Salme 137:1-9

137  Ved Babylons* floder*+ — dér satte vi os.+Og vi græd når vi mindedes Zion.+   På poplerne+ i dets* midtehængte vi vore lyrer.+   For dér bad de os, de som holdt os fangne, om sange;+ja, de der spottede* os [bad] om fryd:+„Syng en af Zions sange for os.“+   Hvordan kan vi synge Jehovas sang+på fremmed jord?*+   Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,+så lad min højre blive glemsom.   Lad min tunge klæbe til ganen,+hvis jeg ikke husker dig,+hvis jeg ikke sætter Jerusalem højereend min største fryd.+   Husk,+ Jehova, Jerusalems dag+ [til ugunst] for Eʹdoms sønner,+som sagde: „Gør nøgen! Gør nøgen til grundvolden i den!“+   Babylons datter, du som skal hærges,+lykkelig er den der gengælder dig+den behandling som du har givet os.+   Lykkelig er den der griber og knuserdine børn mod klippen.+

Fodnoter

„Babylons“, LXXVg; MTSy: „Babels“.
El.: „store flod“, dvs. Eufrat, hvis plur. opfattes som majestætsflertal.
El.: „hendes“, fem.; viser tilbage til Babylon.
„spottede“. Betydningen af det hebr. ord er usikker.
Ordr.: „på et fremmed steds (et udlands) jord“.