EN MAND skriver: „Som barn i England lærte jeg at man ikke skulle vise andre sine følelser. Jeg kan huske at min fader, der var forhenværende militærmand, med sammenbidte tænder sagde til mig: ’Du vover ikke at græde!’ når jeg var ked af et eller andet. Jeg kan ikke huske at min moder nogen sinde har givet nogen af os fire børn et kys eller et knus. Jeg var 56 år da jeg så min fader dø. Jeg følte at jeg havde lidt et overvældende tab. Men til at begynde med var jeg alligevel ikke i stand til at græde.“

I nogle kulturer lader folk frit deres følelser komme til udtryk. Man kan tydeligt se på dem om de er glade eller kede af det. Men i andre dele af verden, især i Nordeuropa og Storbritannien, er folk, og især mænd, blevet opdraget til at skjule eller undertrykke deres følelser, bide tænderne sammen og ikke bære deres følelser til skue. Men er det forkert at give udtryk for sin sorg når man har mistet en man holder af? Hvad siger Bibelen?

Bibelen blev skrevet af hebræere fra den østlige del af Middelhavsområdet, og det var folk der ikke lagde skjul på deres følelser. Den indeholder mange beretninger om nogle der åbent gav udtryk for deres sorg. Kong David græd over tabet af sin myrdede søn Amnon. Der siges at han „brød ud i heftig gråd“. (2 Samuel 13:28-39) Han sørgede endda da han mistede sin forræderiske søn Absalom, der havde forsøgt at tilrane sig tronen. Den bibelske beretning lyder: „Da blev [David] rystet og gik op i tagkammeret over porten og græd; og således sagde han idet han gik: ’Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!’“ (2 Samuel 18:33) David sørgede ligesom enhver anden normal fader ville have gjort. Og hvor ofte har forældre ikke ønsket at det var dem der var døde i stedet for deres barn! Det forekommer så unaturligt at et barn dør før sine forældre.

Hvordan reagerede Jesus på sin ven Lazarus’ død? Han græd da han nærmede sig Lazarus’ grav. (Johannes 11:30-38) Senere græd Maria Magdalene da hun stod ved Jesu grav. (Johannes 20:11-16) Det er sandt at kristne der kender Bibelens opstandelseshåb ikke er utrøstelige, sådan som  nogle der ikke har en klar bibelsk forståelse af de dødes tilstand. Men ligesom andre mennesker med normale følelser, sørger kristne når de mister en de holder af, også selv om de kender håbet om opstandelsen. — 1 Thessaloniker 4:13, 14.

Men hvordan med vore følelsesmæssige reaktioner i dag? Har du svært ved at vise dine følelser eller synes du at det ville være pinligt? Hvad anbefaler rådgivere? Deres råd afspejler faktisk i mange tilfælde Bibelens inspirerede visdom. De anbefaler at man lader sorgen komme til udtryk og ikke undertrykker den. Det minder os om at Bibelen beskriver hvordan trofaste mænd fra fortiden, som for eksempel Job, David og Jeremias, gav udtryk for deres sorg. De indestængte afgjort ikke deres følelser. Det er derfor ikke klogt at holde sig for sig selv. (Ordsprogene 18:1) Det er selvfølgelig forskelligt fra kultur til kultur hvordan man  sørger, hvilket også har noget at gøre med de fremherskende religiøse forestillinger det pågældende sted. a

Hvad skal man gøre hvis man har lyst til at græde? Det at græde er en del af den menneskelige natur. Husk at Jesus ved Lazarus’ død ’stønnede i ånden og gav tårerne frit løb’. (Johannes 11:33, 35) Derved viste han at det er en normal reaktion at græde over tabet af en man holder af.

Dette bekræftes af en kvinde der hedder Anne. Hun mistede sin lille pige, Rachel, som følge af vuggedød. Hendes mand fortæller: „Utroligt nok græd hverken Anne eller jeg ved begravelsen. Alle græd, undtagen os.“ Anne tilføjer: „Det er sandt, men jeg har siden grædt rigeligt for os begge. Jeg tror at det egentlig først gik op for mig nogle få uger efter tragedien, en dag da jeg var alene hjemme. Jeg græd hele dagen. Men jeg tror at det hjalp mig. Jeg fik det bedre. Det var nødvendigt for mig at få afløb for sorgen over mit barn. Jeg tror bestemt at man bør lade sørgende mennesker græde. For andre er det ganske vist en naturlig reaktion at sige: ’Græd ikke!’ Men det er et dårligt råd.“

Hvordan har nogle reageret på et dødsfald? Tag for eksempel Juanita. Hun ved hvordan det føles at miste et barn, eftersom hun har aborteret fem gange. Nu var hun gravid igen, så det er forståeligt at hun var bekymret da hun kom ud for et biluheld og blev indlagt. To uger senere gik fødselen i gang — før tiden. Kort efter blev lille Vanessa født — hun vejede knap to pund. „Jeg var så glad,“ husker Juanita. „Endelig var jeg blevet moder!“

Men hendes lykke blev kortvarig. Fire dage senere døde Vanessa. Juanita fortæller: „Jeg følte mig utrolig tom. Jeg var ikke længere moder. Jeg følte mig ufuldstændig. Det var pinefuldt at  komme hjem til det værelse vi havde sat i stand til Vanessa og at se de små undertrøjer jeg havde købt til hende. I de følgende måneder genoplevede jeg den dag hvor Vanessa blev født. Jeg ville ikke have noget at gøre med nogen som helst.“

Var Juanitas reaktion ekstrem? Det er måske svært for andre at forstå, men de der har gennemgået det samme som Juanita, siger at de sørgede lige så meget over deres spædbarn som de ville have gjort over et barn der havde levet længere. Forældrene begynder at elske et barn lang tid før det bliver født, forklarer de. Der knyttes et særligt bånd mellem moder og barn. Når barnet dør, føler moderen at det er en person hun kender og elsker der går bort. Og det må andre forstå.

En anden moder har fortalt om sine følelser da hun fik at vide at hendes seksårige søn pludselig var død af en medfødt hjertefejl. „Jeg gennemgik en hel række reaktioner — chok, benægtelse, selvbebrejdelse, og vrede mod min mand og lægen fordi de ikke havde indset hvor alvorlig hans tilstand var.“

Som her nævnt kan et af symptomerne på sorg være vrede. Man bliver måske vred på læger og sygeplejersker, og synes at de burde have gjort mere for at passe og pleje den nu afdøde. Eller man bliver vred på venner og slægtninge der tilsyneladende altid siger og gør det forkerte. Nogle bliver vrede på den afdøde fordi de mener at han eller hun ikke passede godt nok på sit helbred. Stella fortæller: „Jeg kan huske at jeg var vred på min mand fordi jeg vidste at det kunne have været anderledes. Han havde ganske vist været meget syg, men han havde ignoreret lægernes advarsler.“ Det sker også at man bliver vred på den afdøde på grund af de byrder som hans eller hendes død pålægger den efterladte.

Hos nogle fremkalder vreden skyldfølelse — de bebrejder sig selv at de er vrede. Andre mener at dødsfaldet er deres skyld. De siger til sig selv: „Han ville ikke være død hvis bare jeg havde fået ham til at gå til læge noget før“ eller „til at søge en anden læge“ eller „til at passe bedre på sit helbred“.

Andre kan lide under en mere omfattende skyldfølelse, navnlig hvis vedkommende er død pludselig og uventet. De begynder måske at tænke  på de gange hvor de blev vrede på eller kom op at skændes med den nu afdøde. Eller de føler måske at de skulle have været noget mere for den afdøde.

Den lange tid det tager for mange mødre at bearbejde deres sorg, underbygger eksperternes udsagn om at et barns død skaber en permanent følelse af tab hos forældrene, især hos moderen.

Tabet af en ægtefælle medfører en anden slags traume, især hvis ægteparret har foretaget sig meget sammen. Det kan betyde afslutningen på en hel livsstil bestående af rejser, arbejde, selskabelighed og gensidig afhængighed.

Eunice forklarer hvad der skete da hendes mand pludselig døde af et hjerteslag. „I den første uge befandt jeg mig i en choktilstand. Det var som om jeg var holdt op med at fungere. Jeg kunne ikke engang smage eller lugte noget. Tankerne fortsatte i deres normale baner, men på en underlig fjern måde. Jeg havde været hos min mand da de forsøgte at genoplive ham ved hjælp af hjertemassage og medicin, så jeg benægtede ikke at han var død. Men jeg følte mig dybt frustreret, som om  jeg betragtede en bil der kørte ud over en klippe uden at jeg kunne gøre noget ved det.“

Græd hun? „Selvfølgelig græd jeg, især da jeg læste de hundreder af kondolencekort jeg modtog. Jeg græd over hvert eneste af dem. Det hjalp mig til at klare resten af dagen. Men jeg var helt færdig når jeg gang på gang blev spurgt hvordan jeg havde det. Det siger sig selv at jeg havde det elendigt.“

Hvad hjalp Eunice gennem sorgen? „Uden at gøre mig det klart traf jeg ubevidst den beslutning at jeg ville fortsætte med mit liv,“ siger hun. „Men det gør stadig ondt når jeg kommer i tanker om at min mand, som var så glad for livet, ikke er her til at nyde det sammen med mig.“

Forfatterne af bogen Leavetaking — When and How to Say Goodbye (Afsked — hvornår og hvordan man siger farvel) giver følgende råd: „Lad ikke andre diktere hvad du skal gøre eller hvordan du skal føle. Sorgprocessen er forskellig fra menneske til menneske. Andre mener måske at du sørger for meget eller ikke sørger nok, og måske giver de udtryk for deres mening. Tilgiv dem og glem det. Hvis du forsøger at presse dig selv ind i en skabelon som andre eller samfundet som et hele har skabt, hæmmer du den følelsesmæssige helbredelsesproces.“

Det er naturligvis forskelligt fra person til person hvordan man bearbejder sin sorg. Vi prøver ikke her at sige at den ene måde nødvendigvis er bedre end den anden. Men det kan være farligt hvis der opstår en slags stagnation, hvis den sørgende er ude af stand til at forsone sig med situationen. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt med hjælp fra medfølende venner. Bibelen siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ Vær derfor ikke bange for at søge hjælp, at tale med andre og græde ud. — Ordsprogene 17:17.

Når man har mistet en man holder af er det normalt at sørge, og det er ikke forkert at lade andre se at man sørger. Men der er andre spørgsmål som kræver et svar: ’Hvordan kan jeg leve med sorgen? Er det normalt at man bebrejder sig selv og bliver vred? Hvordan skal man bearbejde sådanne følelser? Hvad kan hjælpe mig til at udholde tabet og sorgen?’ De vil blive besvaret i næste afsnit.