Zakarias 11:1-17
11 „Luk dine døre op, Libanon,+ så ilden kan fortære blandt dine cedre.+
2 Hyl, enebærtræ, for cederen er faldet, for selv de majestætiske er blevet hærget!+ Hyl, Baʹsans vældige træer, for den uigennemtrængelige* skov er styrtet!+
3 Hør! Hyrderne hyler,+ for deres majestætiske pragt er blevet hærget.+ Hør! De unge løver med manke brøler, for Jordans stolte [krat]* er blevet hærget.+
4 Således har Jehova min Gud* sagt: ’Vogt slagtefårene,+
5 hvis købere slagter+ dem uden at regnes for skyldige;+ og de som sælger+ dem siger: „Jehova være velsignet, for jeg bliver rig.“+ Og deres hyrder har ikke medlidenhed med dem.’+
6 ’For jeg vil ikke mere have medlidenhed med landets indbyggere,’+ lyder Jehovas udsagn. ’Men se, jeg overlader det ene menneske* i det andets vold+ og i dets konges vold;+ og de skal knuse landet, og jeg vil ikke udfri nogen af deres hånd.’“+
7 Så vogtede jeg slagtefårene+ for jeres skyld, I hjordens nødstedte.*+ Og jeg tog mig to stave;+ den ene kaldte jeg Liflighed,+ og den anden kaldte jeg Bånd.*+ Derpå vogtede jeg fårene.
8 Så skaffede jeg tre hyrder af vejen i løbet af én månemåned,+ for min sjæl tabte tålmodigheden med dem,+ og deres sjæl blev også led ved mig.
9 Og jeg sagde: „Jeg vil ikke vogte jer.*+ Lad den der er ved at dø, dø. Og lad den der er ved at løbe bort, løbe bort.+ Og lad dem der er tilbage, æde hinandens kød.“+
10 Derpå tog jeg min stav Liflighed+ og brækkede den over+ for at bryde min pagt, som jeg havde sluttet med alle folkene.+
11 Den blev brudt samme dag, og hjordens nødstedte*+ som gav agt på mig,+ vidste således at det var Jehovas ord.
12 Derpå sagde jeg til dem:* „Hvis I finder det for godt,+ så giv [mig] min løn; og hvis ikke, så lad være.“ Så udbetalte* de min løn: tredive sølvstykker.+
13 Jehova sagde derpå til mig: „Kast den ind i skatkammeret*+ — den majestætiske sum som jeg er vurderet til af dem.“+ Jeg tog derfor de tredive sølvstykker og kastede dem ind i skatkammeret ved Jehovas hus.+
14 Derpå brækkede jeg min anden stav, Bånd,+ over for at bryde broderskabet+ mellem Juda og Israel.+
15 Og Jehova sagde videre til mig: „Tag dig denne gang en dåragtig hyrdes redskaber.+
16 For se, jeg lader en hyrde fremstå i landet;+ dem der løber bort,* vil han ikke være opmærksom på;+ de unge vil han ikke lede efter, og de kvæstede vil han ikke helbrede.+ Dem der holder sig oprejst,* vil han ikke sørge for føde til, men han vil æde de fedes kød+ og rive deres* klove af.+
17 Ve den uduelige hyrde+ som forlader fårene!+ Der er et sværd mod hans arm og mod hans højre øje. Hans arm skal visselig tørre ind,+ og hans højre øje skal visselig blive svagt.“
Fodnoter
^ El.: „befæstede“, „utilgængelige“. Mmargen: „forbudte“.
^ „stolte [krat]“. El.: „høje [træer]“. Ordr.: „stolthed“.
^ „Jehova min Gud“, M(hebr.: Jehwahʹ ’Ælohajʹ)TSyVg; gr.: kyʹrios pantokraʹtōr, „Jehova den Almægtige“.
^ El.: „jordiske menneske“. Hebr.: ha’adhamʹ.
^ If. M; ved en ændret placering og vokalisation: „for dem der handler med hjorden (med fårene)“.
^ El.: „Forening (Forbund)“. Hebr.: Chovelīmʹ, plur.; om det der binder noget sammen.
^ „jer“, mask.
^ „dem“, mask.
^ Ordr.: „afvejede“.
^ „ind i skatkammeret“, ved en tekstrettelse; M: „hen til støberen (metalsmelteren)“, el. „hen til pottemageren“; LXX: „ind i smelteovnen“; Vg: „hen til billedstøberen“.
^ „deres“, fem.
^ „De syge“, ved en tekstrettelse; ved en anden tekstrettelse: „De sultne“.
^ „dem der løber bort“, fem., sigter til får, forstået billedligt.
