Zakarias 2:1-13
2 Derpå løftede jeg mine øjne og så, og se, der var en mand* med en målesnor+ i hånden.
2 Jeg sagde da: „Hvor skal du hen?“
Og han sagde til mig: „Hen for at måle Jerusalem for at se hvor bred den er og hvor lang den er.“+
3 Og se, engelen som talte med mig trådte frem, og en anden engel trådte frem for at møde ham.
4 Så sagde han til ham: „Løb over og tal til den unge mand derovre og sig: ’„Jerusalem skal bebos+ som åbent land på grund af de mange mennesker og dyr i den.+
5 Og jeg vil være en ildmur for den hele vejen rundt,“+ lyder Jehovas udsagn, „og jeg vil være* til herlighed midt i den.“’“+
6 „Hej! Hej! Ja, flygt fra Nordens land,“+ lyder Jehovas udsagn.
„For jeg har spredt jer som for himmelens fire vinde,“*+ lyder Jehovas udsagn.
7 „Hej, Zion!+ Bring dig i sikkerhed, du som bor hos Babylons* datter!+
8 For således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Bag efter herligheden+ har han sendt mig til de nationer der tog bytte fra jer;+ for den der rører jer,+ rører min øjesten.*+
9 For se, jeg svinger hånden mod dem,+ og de skal blive til bytte for deres trælle.’+ Og I skal vide at det er Hærstyrkers Jehova der har sendt mig.+
10 Råb af glæde og fryd dig, Zions datter,+ for se, jeg kommer+ og bor i din midte,“+ lyder Jehovas udsagn.
11 „Og mange nationer vil på den dag slutte sig til Jehova,+ og de skal blive mit folk;+ og jeg vil bo i din* midte.“ Og du skal vide at det er Hærstyrkers Jehova der har sendt mig til dig.+
12 Og Jehova vil tage Juda i eje som sin andel på den hellige jord,+ og han vil igen udvælge Jerusalem.+
13 Vær stille, alt kød, for Jehovas ansigt,+ for han har rejst sig+ fra sin hellige bolig.+
Fodnoter
^ „en mand“. Hebr.: ’īsj.
^ „vinde“. Hebr.: ruchōthʹ, plur.; gr.: tōn . . . aneʹmōn; lat.: venʹtos. Se 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
^ „Babylons“, LXXVg; MTSy: „Babels“.
^ „min øjesten“ (ordr.: „mit øjeæble“) var den oprindelige læsemåde. Soferim ændrede ordlyden til „hans øjesten (øjeæble)“. Se Till. 2B.
^ „din“, fem., henvendt til „Zions datter“.
