

Næste dag: Dvs. den 10. nisan. – Se Tillæg A7 og B12.

fandt han ikke andet end blade: Selvom det var usædvanligt for et figentræ at bære frugt på den tid af året, havde figentræet blade – normalt et tegn på at det bar tidlige figner. Eftersom der ikke var andet end blade på træet, vidste Jesus at det ikke ville komme til at bære nogen frugt, og at dets udseende var et bedrag. Derfor forbandede han det som ufrugtbart, med det resultat at det visnede. – Mr 11:19-21.

templet: Henviser sandsynligvis til den del af templet der var kendt som Hedningernes Forgård. – Se Tillæg B11.

jage dem ud der solgte: Den 10. nisan, 33 e.v.t., renser Jesus templet for anden gang. Det bliver beskrevet i Matthæusevangeliet (21:12-17), Markusevangeliet (11:15-18) og Lukasevangeliet. Den første renselse fandt sted i forbindelse med påsken år 30 e.v.t., og den er beskrevet i Joh 2:13-17.

pengevekslernes: Der var mange forskellige slags mønter i omløb, men det var åbenbart kun med en bestemt møntfod at man kunne betale den årlige tempelskat eller købe offerdyr. Derfor skulle jøder der rejste til Jerusalem, veksle deres valuta til penge der blev godtaget i templet. Jesus betragtede tydeligvis pengevekslernes gebyrer som urimeligt høje og mente at det de gjorde, mindede om afpresning.

templet: Se studienote til Mt 21:12.

jage dem ud der solgte og købte: Se studienote til Lu 19:45.

pengevekslernes: Se studienote til Mt 21:12.

bære noget som helst redskab gennem templet: Nogle brugte åbenbart templets forgård til at skyde genvej når de skulle transportere personlige ejendele eller handelsvarer. Jesus tillod ikke at de gjorde det, for det trak det ophøjede og hellige ved Guds hus ned på et lavere plan. Det er kun i Markus’ beretning der siges dette om Jesus.

tilholdssted for røvere: Eller “en røverhule”. Jesus hentyder her til ordene i Jer 7:11. Han kaldte sikkert de handlende og pengevekslerne for “røvere” fordi de opnåede uærlig profit ved at sælge offerdyr og tage urimeligt høje gebyrer for at veksle valuta. Jesus var også vred over at Jehovas bedehus, eller tilbedelsessted, var blevet gjort til et center for handel, noget der ikke hørte hjemme der.

et bedehus for alle nationer: Af de tre evangelieskribenter der citerer Esa 56:7, er det kun Markus der medtager ordene “for alle nationer [alle folkeslagene]”. (Mt 21:13; Lu 19:46) Det var hensigten at templet i Jerusalem skulle være et sted hvor både israelitter og gudfrygtige mennesker fra andre nationer kunne komme og tilbede Jehova og bede til ham. (1Kg 8:41-43) Det var helt på sin plads at Jesus fordømte de jøder der drev handel i templet og derved gjorde det til et tilholdssted for røvere. Det de gjorde, afskrækkede folk fra alle nationer fra at nærme sig Jehova i hans bedehus og forhindrede dem i at lære ham at kende.

tilholdssted for røvere: Se studienote til Mt 21:13.

Sidst på dagen: Dvs. sidst på dagen den 10. nisan. Jesus og hans disciple gik ud af byen Jerusalem og vendte tilbage til Betania, der lå på Oliebjergets østlige skråning. Jesus overnattede sandsynligvis hos sine venner Lazarus, Maria og Martha. – Se Tillæg A7 og B12.

tidligt næste morgen: Dvs. den 11. nisan. Jesus og hans disciple er på vej tilbage til Jerusalem. Det er den sidste dag af Jesus’ tjeneste før han fejrer påsken, indstifter højtiden til minde om sin død og derefter kommer for retten og bliver henrettet. – Se Tillæg A7 og B12.

Det siger jeg jer: Eller “Jeg skal sige jer en sandhed”. På græsk bruges her en translitteration af det hebraiske amen, der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. Jesus brugte ofte dette udtryk som indledning til en udtalelse, et løfte eller en profeti, og han understregede på den måde at det der fulgte efter, var sandt og pålideligt. Jesus’ brug af dette udtryk siges at være unik i religiøs litteratur. Når udtrykket gentages (amen amen), som det er tilfældet generelt i Johannes’ evangelium, oversættes Jesus’ udtalelse med: “Jeg siger jer som sandt er”. – Se studienote til Joh 1:51.

Det siger jeg jer: Se studienote til Mt 5:18.

står og beder: Blandt hebræerne og mange af de andre folkeslag der nævnes i Bibelen, havde man ikke nogen bestemt stilling man indtog under bøn. Alle de stillinger man indtog, var yderst respektfulde. Det var almindeligt at man stod op og bad.

Nogle gamle håndskrifter har her følgende ordlyd: “Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far som er i himlene, heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Disse ord findes ikke i de ældste og mest pålidelige håndskrifter og er tydeligvis ikke en del af den oprindelige tekst i Markusevangeliet. Et lignende udsagn findes dog i Mt 6:15 som en del af de inspirerede skrifter. – Se Tillæg A3.

øverste præster: Det græske udtryk bliver oversat med “ypperstepræst” når det står i ental og henviser til den øverste præst der repræsenterede folket over for Gud. Her henviser flertalsformen til de førende mænd blandt præsterne, deriblandt tidligere ypperstepræster og muligvis overhovederne for de 24 præstelige delinger.

skriftlærde: Oprindeligt henviste ordet til afskrivere af Skrifterne, men på Jesus’ tid henviste det til de lovkyndige som underviste andre i Loven.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mr 11:27; 14:43, 53; 15:1; se studienote til Mt 16:21 og Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

øverste præster: Se studienote til Mt 2:4.

skriftlærde: Se studienote til Mt 2:4.

ældste: Se studienote til Mr 8:31.

Medieindhold

Betfage, Oliebjerget og Jerusalem
Betfage, Oliebjerget og Jerusalem

Denne korte film følger en vej der går fra Ø mod Jerusalem, fra den nutidige landsby et-Tur – der menes at være den samme som den bibelske Betfage – til et af de højere punkter på Oliebjerget. Betania ligger Ø for Betfage på Oliebjergets østlige skråning. Når Jesus og hans disciple var i Jerusalem, plejede de at tilbringe natten i Betania. I dag ligger der en lille landsby ved navn el-Azariyeh (El Eizariya), et arabisk navn der betyder “Lazarusbyen”. Jesus overnattede højst tænkeligt hjemme hos Martha, Maria og Lazarus. (Mt 21:17; Mr 11:11; Lu 21:37; Joh 11:1) Når Jesus rejste fra deres hjem til Jerusalem, kan han have fulgt en rute der svarer til den der er vist på filmen. Den 9. nisan år 33, da Jesus på et æselføl red over Oliebjerget til Jerusalem, kan han meget vel være kommet fra Betfage, idet han fulgte vejen til Jerusalem.

1. Vej fra Betania til Betfage

2. Betfage

3. Oliebjerget

4. Kedrondalen

5. Tempelbjerget

Føl eller ungt æsel
Føl eller ungt æsel

Æslet er et hovdyr af hestefamilien, og det er mindre end hesten, har kortere manke og længere ører og en hale som kun har en dusk lange hår i spidsen. Selvom æslet siges at være dumt og stædigt, anses dyret faktisk for at være mere intelligent end hesten, og det er sædvanligvis en tålmodig skabning. Både mænd og kvinder, også fremtrædende israelitter, red på æsler. (Jos 15:18; Dom 5:10; 10:3, 4; 12:14; 1Sa 25:42) Salomon, Davids søn, red til det sted han skulle salves, på sin fars muldyrhoppe, en krydsning mellem en æselhingst og en hestehoppe. (1Kg 1:33-40) Det var derfor meget passende at Jesus, den større Salomon, opfyldte profetien i Zak 9:9 ved at ride på et ungt æsel, og ikke en hest.