Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 LEKTION 9

Hvordan kan vi bedst forberede os til møderne?

Hvordan kan vi bedst forberede os til møderne?

Cambodja

Ukraine

Hvis du studerer Bibelen med Jehovas Vidner, læser du sikkert stoffet igennem inden studiet. Det er en god idé at gøre det samme før et menighedsmøde, for så får du mest ud af det. Du opnår de bedste resultater ved at følge en fast plan.

Beslut dig for hvornår og hvor du vil forberede dig. Hvornår kan du bedst koncentrere dig? Er det tidligt om morgenen før du begynder på dagens arbejde, eller om aftenen efter at børnene er kommet i seng? Selvom du måske ikke kan studere i lang tid, så beslut dig for hvor meget tid du vil sætte til side til det, og prøv at holde fast i din beslutning. Find et sted hvor du kan sidde i fred og ro, og sluk alt det der kan distrahere dig, for eksempel radioen, fjernsynet og mobiltelefonen. Hvis du beder en bøn inden du studerer, vil det hjælpe dig til at skubbe dagens bekymringer til side så du kan koncentrere dig om Guds ord. – Filipperne 4:6, 7.

Markér nøgleord, og forbered kommentarer. Tag først et overblik over pensummet. Se på artiklens eller kapitlets overskrift, overvej hvordan underoverskrifterne er forbundet med temaet, og læg mærke til hvordan billeder og repetitionsspørgsmål fremhæver hovedpunkterne. Læs så hvert afsnit, og find svaret på det spørgsmål der stilles til det. Slå de bibelvers op der er henvist til, og overvej hvordan de understøtter tanken i afsnittet. (Apostlenes Gerninger 17:11) Når du har fundet svaret på spørgsmålet, kan du markere nogle få nøgleord eller udtryk i afsnittet som kan hjælpe dig til at huske svaret. Disse forslag kan være en hjælp for dig hvis du under mødet vil række hånden op og give en kort kommentar med dine egne ord.

Når du undersøger de forskellige emner der drøftes hver uge ved møderne, vil dit “skatkammer” med bibelske sandheder vokse. – Matthæus 13:51, 52.

  • Hvad kan hjælpe dig til at få forberedt dig til møderne?

  • Hvordan kan du forberede dig på at give kommentarer ved møderne?