under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Kristus’ nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke kun beskrive det øjeblik hvor han kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

vores Herre Jesus Kristus’ nærværelse: Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, der bogstaveligt betyder “det at være ved siden af”. Det henviser til en periode af en vis længde og ikke til det øjeblik hvor nogen ankommer. I den her sammenhæng henviser det til Jesus’ nærværelse som konge, der begyndte da han blev indsat på tronen i Guds messianske rige ved begyndelsen af de sidste dage. – Se studienote til 1Kt 15:23; Ordforklaring: “Nærværelse”.

hvilket er et tegn i alle mine breve. Sådan skriver jeg: I afslutningen af nogle af sine breve skriver Paulus en hilsen med egen hånd. (1Kt 16:21; Kol 4:18) Her tilføjer han at det er et “tegn” på at brevet virkelig er fra ham. Tidligere havde thessalonikerne måske fået et brev som fejlagtigt blev tilskrevet Paulus, og som indikerede at “Jehovas dag allerede er her”. (2Ts 2:1, 2) ‘Tegnet’ skulle åbenbart forsikre thessalonikerne om at dette brev var fra Paulus.

Jehovas dag: Se studienote til 1Ts 5:2 og Tillæg C3 introduktion; 2Ts 2:2.

gennem en inspireret udtalelse: Eller “gennem en ånd”. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Det græske ord pneuma (der ofte bliver gengivet med “ånd”) bliver nogle gange brugt i forbindelse med former for kommunikation. I det her vers bliver det for eksempel nævnt sammen med et “mundtligt budskab” og “et brev”. Det græske ord bliver også andre steder gengivet “inspireret udtalelse”. – 1Ti 4:1; 1Jo 4:1-3, 6; Åb 16:13, 14; se også studienote til 1Kt 12:10.

et brev der ser ud til at komme fra os: Nogle i menigheden i Thessalonika insisterede på at Jesus’ nærværelse var nært forestående. Det er endda muligt at et brev som man fejlagtigt troede var fra Paulus, gav det indtryk at “Jehovas dag” allerede var kommet. Hvis det er tilfældet, forklarer det måske hvorfor Paulus gør noget ekstra ud af at understrege at det her brev er fra ham, ved at sige: “Her skriver jeg, Paulus, min hilsen med egen hånd, hvilket er et tegn i alle mine breve. Sådan skriver jeg.” – Se studienote til 2Ts 3:17.

bedømme inspirerede udtalelser: Denne formulering, der bogstaveligt betyder “bedømmelse af ånder”, henviser til en mirakuløs forståelse af inspirerede udtalelser. Denne gave indbefattede sikkert evnen til at bedømme om en inspireret udtalelse var fra Gud, eller om den stammede fra en anden kilde. Denne evne var utvivlsomt med til at beskytte menigheden mod falske profeter. (2Kt 11:3, 4; 1Jo 4:1) Den har ligeledes hjulpet apostlene og de ældste i Jerusalem til at afgøre hvilke dele af Loven der stadig skulle betragtes som “nødvendige ting” der også gjaldt kristne. (ApG 15:19, 20, 28, 29) De kristne havde også brug for vejledning så de kunne vide hvilke breve og skrifter der skulle cirkulere mellem menighederne, og hvilke der med tiden skulle indlemmes i den bibelske kanon. For eksempel indikerede apostlen Peter at nogle af Paulus’ breve udgjorde en del af de inspirerede Skrifter da han skrev at “de uvidende og svage fordrejer disse ting [dvs. Paulus’ breve], ligesom de gør med resten af Skrifterne”. (2Pe 3:16) Vi kan være sikre på at processen med at udvælge hvilke bøger der skulle være en del af Bibelens kanon, blev ledet af Guds ånd, uden tvivl gennem de brødre der havde denne gave. – 2Ti 3:16; se Ordforklaring: “Kanon”; “Ånd”.

Jehovas dag: I Bibelen bruges udtrykket “Jehovas dag” om bestemte tidspunkter hvor Jehova Gud eksekverer dom over sine fjender og ophøjer sit navn. Udtrykket stammer fra De Hebraiske Skrifter. (Nogle eksempler findes i Esa 13:6; Eze 7:19; Joe 1:15; Am 5:18; Ob 15; Sef 1:14; Zak 14:1; Mal 4:5). Profeten Joel forudsagde: “Jehovas store og ærefrygtindgydende dag kommer.” (Joe 2:31) Ifølge ApG 2:20 citerede Peter Joels ord på pinsedagen i år 33. (Se studienote til ApG 2:20). Den første opfyldelse af Joels profeti var i år 70 da Jehovas dag kom over Jerusalem. Her i 1Ts 5:2 taler Paulus om en fremtidig “dag” der svarer til den store trængsel som Jesus forudsagde i Mt 24:21. – Læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; 1Ts 5:2.

ikke før frafaldet er kommet: Nogle kristne i Thessalonika var blevet ført på vildspor med hensyn til “Jesus Kristus’ nærværelse” og “Jehovas dag”. Derfor minder Paulus dem om to ting der først skal ske: (1) Frafaldet vil komme (se studienote til frafaldet i det her vers), og (2) “det lovløse menneske” vil vise sig. (2Ts 2:1-3) Det Paulus siger om at den kristne menighed ville opleve et stort frafald, stemmer med Jesus’ lignelse om hveden og ukrudtet. (Mt 13:24-30, 36-43) Paulus advarer også andre steder om at der ville snige sig et frafald ind i menigheden, og senere kommer Peter med lignende forudsigelser. – ApG 20:29, 30; 1Ti 4:1-3; 2Ti 4:3, 4; 2Pe 2:1-3.

frafaldet: Det græske ord apostasia kommer fra et udsagnsord der bogstaveligt betyder “at fjerne sig fra”. Navneordet indeholder tanken om “at svigte, forlade, falde fra eller gøre oprør”. Det betegner altså mere end det at glide bort på grund af åndelig svaghed eller tvivl. (Se studienote til ApG 21:21). På klassisk græsk blev navneordet brugt om politisk frafald og oprør. I den her sammenhæng bruger Paulus ordet om et religiøst frafald der ville komme inden “Jehovas dag”. (2Ts 2:2) Han tænker på det bevidst at vende sig væk fra den sande tilbedelse og tjenesten for Gud. – Se Ordforklaring: “Frafald”.

det lovløse menneske: Det græske ord der er gengivet med “lovløse”, indeholder tanken om åbenlyst at vise foragt for love. I Bibelen bruges det til at beskrive foragt for Guds love. (Se studienote til Mt 24:12). I det her vers viser Paulus at “det lovløse menneske” er med i frafaldet. Der var mange menigheder der havde problemer med frafald, så det virker logisk at “det lovløse menneske” ikke henviser til en enkeltperson. ‘Mennesket’ er derimod en betegnelse for en hel gruppe af falske kristne. (Se studienote til 2Ts 2:8). Paulus forudsiger at Jehovas dag først kommer efter at den her gruppe har vist sig, dvs. efter at det var blevet tydeligt hvem gruppen består af. (Se studienote til 2Ts 2:7). I flere bibeloversættelser står der her “syndens menneske”, hvilket bygger på visse håndskrifter. Men gengivelsen “det lovløse menneske” har støtte i tidligere håndskrifter. Det stemmer også med sammenhængen, for lidt senere i passagen taler Paulus om “denne lovløshed der er en hemmelighed”, og “den lovløse”. – 2Ts 2:7, 8.

ødelæggelsens søn: Det græske udtryk der bruges her, bliver også brugt om Judas Iskariot, der forrådte Jesus, og er gengivet med “den ene der skulle gå tabt” . (Se studienote til Joh 17:12). Paulus antyder dermed at “det lovløse menneske” vil blive ødelagt og fjernet for evigt, ligesom forræderen Judas’ død er evig.

den ene der skulle gå tabt: Bogst.: “undergangens (fortabelsens) søn”. I denne sammenhæng sigter udtrykket til Judas Iskariot, der med fuldt overlæg forrådte Guds Søn og derfor blev dømt til evig udslettelse, dvs. en der ikke fortjener at blive oprejst fra de døde. Det samme udtryk bruges i 2Ts 2:3, hvor det henviser til “det lovløse menneske”. På de sprog Bibelen oprindeligt blev nedskrevet på, bruges ordet “søn(ner)” sommetider i overført betydning om nogle der følger en bestemt handlemåde eller har et bestemt kendetegn. Eksempler på sådanne udtryk er “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner”, “Rigets sønner”, “den ondes sønner” og “Djævelens søn”. (Lu 6:35; 1Ts 5:5; Mt 13:38; ApG 13:10) På lignende måde kan ordet “søn” bruges om den dom eller det udfald som en bestemt kurs eller et bestemt karaktertræk resulterer i. I 2Sa 12:5 betyder udtrykket som er oversat med “fortjener at dø”, bogstaveligt “er en dødens søn”. I Mt 23:15 bruges det bogstavelige udtryk “en søn af Gehenna” om en der fortjener evig tilintetgørelse, og det var åbenbart det Jesus mente da han brugte udtrykket “den ene der skulle gå tabt” om Judas Iskariot. – Se studienote til Mt 23:15 og Ordforklaring: “Gehenna”.

Denne lovløshed der er en hemmelighed: Det græske ord Paulus her bruger for “hemmelighed”, mysterion, indeholder tanken om noget der er skjult, og som ligger uden for almindelig forståelse. Det bliver brugt på en lignende måde i Åb 17:5, 7. (Læs mere om flere forekomster af det græske ord i studienote til Mt 13:11). I forbindelse med “det lovløse menneske” var der noget der var skjult, fordi man endnu ikke kunne identificere den gruppe der ville gå foran i frafaldet. Men hemmeligheden var allerede ved at udfolde sig fordi de frafaldne havde infiltreret menigheden og prøvede at påvirke andre til at opføre sig lovløst. – ApG 15:24; se studienote til 2Ts 2:3.

når han under sin nærværelse viser sin magt: Paulus henviser ikke til hele Kristus’ usynlige nærværelse, men til en begivenhed der vil indtræffe nær afslutningen af hans nærværelse. På det tidspunkt vil Kristus’ nærværelse blive tydelig for alle. (Lu 21:25-28; Se Ordforklaring: “Nærværelse”). Paulus’ ord viser at “det lovløse menneske”, der allerede var aktivt i det første århundrede, stadig ville være aktivt under Kristus’ nærværelse. Det indikerer at Paulus ikke taler om en enkeltperson men om en hel gruppe. (Se studienote til 2Ts 2:3). Eksekveringen af Guds dom over “det lovløse menneske”, vil ikke alene gøre det tydeligt at Kristus er nærværende som konge, men også at den store trængsel som Jesus forudsagde ville komme, er begyndt. – Mt 24:21; Se Ordforklaring: “Store trængsel, den”.

ondskaben: Bogst.: “lovløsheden”. Det græske ord indeholder tanken om at overtræde eller foragte love, at man opfører sig som om der ikke var nogen love. I Bibelen bruges det til at beskrive foragt for Guds love. – Mt 7:23; 2Kt 6:14; 2Ts 2:3-7; 1Jo 3:4.

forlade: Det græske navneord apostasia der bruges her, kommer af udsagnsordet afistemi, der bogstaveligt betyder “at stille sig borte fra”, og kan afhængigt af sammenhængen oversættes med “at trække sig tilbage fra; at holde sig fra”. (ApG 19:9; 2Ti 2:19) Navneordet indeholder tanken om at “svigte; forlade; falde fra; gøre oprør”. Det bruges to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i 2Ts 2:3. På klassisk græsk blev navneordet brugt om politisk frafald, og udsagnsordet bruges tydeligvis også i den betydning i ApG 5:37, hvor der siges at Judas fra Galilæa “fik folk til at følge sig” (apestese, en form af afistemi). Septuaginta bruger udsagnsordet i 1Mo 14:4 netop i forbindelse med et politisk oprør, og navneordet apostasia bruges i Jos 22:22; 2Kr 29:19 og Jer 2:19 som en gengivelse af de hebraiske udtryk for “oprør” og “troløshed”. I De Kristne Græske Skrifter bruges navneordet apostasia primært i forbindelse med religiøst frafald, at man forlader den sande tilbedelse og sin tjeneste for Gud og tager afstand fra det man tidligere har bekendt sig til, og fuldstændigt opgiver sin tidligere tro og sine tidligere principper.

ophøjer sig over enhver der kaldes gud, og alt hvad der bliver tilbedt: Udtrykket “alt hvad der bliver tilbedt” er en gengivelse af et græsk ord der også kan oversættes “alt hvad der bliver vist ærefrygt”. Paulus viser her at det fordærvede “lovløse menneske” vil ophøje sig selv ved at fremføre fordrejede læresætninger der er i modstrid med Guds lov. (2Ts 2:3) Udtrykket “enhver der kaldes gud” kan indbefatte magtfulde mennesker, for eksempel jordiske ledere. (Se også Joh 10:34-36). Paulus antyder her at dette indbildske “menneske” opfører sig som om hans ord har den højeste myndighed.

Han sætter sig i Guds tempel: Det ser ud til at Paulus fokuserer på den hykleriske måde “det lovløse menneske” opfører sig på. (2Ts 2:3) Han kan ikke i bogstavelig forstand sætte sig i Guds tempel (eller “guddommelige bolig”), men det er egentlig det han påstår at gøre. “Guds” kan bogstaveligt gengives “Gudens”. Det at Paulus på græsk bruger den bestemte artikel, viser at dette “menneske” løgnagtigt hævder at repræsentere den sande Gud.

Kan I ikke huske …?: Paulus besøgte menigheden i Thessalonika omkring år 50 e.v.t. Kort efter, måske omkring år 51, skriver han det her brev mens han er i Korinth. (ApG 18:11) Her siger han til de kristne at de skal huske at de advarsler han skriver om nu, minder om dem han gav da han var hos dem.

den der holder den tilbage: Bogst.: “den der lige nu holder den nede”. Paulus gentager her det græske ord for “holder … tilbage”, som han også brugte i det foregående vers, men her tilføjer han et tidselement. Han henviser sikkert til at apostlene ville holde frafaldet tilbage. (Se studienote til 2Ts 2:6). Flere årtier senere, omkring år 98 e.v.t., skrev apostlen Johannes at det nu var “den sidste time” af apostlenes tid, og at frafaldet spredte sig. (1Jo 2:18) Det sidste der holdt frafaldet tilbage, var “af vejen” da Johannes døde omkring år 100.

hvad det er der holder ham tilbage: Det ser ud til at Paulus her taler om de trofaste apostle, der som gruppe betragtet ville holde frafaldet tilbage. Det Paulus her og andre steder siger, viser at han virkelig kæmpede for at holde frafaldet tilbage. (Se også ApG 20:29, 30; 1Ti 4:1-3; 2Ti 2:16, 17; 4:2, 4). Apostlen Peter kæmpede også mod den giftige indflydelse. (2Pe 2:1-3) Flere årtier senere kæmpede den aldrende apostel Johannes stadig mod frafald, men han advarede om at det allerede havde spredt sig i menighederne. (1Jo 2:18; 2Jo 7) Paulus antyder her at “det lovløse menneske” ville vise sig når det der holdt det tilbage, var borte. – 2Ts 2:3; se studienote til 2Ts 2:7.

Denne lovløshed der er en hemmelighed: Det græske ord Paulus her bruger for “hemmelighed”, mysterion, indeholder tanken om noget der er skjult, og som ligger uden for almindelig forståelse. Det bliver brugt på en lignende måde i Åb 17:5, 7. (Læs mere om flere forekomster af det græske ord i studienote til Mt 13:11). I forbindelse med “det lovløse menneske” var der noget der var skjult, fordi man endnu ikke kunne identificere den gruppe der ville gå foran i frafaldet. Men hemmeligheden var allerede ved at udfolde sig fordi de frafaldne havde infiltreret menigheden og prøvede at påvirke andre til at opføre sig lovløst. – ApG 15:24; se studienote til 2Ts 2:3.

den der holder den tilbage: Bogst.: “den der lige nu holder den nede”. Paulus gentager her det græske ord for “holder … tilbage”, som han også brugte i det foregående vers, men her tilføjer han et tidselement. Han henviser sikkert til at apostlene ville holde frafaldet tilbage. (Se studienote til 2Ts 2:6). Flere årtier senere, omkring år 98 e.v.t., skrev apostlen Johannes at det nu var “den sidste time” af apostlenes tid, og at frafaldet spredte sig. (1Jo 2:18) Det sidste der holdt frafaldet tilbage, var “af vejen” da Johannes døde omkring år 100.

hvad det er der holder ham tilbage: Det ser ud til at Paulus her taler om de trofaste apostle, der som gruppe betragtet ville holde frafaldet tilbage. Det Paulus her og andre steder siger, viser at han virkelig kæmpede for at holde frafaldet tilbage. (Se også ApG 20:29, 30; 1Ti 4:1-3; 2Ti 2:16, 17; 4:2, 4). Apostlen Peter kæmpede også mod den giftige indflydelse. (2Pe 2:1-3) Flere årtier senere kæmpede den aldrende apostel Johannes stadig mod frafald, men han advarede om at det allerede havde spredt sig i menighederne. (1Jo 2:18; 2Jo 7) Paulus antyder her at “det lovløse menneske” ville vise sig når det der holdt det tilbage, var borte. – 2Ts 2:3; se studienote til 2Ts 2:7.

det lovløse menneske: Det græske ord der er gengivet med “lovløse”, indeholder tanken om åbenlyst at vise foragt for love. I Bibelen bruges det til at beskrive foragt for Guds love. (Se studienote til Mt 24:12). I det her vers viser Paulus at “det lovløse menneske” er med i frafaldet. Der var mange menigheder der havde problemer med frafald, så det virker logisk at “det lovløse menneske” ikke henviser til en enkeltperson. ‘Mennesket’ er derimod en betegnelse for en hel gruppe af falske kristne. (Se studienote til 2Ts 2:8). Paulus forudsiger at Jehovas dag først kommer efter at den her gruppe har vist sig, dvs. efter at det var blevet tydeligt hvem gruppen består af. (Se studienote til 2Ts 2:7). I flere bibeloversættelser står der her “syndens menneske”, hvilket bygger på visse håndskrifter. Men gengivelsen “det lovløse menneske” har støtte i tidligere håndskrifter. Det stemmer også med sammenhængen, for lidt senere i passagen taler Paulus om “denne lovløshed der er en hemmelighed”, og “den lovløse”. – 2Ts 2:7, 8.

hellige hemmeligheder: I Ny Verden-Oversættelsen er det græske ord mysterion 25 gange gengivet med “hellig hemmelighed”. Her står det i flertal, og det henviser til nogle sider af Guds hensigt som ikke bliver kendt før Gud ønsker det. Når det er Guds vilje at gøre det, afslører han disse hemmeligheder helt, men kun for dem han vælger at give forståelse af hemmelighederne. (Kol 1:25, 26) Når Gud har løftet sløret for sine hellige hemmeligheder, skal de til gengæld gøres kendt i det størst mulige omfang. Dette fremgår af at Bibelen i forbindelse med Guds “hellige hemmelighed” bruger udtryk som “forkynde”, ‘gøre kendt’, ‘åbenbare’ og “åbenbaring”. (1Kt 2:1; Ef 1:9; 3:3; Kol 1:25, 26; 4:3) “Guds hellige hemmelighed” havde primært som formål at udpege Jesus Kristus som den der var det lovede “afkom”, eller Messias. (Kol 2:2; 1Mo 3:15) Men den hellige hemmelighed har mange andre facetter, for eksempel hvilken rolle Jesus har i Guds hensigt. (Kol 4:3) Som Jesus viste ved denne lejlighed, er de “hellige hemmeligheder” forbundet med himlenes rige, eller ‘Guds rige’, den regering i himlen hvor Jesus vil herske som Konge. (Mr 4:11; Lu 8:10; se studienote til Mt 3:2). De Kristne Græske Skrifter bruger ikke ordet mysterion på samme måde som man gjorde i de gamle mysteriereligioner. Disse religioner, der ofte var baseret på de frugtbarhedskulter der var udbredte i det første århundrede e.v.t., lovede de tilbedende at de ville få udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne når de gennemgik nogle bestemte, hemmelighedsfulde ritualer. Disse hemmeligheder var tydeligvis ikke baseret på sandhed. Den der blev indviet i mysteriereligionerne, måtte aflægge ed på at holde hemmelighederne skjult så de kunne blive bevaret som et mysterium. I modsætning til dette skulle de hellige hemmeligheder i kristendommen forkyndes vidt og bredt. Nogle få steder bruges udtrykket i forbindelse med falsk tilbedelse, og her kunne det også gengives med “mysterium”. – Om de tre steder hvor mysterion bruges om falsk tilbedelse: Se studienoter til 2Ts 2:7; Åb 17:5, 7.

Ordet: Eller “Logos”. Græsk: ho logos. Her brugt som en titel, og den forekommer også i Joh 1:14 og Åb 19:13. Johannes identificerer den der bærer titlen, nemlig Jesus. Denne titel bruges om Jesus i hans førmenneskelige tilværelse på det åndelige plan, under hans tjeneste på jorden som et fuldkomment menneske og efter at han igen var blevet ophøjet til himlen. Jesus var Guds talsmand, den Gud kommunikerede igennem, eller brugte til at overbringe oplysninger og instruktioner til sine andre åndesønner og til mennesker. Så det virker logisk at antage at Gud, før Jesus kom til jorden, ved mange lejligheder benyttede Ordet som sit himmelske talerør når han kommunikerede med mennesker. – 1Mo 16:7-11; 22:11; 31:11; 2Mo 3:2-5; Dom 2:1-4; 6:11, 12; 13:3.

den lovløse: Paulus henviser her til “det lovløse menneske” som han nævner i 2Ts 2:3. – Se studienote.

med sin munds ånd: Jesus er “Guds Ord” og Jehovas primære talsmand. (Åb 19:13; se studienote til Joh 1:1). Med den myndighed Jesus har fået af Jehova som konge i det messianske rige, vil han afsige Guds dom over alle Guds fjender, deriblandt “den lovløse”. – Se også Esa 11:3, 4; Åb 19:14-16, 21.

når han under sin nærværelse viser sin magt: Paulus henviser ikke til hele Kristus’ usynlige nærværelse, men til en begivenhed der vil indtræffe nær afslutningen af hans nærværelse. På det tidspunkt vil Kristus’ nærværelse blive tydelig for alle. (Lu 21:25-28; Se Ordforklaring: “Nærværelse”). Paulus’ ord viser at “det lovløse menneske”, der allerede var aktivt i det første århundrede, stadig ville være aktivt under Kristus’ nærværelse. Det indikerer at Paulus ikke taler om en enkeltperson men om en hel gruppe. (Se studienote til 2Ts 2:3). Eksekveringen af Guds dom over “det lovløse menneske”, vil ikke alene gøre det tydeligt at Kristus er nærværende som konge, men også at den store trængsel som Jesus forudsagde ville komme, er begyndt. – Mt 24:21; Se Ordforklaring: “Store trængsel, den”.

det lovløse menneske: Det græske ord der er gengivet med “lovløse”, indeholder tanken om åbenlyst at vise foragt for love. I Bibelen bruges det til at beskrive foragt for Guds love. (Se studienote til Mt 24:12). I det her vers viser Paulus at “det lovløse menneske” er med i frafaldet. Der var mange menigheder der havde problemer med frafald, så det virker logisk at “det lovløse menneske” ikke henviser til en enkeltperson. ‘Mennesket’ er derimod en betegnelse for en hel gruppe af falske kristne. (Se studienote til 2Ts 2:8). Paulus forudsiger at Jehovas dag først kommer efter at den her gruppe har vist sig, dvs. efter at det var blevet tydeligt hvem gruppen består af. (Se studienote til 2Ts 2:7). I flere bibeloversættelser står der her “syndens menneske”, hvilket bygger på visse håndskrifter. Men gengivelsen “det lovløse menneske” har støtte i tidligere håndskrifter. Det stemmer også med sammenhængen, for lidt senere i passagen taler Paulus om “denne lovløshed der er en hemmelighed”, og “den lovløse”. – 2Ts 2:7, 8.

det lovløse menneske: Det græske ord der er gengivet med “lovløse”, indeholder tanken om åbenlyst at vise foragt for love. I Bibelen bruges det til at beskrive foragt for Guds love. (Se studienote til Mt 24:12). I det her vers viser Paulus at “det lovløse menneske” er med i frafaldet. Der var mange menigheder der havde problemer med frafald, så det virker logisk at “det lovløse menneske” ikke henviser til en enkeltperson. ‘Mennesket’ er derimod en betegnelse for en hel gruppe af falske kristne. (Se studienote til 2Ts 2:8). Paulus forudsiger at Jehovas dag først kommer efter at den her gruppe har vist sig, dvs. efter at det var blevet tydeligt hvem gruppen består af. (Se studienote til 2Ts 2:7). I flere bibeloversættelser står der her “syndens menneske”, hvilket bygger på visse håndskrifter. Men gengivelsen “det lovløse menneske” har støtte i tidligere håndskrifter. Det stemmer også med sammenhængen, for lidt senere i passagen taler Paulus om “denne lovløshed der er en hemmelighed”, og “den lovløse”. – 2Ts 2:7, 8.

det er Satan der står bag: Her bliver der brugt et græsk ord der mere bogstaveligt kan gengives “aktivitet; virke”. Et opslagsværk siger at udtrykket i De Kristne Græske Skrifter “kun bruges om overmenneskelig kraft, hvor enten Gud eller Djævelen er kilden”. Paulus siger altså at Satan bruger sin overmenneskelige kraft til at sætte “det lovløse menneske” i stand til at gøre det det gør. (2Ts 2:3) Desuden er “Satan” et hebraisk ord der betyder “modstander”, og “det lovløse menneske” er modstander af Jehova og modarbejder hans folk og sandheden fra hans ord. – Se studienote til Mt 4:10.

den lovløses tilstedeværelse: Den græske tekst kan bogstaveligt gengives “hans nærværelse”. De foregående vers taler om “den lovløse”, så sammenhængen viser at det ikke er Kristus’ nærværelse der her tales om, men “den lovløses tilstedeværelse”.

undere: Eller “varsler”. Kristus’ sande apostle var i stand til at udføre mirakler, tegn og undere fordi de fik kraft fra Guds hellige ånd. (ApG 2:43; 5:12; 15:12; 2Kt 12:12) Men når “det lovløse menneske” gør lignende gerninger, er det faktisk et tegn på at det får sin kraft fra Satan. (2Ts 2:3) Sådanne undere, eller varsler, er løgnagtige, for enten er de et bedrag, eller også vildleder de folk til at drage forkerte konklusioner. (2Ts 2:10, 11) De leder folk væk fra Jehova, livets kilde, og vejen til evigt liv. – Se også Mt 7:22, 23; 2Kt 11:3, 12-15; se studienote til ApG 2:19.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

Satan: Fra det hebraiske ord satan, der betyder “modstander”.

bedrage: Eller “forføre; friste”. Det græske udtryk der er gengivet med “bedrage”, blev nogle gange brugt som synonym til fysiske, selviske ønsker, og det indikerer at sådan et bedrag ikke nødvendigvis betød at man blev ført bag lyset, men at man blev fristet af umoralske eller materialistiske ønsker. – Se studienote til Kol 2:8.

tomt bedrag: Eller “den tomme forførelse”. Det græske ord der bruges her, er også gengivet med “bedragende magt” (Mt 13:22), “magt til at bedrage” (He 3:13) og “falske lære” (2Pe 2:13).

elsket af Jehova: Paulus forsikrer her sine trosfæller i Thessalonika om at han er taknemmelig mod Gud for dem, og at Jehova elsker dem. Han bruger et lignende udtryk i 1Ts 1:4, hvor han siger at hans åndelige brødre er “elsket af Gud”. Udtrykkene henviser måske til lignende formuleringer i De Hebraiske Skrifter der handler om Jehovas kærlighed til sit folk. – 5Mo 7:7, 8; 33:12; læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; 2Ts 2:13.

de ting: Eller “overleveringerne”. Det græske ord paradosis, der her er gengivet med “de ting”, betegner noget der er givet videre, såsom informationer, instruktioner eller måder at gøre ting på, noget som nogle har fået at vide de skal følge. I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet nogle gange om gavnlige overleveringer eller traditioner, dvs. overleveringer der var en retmæssig og acceptabel del af den sande tilbedelse. (2Ts 2:15; 3:6) For eksempel kunne de instruktioner apostlen Paulus fik i forbindelse med fejringen af Herrens aftensmåltid, passende videregives til de kristne menigheder som en overlevering de kristne kunne godtage. (1Kt 11:23) Det samme græske udtryk blev ofte brugt om overleveringer der var fejlagtige, eller som blev betragtet eller fulgt på en måde der var skadelig, og derfor ikke var acceptable. – Mt 15:2, 3; Mr 7:3, 5, 13; Kol 2:8.

det I er blevet undervist i: Bogst.: “de overleveringer I er blevet undervist i”. Paulus henviser her til overleveringer der var en retmæssig og acceptabel del af den sande tilbedelse. – Se studienote til 1Kt 11:2.

evig trøst: Det græske ord der her er gengivet med “trøst” (paraklesis), betyder bogstaveligt “det at kalde til sin side”. (Se studienote til 2Kt 1:3). Guds trøst er “evig”, dvs. den har ingen ende. – Se studienote til 2Ts 2:17.

trøste jeres hjerter: I den her anmodning bruger Paulus det græske udsagnsord parakaleo, gengivet “trøste”, der bogstaveligt betyder “at kalde til sin side”. (Se studienote til Ro 12:8). Paulus beder “Gud … der elskede os”, om at trøste thessalonikerne, og dermed viser han at den grundlæggende sandhed at Jehova elsker sine tjenere, kan trøste deres hjerter. (2Ts 2:16; Ro 8:32, 38, 39; Ef 1:7; 2:4, 5) Den tanke må have været særligt opmuntrende for de kristne i Thessalonika, der var udsat for forfølgelse. – 2Ts 1:4.

den Gud som giver al trøst: Det græske navneord paraklesis, der her er gengivet med “trøst”, betyder bogstaveligt “det at kalde til sin side”. Det indeholder tanken om at stå ved siden af en person der gennemgår en prøvelse eller er nedtrykt, og hjælpe og opmuntre ham. (Se studienote til Ro 12:8). Fordi Paulus her lægger vægt på trøsten fra Gud, mener nogle at han kan have haft ordene i Esa 40:1 i tanke, hvor profeten skrev: “‘Trøst mit folk, giv det trøst,’ siger jeres Gud.” (Se også Esa 51:12). Det beslægtede græske udtryk parakletos i Joh 14:26, der er gengivet med “hjælperen”, henviser til Jehovas hellige ånd. Gud bruger sin stærke aktive kraft til at trøste og hjælpe i situationer der ser helt håbløse ud fra et menneskeligt synspunkt. – ApG 9:31; Ef 3:16.

trøste jeres hjerter: I den her anmodning bruger Paulus det græske udsagnsord parakaleo, gengivet “trøste”, der bogstaveligt betyder “at kalde til sin side”. (Se studienote til Ro 12:8). Paulus beder “Gud … der elskede os”, om at trøste thessalonikerne, og dermed viser han at den grundlæggende sandhed at Jehova elsker sine tjenere, kan trøste deres hjerter. (2Ts 2:16; Ro 8:32, 38, 39; Ef 1:7; 2:4, 5) Den tanke må have været særligt opmuntrende for de kristne i Thessalonika, der var udsat for forfølgelse. – 2Ts 1:4.

opmuntring: Eller “tilskyndelse”. Det græske udsagnsord parakaleo betyder bogstaveligt “at kalde til sin side”. Det kan betyde flere ting, deriblandt “opmuntre” (ApG 11:23; 14:22; 15:32; 1Ts 5:11; He 10:25); “trøste” (2Kt 1:4; 2:7; 7:6; 2Ts 2:17); og i nogle sammenhænge “tilskynde; bede indtrængende” (ApG 2:40; Ro 15:30; 1Kt 1:10; Flp 4:2; 1Ts 5:14; 2Ti 4:2; Tit 1:9, fdn.). Den tætte forbindelse der er mellem tilskyndelse, trøst og opmuntring, viser at en kristen aldrig skal tilskynde nogen på en hård eller ukærlig måde.