Anden Mosebog 5:1-23

5  Derefter gik Moses og Aron ind til Farao og sagde: “Sådan siger Jehova, Israels Gud: ‘Send mit folk bort så det kan holde en højtid for mig i ørkenen.’”  Men Farao sagde: “Hvem er Jehova?+ Hvorfor skulle jeg adlyde ham og sende Israel bort?+ Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og jeg vil heller ikke sende Israel bort.”+  Men de sagde: “Hebræernes Gud har henvendt sig til os. Vi vil gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe ofre til Jehova vores Gud;+ ellers vil han straffe os med sygdomme eller med sværdet.”  Egyptens konge sagde til dem: “Moses og Aron, hvorfor får I folket til at holde op med at arbejde? Gå tilbage til jeres arbejde!”*+  Og Farao fortsatte: “Se hvor mange folk der er i landet, og I vil have at de skal holde fri fra deres arbejde!”  Samme dag befalede Farao arbejdslederne og formændene:  “I må ikke længere give folket halm til at lave teglsten af.+ Lad dem selv samle halm.  Men I skal kræve at de laver det samme antal teglsten som før. I må ikke gøre deres kvote mindre, for de er dovne. Det er derfor de råber: ‘Vi vil rejse, vi vil bringe ofre til vores Gud!’  Få dem til at arbejde hårdere, og sørg for at de har nok at lave, så de ikke lytter til løgne.” 10  Så gik arbejdslederne+ og formændene ud og sagde til folket: “Sådan har Farao sagt: ‘Jeg giver jer ikke mere halm. 11  Gå selv ud og hent halm hvor I nu kan finde det, men der vil ikke blive skåret det mindste ned på jeres kvote.’” 12  Så spredte folket sig over hele Egypten for at samle halmstubbe til at bruge som strå. 13  Arbejdslederne blev ved med at presse på: “I skal alle gøre jeres arbejde hver dag, ligesom da I fik leveret halmen.” 14  Og israelitternes formænd, som Faraos arbejdsledere havde sat over dem, blev pryglet.+ Man spurgte dem: “Hvorfor har I ikke nået den kvote teglsten I plejer? I nåede den hverken i går eller i dag.” 15  Så gik israelitternes formænd ind og beklagede sig til Farao: “Hvorfor behandler du dine tjenere på den måde? 16  Dine tjenere får ingen halm, og alligevel siger man til os: ‘Lav teglsten!’ Dine tjenere bliver pryglet, men det er dit folk der har skylden.” 17  Men han sagde: “I er dovne, I er dovne!+ Det er derfor I siger: ‘Vi vil rejse; vi vil bringe ofre til Jehova.’+ 18  Gå tilbage til jeres arbejde! I får ikke noget halm, men I skal stadig fremstille den samme kvote teglsten.” 19  Israelitternes formænd forstod at de var i en slem knibe på grund af befalingen: “I må ikke skære det mindste ned på den daglige kvote teglsten.” 20  Da de kom ud fra Farao, traf de Moses og Aron, som stod og ventede på dem. 21  Straks sagde de til dem: “Må Jehova se på jer og dømme jer, for I har fået Farao og hans tjenere til at hade os,* og I har lagt et sværd i hånden på dem så de kan dræbe os.”+ 22  Moses vendte sig til Jehova og sagde: “Jehova, hvorfor har du ramt dette folk så hårdt? Hvorfor har du sendt mig? 23  Lige siden jeg gik ind til Farao for at tale i dit navn,+ har han jo behandlet dette folk værre,+ og du har bestemt ikke befriet dit folk.”+

Fodnoter

Eller “byrder”.
Eller “gjort lugten af os til en stank for Farao og hans tjenere”.

Studienoter

Medieindhold