Ifølge Lukas 7:1-50

7  Efter at han havde sagt hvad han ville sige til de mange mennesker, gik han ind i Kapernaum.  Nu var der i byen en officer der havde en tjener han var meget glad for, og tjeneren var alvorligt syg og lå for døden.+  Da han hørte om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste hen for at bede ham om at komme og gøre hans tjener rask.  De fandt Jesus og sagde indtrængende: “Han fortjener at du gør dette for ham,  for han elsker vores folk, og det er ham der har bygget vores synagoge.”  Så gik Jesus med dem. Men inden han nåede frem til huset, havde officeren allerede sendt nogle venner afsted for at sige til ham: “Herre, du skal ikke ulejlige dig, for jeg er ikke god nok til at du går ind under mit tag.+  Jeg mente heller ikke at jeg var god nok til selv at komme til dig. Men sig blot et ord, og lad min tjener blive helbredt.  For jeg er selv under kommando og har soldater under mig, og hvis jeg siger ‘Gå!’ til en af dem, så går han, og ‘Kom!’ til en anden, så kommer han, og ‘Gør det og det!’ til min tjener, så gør han det.”  Da Jesus hørte ham sige det, blev han forbavset, og han vendte sig om mod de mange mennesker der fulgte ham, og sagde: “Ikke engang blandt Israels folk har jeg fundet så stor en tro!”+ 10  Og udsendingene vendte tilbage til huset og så at tjeneren var blevet rask.+ 11  Kort efter tog han til en by der hedder Nain, og hans disciple og mange andre var med ham. 12  Da han nærmede sig byens port, blev en død mand båret ud. Mandens mor var enke, og han var hendes eneste søn.+ Og mange fra byen var sammen med hende. 13  Da Herren så hende, fik han dyb medfølelse med hende+ og sagde: “Græd ikke længere.”+ 14  Han gik hen og rørte ved ligbåren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger til dig: Rejs dig op!”*+ 15  Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og Jesus overlod ham til hans mor.+ 16  De blev alle fyldt med ærefrygt, og de begyndte at lovprise Gud og sige: “En stor profet er fremstået iblandt os”+ og: “Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.”+ 17  Og nyheden om det han havde gjort, blev spredt i hele Judæa og omegn. 18  Nu fortalte Johannes’ disciple ham alle disse ting.+ 19  Johannes tilkaldte så to af sine disciple og sendte dem til Herren for at spørge: “Er du den der kommer,+ eller skal vi vente en anden?” 20  Da mændene kom til ham, sagde de: “Johannes Døber har sendt os for at spørge dig: ‘Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?’” 21  På det tidspunkt helbredte han mange mennesker for sygdomme+ og alvorlige lidelser, og han uddrev onde ånder og fik mange blinde til at se. 22  Som svar sagde han derfor til dem: “Gå hen og fortæl Johannes hvad I har set og hørt: Blinde ser,+ halte går omkring, spedalske bliver helbredt, døve hører,+ døde bliver oprejst, og fattige får den gode nyhed fortalt.+ 23  Lykkelig er den der ikke tager anstød* på grund af mig.”+ 24  Da de disciple Johannes havde sendt, var gået, begyndte Jesus at tale til de mange mennesker om Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der bevæger sig i vinden?+ 25  Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske klædt i fint* tøj?+ Jamen, dem der går i fornemt tøj og lever i luksus, finder man jo i kongelige paladser. 26  Hvad gik I så ud for at se? En profet? Ja, og jeg siger jer, meget mere end en profet.+ 27  Det er om ham der står skrevet: ‘Se, jeg sender mit sendebud foran dig,* og han vil bane vejen for dig.’+ 28  Jeg siger jer, blandt dem der er født af kvinder, er der ingen større end Johannes, men en af de mindre i Guds rige er større end ham.”+ 29  (Alle der hørte det, også skatteopkræverne, erkendte* at Gud er retfærdig, for de var blevet døbt af Johannes.+ 30  Men farisæerne og de lovkyndige forkastede den vejledning Gud havde givet dem,*+ for de var ikke blevet døbt af Johannes). 31  “Hvad skal jeg sammenligne mennesker i denne generation med, og hvem ligner de?+ 32  De er som børn der sidder på torvet og råber til hinanden: ‘Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke. Vi sang sørgesange, men I græd ikke.’ 33  Og her er Johannes Døber kommet, som hverken spiser brød eller drikker vin,+ men I siger: ‘Han er dæmonbesat.’ 34  Nu er Menneskesønnen kommet, og han både spiser og drikker, men I siger: ‘Se! En ædedolk og drukkenbolt der er ven med skatteopkrævere og syndere!’+ 35  Dog, visdommen ses tydeligt af resultaterne.”+ 36  En af farisæerne blev ved med at bede ham om at komme og spise sammen med sig. Så han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet.+ 37  Og en kvinde som i byen var kendt for at være en synder, fik at vide at han spiste* hos farisæeren, og hun kom med en alabasterkrukke med parfumeret olie.+ 38  Hun lagde sig på knæ ved hans fødder, græd og begyndte at gøre hans fødder våde med sine tårer, og hun tørrede dem med sit hår. Hun kyssede også ømt hans fødder og hældte den parfumerede olie ud over dem. 39  Da farisæeren der havde indbudt ham, så det, sagde han til sig selv: “Hvis denne mand virkelig var profet, ville han vide hvad det er for en kvinde der rører ved ham, at hun er en synder.”+ 40  Men Jesus sagde til ham: “Simon, jeg har noget jeg gerne vil sige til dig.” “Hvad er det, Lærer?” spurgte han. 41  “Der var to mænd som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte ham 500 denarer, og den anden 50. 42  Men de havde ikke noget at betale ham tilbage med, så han eftergav dem uden videre deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?” 43  Simon svarede: “Jeg går ud fra at det er ham der fik eftergivet mest.” “Det har du ret i,” sagde han til ham. 44  Så vendte han sig om mod kvinden og sagde til Simon: “Ser du denne kvinde? Da jeg gik ind i dit hus, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men denne kvinde har gjort mine fødder våde+ med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45  Du gav mig ikke noget velkomstkys, men lige siden jeg kom, har denne kvinde ømt kysset mine fødder. 46  Du hældte ikke olie ud over mit hoved, men denne kvinde har hældt parfumeret olie ud over mine fødder. 47  Derfor siger jeg til dig at selvom hun har begået mange* synder, er de tilgivet,+ for hun har vist stor kærlighed.+ Men den der kun har fået lidt tilgivet, viser kun lidt kærlighed.” 48  Så sagde han til hende: “Dine synder er tilgivet.”+ 49  De der lå til bords sammen med ham, begyndte at sige til hinanden: “Hvem er denne mand der endda tilgiver synder?”+ 50  Men han sagde til kvinden: “Din tro har frelst dig.+ Gå med fred.”

Fodnoter

Eller “Vågn op!”
Bogst.: “snubler”.
Bogst.: “blødt”.
Bogst.: “foran dit ansigt”.
Eller “erklærede”.
Eller “ignorerede Guds vilje med dem”.
Eller “lå til bords”.
Eller “store”.

Studienoter

Kapernaum: Kommer af et hebraisk navn der betyder “Nahums landsby” eller “trøstens landsby”. (Na 1:1, fdn.) En by der spillede en betydelig rolle under Jesus’ jordiske tjeneste. Den lå ved Galilæasøens nordvestlige bred og omtales som hans “egen by” i Mt 9:1.

Kapernaum: Se studienote til Mt 4:13.

en officer: Eller “en centurion”. En centurion havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær.

sendte han nogle af jødernes ældste: I parallelberetningen i Mt 8:5 får vi at vide at det var “en officer” der kom hen til Jesus. De jødiske ældste var åbenbart mellemmænd der var sendt på officerens vegne. Det er kun Lukas der har denne detalje med i sin beretning.

Kort efter: I enkelte gamle håndskrifter står der “Den næste dag”, men der er større belæg for gengivelsen i hovedteksten ifølge andre håndskrifter.

Nain: En galilæisk by omkring 35 km SV for Kapernaum, som åbenbart var den by Jesus var på vej fra. (Lu 7:1-10) Nain, der kun omtales her i De Kristne Græske Skrifter, identificeres med den nuværende landsby Nein der ligger på den nordvestlige side af Morehøjen, omkring 10 km SSØ for Nazaret. I dag er landsbyen ret lille, men ruinerne i området viser at den tidligere har været større. Nains smukke omgivelser med udsigt over Jizreelsletten dannede ramme om den første af tre nedskrevne opstandelser som Jesus udførte – de andre var i Kapernaum og i Betania. (Lu 8:49-56; Joh 11:1-44) Omkring 900 år tidligere, i den nærliggende by Shunem, oprejste profeten Elisa en shunemkvindes søn. – 2Kg 4:8-37.

en enestefødt søn: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. I Bibelen anvendes begrebet til at beskrive sønners og døtres forhold til deres forældre. (Se studienoter til Lu 7:12; 8:42; 9:38). I apostlen Johannes’ skrifter bliver dette udtryk udelukkende anvendt om Jesus (Joh 3:16, 18; 1Jo 4:9), men aldrig i forbindelse med Jesus’ fødsel eller hans liv som menneske. Derimod anvender Johannes udtrykket til at beskrive Jesus i hans førmenneskelige tilværelse som Logos, eller Ordet, den der ‘i begyndelsen var hos Gud’, endda “før verden blev til”. (Joh 1:1, 2; 17:5, 24) Jesus er den “enestefødte Søn” fordi han er Jehovas Førstefødte og den eneste som er blevet skabt direkte af Gud. Selvom andre åndeskabninger også kaldes “den sande Guds sønner” eller “Guds sønner” (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7), blev alle disse sønner skabt af Jehova gennem den førstefødte Søn (Kol 1:15, 16). Udtrykket monogenes refererer altså både til at Jesus er “den eneste af sin art eller slags; unik; uden sidestykke”, og til at han er den eneste Søn der er frembragt direkte af Gud selv. – 1Jo 5:18; se studienote til He 11:17.

enestefødte Søn: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. I apostlen Johannes’ skrifter bliver dette udtryk kun anvendt om Jesus. (Joh 1:14; 3:18; 1Jo 4:9; se studienote til Joh 1:14). De andre åndeskabninger der er frembragt af Gud, bliver også kaldt sønner, men det er udelukkende Jesus der kaldes den “enestefødte Søn”. (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7) Som Farens eneste direkte skaberværk er Jesus, den førstefødte Søn, noget helt særligt og adskiller sig derved fra alle Guds andre sønner. De blev alle skabt eller født af Jehova ved hjælp af denne førstefødte Søn. Det græske ord monogenes anvendes på lignende måde da Paulus skriver at Isak var Abrahams “eneste søn”. (He 11:17) Selvom Abraham havde fået Ismael med Hagar og flere sønner med Ketura (1Mo 16:15; 25:1, 2; 1Kr 1:28, 32), var Isak den “eneste” i særlig forstand. Han var den eneste søn Abraham fik som følge af Guds løfte, og den eneste søn der blev født af Sara. – 1Mo 17:16-19.

byens port: Det græske ord polis (“by”) anvendes tre gange i forbindelse med Nain. Ordet betegner som regel en muromkranset by, men man ved ikke med sikkerhed om der var en mur omkring Nain. Hvis der ikke var nogen bymur, kan denne “port” blot have været en åbning mellem husene hvor en vej førte ind i Nain. Men nogle arkæologer mener at der var en mur rundt om Nain. Uanset hvordan det forholdt sig, kan Jesus og hans disciple have mødt ligtoget ved en “port” ved Nains østlige indgang, som lå i retning mod gravstederne på skråningerne SØ for det nuværende Nein.

eneste: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. Begrebet anvendes til at beskrive både sønners og døtres forhold til deres forældre. I denne sammenhæng bruges det i betydningen enebarn. Det samme græske ord bruges også om Jairus’ “eneste” datter og om en mands “eneste” søn, som Jesus helbredte. (Lu 8:41, 42; 9:38) Den græske Septuaginta bruger monogenes i sin omtale af Jeftas datter. Om hende står der skrevet: “Og hun var hans eneste barn. Ud over hende havde han hverken sønner eller døtre.” (Dom 11:34) I apostlen Johannes’ skrifter bruges monogenes fem gange om Jesus. – Læs om betydningen af ordet når det bruges om Jesus, i studienoter til Joh 1:14; 3:16.

dyb medfølelse med: Eller “inderligt ondt af”. Det græske udsagnsord splagchnizomai, som dette udtryk er oversat fra, kommer af ordet for “indvolde” (splagchna), og det viser at der er tale om en meget dyb og stærk følelse. Det er et af de stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.

to af sine disciple: I parallelberetningen i Mt 11:2, 3 står der blot at Johannes Døber sendte “sine disciple”. Lukas tilføjer detaljen om hvor mange disciple der var tale om.

spedalsk: Spedalskhed var en alvorlig hudsygdom. Når Bibelen omtaler “spedalskhed”, er der ikke kun tale om den sygdom der er kendt under dette navn i dag. Enhver der fik diagnosen spedalskhed, blev isoleret fra resten af samfundet indtil vedkommende var rask igen. – 3Mo 13:2, fdn., 45, 46; se Ordforklaring: “Spedalskhed”.

spedalske: Se studienote til Mt 8:2 og Ordforklaring: “Spedalskhed”.

døber jer: Eller “nedsænker jer”. Det græske ord baptizo betyder “at dyppe; at neddykke”. Andre bibelvers viser at dåb indebærer fuldstændig nedsænkning. Ved en lejlighed døbte Johannes et sted i Jordandalen nær Salem fordi “der var meget vand”. (Joh 3:23) Da Filip døbte den etiopiske eunuk, gik de begge “ned i vandet”. (ApG 8:38) Det samme græske ord er brugt i Septuaginta i 2Kg 5:14, hvor der siges at Naaman “dyppede sig syv gange i Jordan”.

døbe som symbol på at de havde angret: Bogst.: “angerdåb”. Dåben vaskede ikke synder bort, men de der blev døbt af Johannes, angrede deres synder mod Loven og viste at de var besluttet på at ændre adfærd. Denne angrende indstilling bidrog til at de kunne ledes til Kristus. (Ga 3:24) Johannes havde gjort et folk klar til at se den “frelse” Gud havde sørget for. – Lu 3:3-6; se studienoter til Mt 3:2, 8, 11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”; “Anger”.

døbt af Johannes: Eller “døbt med Johannes’ dåb”. Det græske ord for “dåb”, baptisma, betyder “neddypning; nedsænkning”. – Se studienoter til Mt 3:11; Mr 1:4.

hverken spiser eller drikker: Dette hentyder tydeligvis til den asketiske måde Johannes levede på, som indbefattede faste såvel som at leve i overensstemmelse med kravene til nasiræere om at afholde sig fra alkoholiske drikke. – 4Mo 6:2-4; Mt 9:14, 15; Lu 1:15; 7:33.

hverken spiser brød eller drikker vin: Se studienote til Mt 11:18.

skatteopkræverne: Mange jøder opkrævede skat for de romerske myndigheder. Folk hadede sådanne jøder, for ikke nok med at de samarbejdede med en forhadt fremmed magt, så opkrævede de også mere skat end de burde. Skatteopkrævere blev generelt undgået af andre jøder, der betragtede dem på linje med syndere og prostituerede. – Mt 11:19; 21:32.

skatteopkrævere: Se studienote til Mt 5:46.

ses tydeligt af resultaterne: Eller “er retfærdiggjort af alle sine børn”. Her er visdommen personificeret og omtales på grundsproget som om den har børn. I parallelberetningen i Mt 11:19 bliver visdommen på grundsproget omtalt som om den har gerninger. Visdommens børn, eller gerninger – dvs. resultaterne af det som Johannes Døber og Jesus gjorde – viste at det var falske anklager der var blevet rettet imod dem. Med andre ord siger Jesus: ‘Læg mærke til de retfærdige gerninger, og så vil I se at anklagerne er falske.’

gik ind i farisæerens hus: Af de fire evangelieskribenter er det kun Lukas der nævner at Jesus fik og tog imod invitationer fra farisæere til at spise sammen med dem. Andre eksempler på det findes i Lu 11:37; 14:1.

en kvinde som ... var kendt for at være en synder: Ifølge Bibelen er alle mennesker syndere. (2Kr 6:36; Ro 3:23; 5:12) Derfor bliver dette udtryk åbenbart brugt mere specifikt om dem der havde ry for at leve et syndigt liv, måske i moralsk eller kriminel henseende. (Lu 19:7, 8) Det er kun Lukas der fortæller om kvinden der var kendt for at være en synder, måske en prostitueret, der hældte olie ud over Jesus’ fødder. Det græske udtryk der er oversat med “som ... var kendt for at være”, betyder bogstaveligt “som var”, men som det bruges i denne sammenhæng, henviser det sandsynligvis til en persons kendetegn eller karaktertræk eller den gruppe vedkommende tilhører.

gæld: Henviser til synder. Når man synder mod nogen, oparbejder man en gæld til vedkommende, eller har en forpligtelse over for ham, og må derfor bede ham om tilgivelse. For at opnå Guds tilgivelse er det afgørende at en person selv har tilgivet dem der er kommet i gæld til ham, det vil sige dem der har syndet mod ham. – Mt 6:14, 15; 18:35; Lu 11:4.

eftergav ham gælden: Eller “tilgav ham gælden (lånet)”. I overført betydning kan gæld henvise til synder. – Se studienote til Mt 6:12.

der står i gæld til os: Eller “som synder imod os”. Når én synder imod en anden, kommer personen i billedlig forstand i gæld til den anden, eller bliver forpligtet over for ham, og skal derfor bede ham om tilgivelse. I bønnen Fadervor som Jesus lærte sine disciple at bede som en del af Bjergprædikenen, brugte han ordet “gæld” i stedet for synder. (Se studienote til Mt 6:12). Det græske ord for tilgiver betyder bogstaveligt “at sende bort”, dvs. at man ikke kræver at gælden skal betales tilbage.

to mænd som skyldte penge: Jøder i det første århundrede e.v.t. var godt kendt med forholdet mellem en debitor og en kreditor, og Jesus gjorde nogle gange brug af denne viden i forbindelse med sine lignelser. (Mt 18:23-35; Lu 16:1-8) Det er kun Lukas der gengiver lignelsen om de to mænd som skyldte penge, hvoraf den ene skyldte ti gange så meget som den anden. Jesus fortalte denne lignelse på grund af den indstilling som hans vært, Simon, havde til den kvinde der kom og hældte parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. (Lu 7:36-40) Jesus sammenlignede synd med en gæld der var for stor til at den kunne betales tilbage, og fremhævede princippet: “Den der kun har fået lidt tilgivet, viser kun lidt kærlighed.” – Lu 7:47; se studienoter til Mt 6:12; 18:27; Lu 11:4.

denarer: En denar var en romersk sølvmønt der vejede ca. 3,85 gram og havde et billede af kejseren på den ene side. Som Mt 20:2 viser, fik en landarbejder på Jesus’ tid almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer. – Se Ordforklaring: “Denar” og Tillæg B14.

vand til mine fødder: På Bibelens tid var det almindeligt at man rejste til fods, ligesom man gør mange steder i verden i dag. Nogle blandt det jævne folk gik barfodet, men mange havde sandaler på, som ikke bestod af meget andet end en sål og nogle læderremme. Når man gik ind i et hus, tog man sine sandaler af. Det var almindelig høflighed at man vaskede sine gæsters fødder, og det var enten værten selv eller en tjener der gjorde det. Dette krævede at der i det mindste var sat vand frem til det formål. – 1Mo 18:4; 24:32; 1Sa 25:41; Lu 7:37, 38.

Du gav mig ikke noget velkomstkys: På Bibelens tid var et kys et udtryk for hengivenhed eller respekt. At kysse kan have indbefattet at man med læberne berørte en anden persons læber (Ord 24:26), kyssede ham på kinden eller, i ganske særlige tilfælde, endda kyssede hans fødder (Lu 7:37, 38). Det var almindelig skik at ikke alene mandlige og kvindelige slægtninge kyssede hinanden (1Mo 29:11; 31:28), men også at mandlige slægtninge kyssede hinanden (1Mo 27:26, 27; 45:15; 2Mo 18:7; 2Sa 14:33). Det var desuden et tegn på hengivenhed mellem nære venner. – 1Sa 20:41, 42; 2Sa 19:39.

Medieindhold

Kongelige paladser
Kongelige paladser

Da Jesus omtalte dem der boede i “kongelige paladser” (Lu 7:25) eller “kongepaladser” (Mt 11:8), kan det have fået tilhørerne til at tænke på de mange luksuriøse pladser Herodes den Store havde bygget. På fotografiet kan man se resterne af en lille del af et vinterpalads han byggede i Jeriko. I denne bygning var der en modtagelseshal der målte 29x19 m med søjlegang og gårdspladser som havde søjlegange og var omgivet af mange værelser, og der var også et badehus med opvarmnings- og nedkølningsanlæg. Til paladset hørte en have i flere niveauer. Paladset kan have været brændt ned under et oprør der fandt sted nogle få årtier inden Johannes Døber begyndte sin tjeneste, og det blev genopbygget af Herodes’ søn, Arkelaos.

Torvet
Torvet

Et torv eller en markedsplads kunne ligge ved en vej, som den der vises her. Ofte lagde sælgerne så mange varer ud på gaden at de var i vejen for trafikken. De lokale folk kunne her købe ting til husholdningen, for eksempel friske madvarer, men også lertøj og dyre genstande af glas. Fordi man ikke havde mulighed for at opbevare maden køligt, måtte folk købe ind på torvet hver dag. Når de kom, kunne de høre nyheder fra rejsende købmænd og andre besøgende, børnene kunne lege, og de arbejdsløse kunne vente på at nogen ville hyre dem. Jesus helbredte syge, og Paulus forkyndte på et torv. (ApG 17:17) De stolte skriftlærde og farisæere elskede at man lagde mærke til dem og hilste på dem på disse offentlige steder.

Benfløjte
Benfløjte

Fløjter på Bibelens tid kunne blandt andet være lavet af sivrør, knogler eller elfenben. Fløjten var et af de mest populære musikinstrumenter og blev anvendt til glædelige begivenheder som fester og bryllupper. (1Kg 1:40; Esa 5:12; 30:29) Børn der legede på torvene, spillede også på fløjte. Der blev også spillet på fløjte ved sørgelige begivenheder. Professionelle grædekoner fulgtes ofte med fløjtespillere der spillede sørgemusik. På billedet ses et stykke af en fløjte der blev fundet i Jerusalem i et lag af murbrokker og dateres til da templet blev ødelagt af romerne. Den er ca. 15 cm lang og sandsynligvis lavet af en knogle fra forbenet på en ko.

Alabasterkrukke
Alabasterkrukke

Disse små vaseformede beholdere til parfume blev oprindeligt fremstillet af sten der fandtes nær den egyptiske by Alabastron. Selve stenarten, der bestod af kalciumkarbonat, blev kendt som alabast. Krukken som ses her, blev fundet i Egypten og dateres til et tidspunkt mellem 150 f.v.t. og 100 e.v.t. Man brugte et mindre kostbart materiale, for eksempel gips, til at lave krukker der lignede; begge typer krukker blev kaldt alabasterkrukker fordi de blev brugt til samme formål. Men krukker af ægte alabast blev brugt til de mere kostbare salver og parfumer, som for eksempel dem Jesus ved to lejligheder blev salvet med – én gang i en farisæers hus i Galilæa og en anden gang i Betania hos Simon der havde været spedalsk.