Apostlenes Gerninger 25:1-27

25  Tre dage efter at Festus+ var ankommet til provinsen og havde tiltrådt sit embede, tog han fra Cæsarea op til Jerusalem.  De øverste præster og jødernes førende mænd fremlagde så deres anklage mod Paulus for ham.+ Og de bad Festus om  at vise sin gode vilje ved at hente Paulus til Jerusalem. De planlagde nemlig at lægge et baghold mod Paulus og at dræbe ham undervejs.+  Men Festus svarede at Paulus skulle holdes forvaret i Cæsarea, og at han selv snart ville tage tilbage dertil.  “Jeres ledere kan tage med mig ned og anklage ham,” sagde han, “hvis manden virkelig har gjort noget forkert.”+  Han havde ikke opholdt sig mere end otte eller ti dage hos dem før han tog ned til Cæsarea, og dagen efter tog han plads på dommersædet og befalede at Paulus skulle føres ind.  Han kom så ind, og de jøder der var kommet ned fra Jerusalem, stillede sig omkring ham og fremførte mange alvorlige beskyldninger mod ham som de ikke kunne bevise.+  Paulus sagde til sit forsvar: “Jeg har hverken syndet mod jødernes Lov eller mod templet eller mod kejseren.”+  Festus, som gerne ville være populær hos jøderne,+ sagde til Paulus: “Er du villig til at tage op til Jerusalem og få sagen afgjort foran mig?” 10  Men Paulus sagde: “Jeg står for kejserens dommersæde, og her bør jeg dømmes. Jeg har ikke gjort jøderne noget ondt, som du nok er ved at blive klar over. 11  Hvis jeg virkelig er en forbryder og har begået noget der kræver dødsstraf,+ så lad mig dø. Men hvis der ikke er hold i disse mænds anklager, er der ikke nogen der har ret til at udlevere mig til dem bare for at vise sin gode vilje. Jeg appellerer til kejseren!”+ 12  Efter at have talt med sine rådgivere svarede Festus: “Til kejseren har du appelleret – til kejseren skal du komme.” 13  Nogle dage senere kom kong Agrippa og Berenike til Cæsarea på høflighedsvisit hos Festus. 14  De blev der i nogle dage, så Festus forelagde Paulus’ sag for kongen og sagde: “Der er en mand som Felix har efterladt her som fange,+ 15  og mens jeg var i Jerusalem, fremlagde de øverste præster og jødernes ældste deres anklage mod ham+ og bad om at få ham dømt. 16  Men jeg svarede dem at det ikke er romersk skik at vise sin gode vilje ved at udlevere en anklaget før han har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og haft mulighed for at forsvare sig mod tiltalen.+ 17  Da de kom hertil, spildte jeg ikke tiden, så dagen efter satte jeg mig på dommersædet og befalede at manden skulle føres ind. 18  Anklagerne trådte frem, men de beskyldte ham ikke for nogen af de onde ting jeg havde forestillet mig.+ 19  De havde bare nogle stridigheder med ham om deres egen religion*+ og om en mand ved navn Jesus, som var død, men som Paulus blev ved med at påstå lever.+ 20  Jeg var usikker på hvordan jeg skulle håndtere deres diskussion, så jeg spurgte om han var villig til at tage til Jerusalem og blive dømt dér.+ 21  Men da Paulus appellerede om at blive holdt i forvaring indtil Majestætens afgørelse,+ befalede jeg at han skulle holdes forvaret indtil jeg kunne sende ham til kejseren.” 22  Agrippa sagde nu til Festus: “Jeg vil gerne selv høre manden.”+ “I morgen skal du få ham at høre,” svarede han. 23  Næste dag kom Agrippa og Berenike så med pomp og pragt og gik ind i audienssalen* sammen med kommandanter og de prominente mænd fra byen, og på Festus’ befaling blev Paulus ført ind. 24  Og Festus sagde: “Kong Agrippa og alle I som er til stede sammen med os, her ser I den mand der er årsag til at alle jøder, både i Jerusalem og her, har henvendt sig til mig og råbt op om at han ikke længere skulle have lov at leve.+ 25  Men jeg forstod at han ikke havde gjort noget som kræver dødsstraf.+ Manden appellerede selv til Majestæten, så jeg besluttede at sende ham afsted. 26  Men jeg har ikke noget håndgribeligt at skrive om ham til min herre. Derfor har jeg ført ham frem for alle jer, og især for dig, kong Agrippa, så jeg efter forhøret kan have noget at skrive. 27  Jeg synes nemlig det er meningsløst at sende en fange afsted uden også at anføre hvad man beskylder ham for.”

Fodnoter

Eller “tilbedelse af guddommen”.
Eller “retssalen”.

Studienoter

provinsen: Dvs. den romerske provins Judæa, hvor Cæsarea var den by statholderen boede i. De græske ord der er gengivet med var ankommet til ... og havde tiltrådt sit embede, henviser tilsyneladende til at Festus blev indsat som statholder i provinsen.

kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

kejserens: Den romerske kejser på dette tidspunkt var Claudius, der regerede fra 41 til 54 e.v.t. – ApG 11:28; 18:2; se studienote til Mt 22:17 og Ordforklaring.

kejseren: På dette tidspunkt var Nero kejser i Romerriget. Han herskede fra 54 e.v.t. til 68 e.v.t., hvor han begik selvmord i en alder af ca. 31 år. Alle omtaler af kejseren i Apostlenes Gerninger fra kapitel 25 til 28 henviser til Nero. – Se studienoter til Mt 22:17; ApG 17:7 og Ordforklaring.

vi er romerske borgere: Paulus og åbenbart også Silas var romerske borgere. Ifølge romersk lov havde en borger altid krav på en fair rettergang, og han måtte aldrig straffes offentligt uden at være blevet dømt. Som romersk borger havde man visse rettigheder og privilegier uanset hvor i Romerriget man tog hen. En romersk borger var underlagt romersk lov og ikke de love der gjaldt i byerne i provinserne. Hvis en borger blev anklaget, kunne han lade sig retsforfølge i overensstemmelse med den lokale lov, men han bevarede stadig retten til at blive hørt af en romersk domstol. I tilfælde af dødsstraf havde han ret til at appellere til kejseren. Apostlen Paulus forkyndte flittigt i hele Romerriget, og i Bibelen er der omtalt tre lejligheder hvor han gjorde brug af sine rettigheder som romersk borger. Den første var her i Filippi, hvor han oplyste byens embedsmænd om at de havde krænket hans rettigheder ved at slå ham. – Se studienoter til ApG 22:25; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.

en romer: Dvs. en romersk borger. Det her er den anden ud af tre gange hvor Bibelen nævner at Paulus gjorde brug af sine rettigheder som romersk statsborger. De romerske myndigheder blandede sig som regel ikke i jødiske anliggender. Men de blev involveret i Paulus’ tilfælde både fordi der opstod uroligheder da han viste sig i templet, og fordi han var romersk borger. Romersk borgerret gav en person særlige privilegier som blev anerkendt og respekteret i hele det romerske rige. For eksempel var det forbudt at binde eller slå en romer der ikke var blevet dømt, eftersom en sådan behandling kun blev anset for at være på sin plads når det drejede sig om slaver. – Se studienoter til ApG 16:37; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.

Jeg appellerer til kejseren!: Dette er tredje gang Bibelen nævner at Paulus gjorde brug af sine rettigheder som romersk statsborger. (De to andre gange behandles i studienoter til ApG 16:37; 22:25). Man kunne enten appellere til kejseren efter domsafsigelsen eller på et tidligere tidspunkt under retssagen. Festus ville tilsyneladende ikke selv fælde dom i sagen, og hvis retssagen skulle foregå i Jerusalem, skulle man ikke regne med en retfærdig dom. Derfor fremlagde Paulus sin appel om at komme for den højeste retsinstans i imperiet. Det ser ud til at man i nogle tilfælde kunne afvise appellen, for eksempel hvis det drejede sig om en tyv, en sørøver eller en oprører der var blevet taget på fersk gerning. Det var sikkert derfor Festus talte med sine rådgivere før han godtog appellen. (ApG 25:12) Den efterfølgende høring under ledelse af Herodes Agrippa II, der var på besøg, blev holdt for at Festus kunne give flere oplysninger når han sendte Paulus’ sag videre til “Majestæten”, Nero. (ApG 25:12-27; 26:32; 28:19) Paulus’ appel bevirkede også at han kom til Rom, som han tidligere havde givet udtryk for at han gerne ville. (ApG 19:21) Jesus’ profetiske udtalelse til Paulus, samt den besked en engel senere gav ham, viser at Gud ledte begivenhederne. – ApG 23:11; 27:23, 24.

Agrippa: Dvs. Herodes Agrippa II. Han var oldebarn af Herodes den Store og søn af Herodes Agrippa I og hans hustru Kypros. – ApG 12:1; se Ordforklaring: “Herodes”.

Berenike: Søster til Herodes Agrippa II. De levede sammen i et incestforhold. Hun blev senere Titus’ elskerinde inden han blev romersk kejser.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

ældste: Henviser her til den jødiske nations ledere. De nævnes ofte sammen med de øverste præster og de skriftlærde. – Se studienote til Mt 16:21.

kejser: Det græske ord kaisar svarer til det latinske caesar. (Se Ordforklaring). Navnet Augustus er latin og betyder “den ophøjede”. Det romerske senat gav denne ærestitel til Gajus Octavius, den første romerske hersker, i år 27 f.v.t. Han blev kendt som kejser Augustus. Da han befalede at alle indbyggere i riget skulle registreres, førte det til at Jesus blev født i Betlehem, og således blev en bibelprofeti opfyldt. – Da 11:20; Mik 5:2.

Majestætens: Eller “Augustus’”. En titel der tilhørte den romerske kejser. Det græske ord Sebastos betyder “som skal vises ærbødighed; agtet; ophøjet” og er en oversættelse af den latinske titel Augustus. I dette tilfælde tilhører titlen kejser Nero (54-68 e.v.t.), den fjerde i rækken af kejsere efter Octavian (Octavius; Octavianus), som var den første til at bære denne titel. – Se studienote til Lu 2:1.

Medieindhold

Kejser Nero
Kejser Nero

Denne guldmønt, der er fremstillet omkring 56-57 e.v.t., viser en buste af Nero, der var kejser i Romerriget fra 54 til 68 e.v.t. Nero var den kejser som Paulus appellerede til efter at være blevet uretfærdigt arresteret i Jerusalem og efterfølgende fængslet i Cæsarea fra omkring 56 til 58 e.v.t. Efter at Paulus første gang blev fængslet i Rom, omkring 59 e.v.t., blev han tilsyneladende frikendt og løsladt i omkring 61 e.v.t. Men i 64 e.v.t. blev en fjerdedel af Rom ødelagt af en brand, og nogle gav Nero skylden for ulykken. For at aflede opmærksomheden fra sig selv beskyldte Nero de kristne for ulykken og iværksatte en bølge af brutal forfølgelse fra regeringens side. Det var sandsynligvis omkring denne tid (65 e.v.t.) at Paulus blev fængslet i Rom for anden gang og derefter henrettet.