Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 12

Hvordan kan du blive Guds ven?

Hvordan kan du blive Guds ven?

1, 2. Hvem var nogle af Jehovas venner i fortiden?

HVAD ser du efter når du skal vælge venner? Det skal selvfølgelig være nogle du kan lide. Nogle du har det godt sammen med, som har gode egenskaber og en personlighed du sætter pris på.

2 Vi mennesker har mulighed for at blive Jehova Guds venner. For eksempel blev Abraham kaldt “Jehovas ven”. (Jakob 2:23; Esajas 41:8) Jehova gav også udtryk for at han holdt af David, som han omtalte som ‘en mand efter sit hjerte’. (Apostlenes Gerninger 13:22) Og profeten Daniel var “højt elsket” af Jehova. – Daniel 9:23.

3. Hvorfor valgte Jehova Abraham, David og Daniel som sine venner?

3 Hvad var det der gjorde det muligt for Abraham, David og Daniel at blive Jehovas venner? Det fremgår af det Jehova sagde til Abraham: “Du har hørt efter mig.” (1. Mosebog 22:18) Dem Jehova vælger som venner, er altså nogle der ydmygt adlyder ham. Det var også muligt for en hel nation at blive hans venner. Jehova sagde til israelitterne: “Adlyd mig, for så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk.” (Jeremias 7:23) Så hvis man gerne vil være en af Jehovas venner, er det nødvendigt at man adlyder ham.

JEHOVA HJÆLPER SINE VENNER

4, 5. Hvordan hjælper Jehova sine venner?

4 Ifølge Bibelen er Jehova på udkig efter muligheder for at “bruge sin styrke til at hjælpe dem hvis hjerte er helt med ham”. (2. Krønikebog 16:9) I Salme 32:8 giver han dette løfte til sine venner: “Jeg vil give dig indsigt og undervise dig i den vej du bør følge. Jeg vil give dig råd mens mit øje hviler på dig.”

5 Vores magtfulde fjende Satan Djævelen prøver at forhindre os i at blive Guds venner. Men Jehova lover at hjælpe os. (Læs Salme 55:22). Som hans venner tjener vi ham helhjertet. Selv under svære omstændigheder er vi besluttet på at være loyale mod ham. Vi har det ligesom David, der skrev om Jehova: “Fordi han er ved min højre hånd, vil jeg aldrig komme til at vakle.” (Salme 16:8; 63:8) Men hvordan forsøger Satan at forhindre os i at blive Guds venner? Det vil vi se på nu.

SATANS BESKYLDNING MOD MENNESKER

6. Hvad beskylder Satan mennesker for?

6 I kapitel 11 var vi inde på at Satan beskyldte Jehova for at være en løgner og for at være uretfærdig fordi han ikke gav Adam og Eva lov til selv at afgøre hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Ud fra Jobs Bog kan vi se at Satan også kommer med en beskyldning mod de mennesker der ønsker at være Guds venner. Han beskylder dem for kun at tjene Gud af selviske grunde og ikke af kærlighed. Og han påstår endda at han kan få alle til at vende Gud ryggen. I den forbindelse kan vi lære meget af Job. Lad os se hvad der skete med ham, og hvordan Jehova beskyttede ham.

7, 8. (a) Hvordan så Jehova på Job? (b) Hvad sagde Satan om Job?

Job levede for omkring 3.600 år siden, og i Jehovas øjne var han noget helt særligt i forhold til andre der levede på den tid. Jehova sagde: “Der er ingen som ham på jorden.” Job havde dyb respekt for Gud og kunne ikke fordrage det der var ondt. (Job 1:8) Han var virkelig Jehovas ven.

Satan påstod dog at Job tjente Gud af selviske grunde. Han sagde til Jehova: “Du har jo sat et hegn rundt omkring ham for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har. Du velsigner alt hvad han arbejder med, og hans mange husdyr breder sig i landet. Men prøv til en forandring at række din hånd ud og tage alt hvad han ejer, fra ham. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” – Job 1:10, 11.

9. Hvad fik Satan lov til?

Satan hævdede at Job kun tjente Jehova fordi han kunne få noget ud af det. Og han påstod at han kunne få ham til at holde op med at tjene Jehova. Jehova var selvfølgelig klar over at det ikke var rigtigt, men han tillod at Satan prøvede Job, så det kunne blive bevist at hans venskab med Jehova var baseret på kærlighed.

SATAN ANGRIBER JOB

10. Hvad blev Job udsat for af Satan, og hvordan reagerede han?

10 Først sørgede Satan for at alle Jobs dyr enten blev stjålet eller slået ihjel. Derefter dræbte han de fleste af Jobs tjenestefolk. Job mistede alt. Satan slog også hans ti børn ihjel i en storm. Men Job forblev loyal mod Jehova. Bibelen siger: “I alt dette syndede Job ikke og bebrejdede ikke Gud noget.” – Job 1:12-19, 22.

Jehova belønnede Job for hans loyalitet

11. (a) Hvilken yderligere prøve udsatte Satan Job for? (b) Hvordan reagerede Job?

11 Satan gav ikke op. Han sagde til Gud: “Prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” Efterfølgende sørgede Satan for at Job blev ramt af en meget smertefuld sygdom. (Job 2:5, 7) Job blev dog ved med at være loyal mod Jehova. Han sagde: “Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!” – Job 27:5.

12. Hvordan beviste Job at Satan er en løgner?

12 Job vidste ikke noget om Satans beskyldninger og hvorfor han blev udsat for alle de prøvelser. Faktisk troede han at det var Jehova der stod bag hans problemer. (Job 6:4; 16:11-14) Men alligevel var han loyal mod Jehova. Nu var der slet ikke noget at være i tvivl om. Job var ikke ven med Gud af selviske grunde, men af kærlighed. Alt hvad Satan havde påstået, var løgn!

13. Hvad førte Jobs loyalitet til?

13 Job vidste ikke at det var Satan der var skyld i hans lidelser. Men alligevel forblev han loyal mod Jehova, og derfor blev han belønnet. – Job 42:12-17.

SATAN BESKYLDER OGSÅ DIG

14, 15. Hvad beskylder Satan alle mennesker for?

14 Vi kan lære meget af det der skete med Job. Satan beskylder nemlig også os for kun at tjene Jehova af selviske grunde. I Job 2:4 siger han: “Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.” Det viser at Satan beskylder alle mennesker for at være selviske. Flere hundrede år efter Jobs død hånede Satan stadig Jehova og satte spørgsmålstegn ved hans tjeneres motiver. Det kan vi for eksempel se i Ordsprogene 27:11, hvor Jehova siger: “Vær vis, min søn, og glæd mit hjerte, så jeg kan give et svar til den der håner mig.”

15 Du kan vælge at være en loyal ven af Jehova ved at adlyde ham. På den måde er du med til at bevise at Satan er en løgner. Det er en alvorlig beslutning at vælge at tjene Jehova, og måske er du nødt til at foretage forandringer for at blive hans ven, men det er det bedste valg du kan træffe. Noget af det Satan påstår, er at vi ikke vil være loyale mod Gud når vi kommer ud for prøvelser, og han forsøger at lokke os til at være ulydige. Hvordan gør han det?

16. (a) Hvilke metoder bruger Satan for at få os til at holde op med at tjene Jehova? (b) Hvordan kunne Satan prøve at få dig til at holde op med at tjene Jehova?

16 Satan bruger mange forskellige metoder til at prøve at forhindre os i at blive Guds venner. For eksempel er han “som en brølende løve” der leder efter et bytte han kan angribe. (1. Peter 5:8) Noget der virkelig kan føles som et angreb, er hvis dine venner, nogen i din familie eller andre prøver at få dig til at holde op med at studere Bibelen og gøre det du ved er rigtigt. * (Johannes 15:19, 20) En anden metode Satan gør brug af, er at han udgiver sig for at være “en lysets engel”. Det betyder at han prøver at bedrage os og få os til at være ulydige mod Jehova. (2. Korinther 11:14) En tredje metode han bruger, er at han forsøger at få os til at tro at vi ikke er gode nok til at tjene Jehova, i håb om at vi giver op. – Ordsprogene 24:10.

ADLYD JEHOVA

17. Hvorfor adlyder vi Jehova?

17 Når vi adlyder Jehova, beviser vi at Satan er en løgner. Bibelen fortæller hvad der vil hjælpe os til at være lydige: “I skal elske Jehova jeres Gud af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl og hele jeres styrke.” (5. Mosebog 6:5) Ja, vi adlyder Jehova fordi vi elsker ham. Og efterhånden som vores kærlighed til ham vokser, bliver vores ønske om at gøre alt hvad han beder os om, også større. Apostlen Johannes skrev: “At vi elsker Gud, vil nemlig sige at vi holder hans bud, og hans bud er ikke en tung byrde.” – 1. Johannes 5:3.

18, 19. (a) Nævn nogle ting der er forkerte i Jehovas øjne. (b) Hvordan kan vi vide at Jehova aldrig beder os om at gøre noget vi ikke er i stand til?

18 Der er nogle ting der er forkerte i Jehovas øjne. I boksen “ Had det Jehova hader” gives der nogle eksempler på det. Det kan være at du tænker at nogle af tingene ikke er så slemme. Men når du tænker grundigt over de bibelvers der er henvist til, vil du komme til at forstå hvorfor det er klogt at følge Jehovas love. Du finder måske ud af at du er nødt til at foretage nogle forandringer i dit liv. Det kan nogle gange være svært, men det vil give dig fred og glæde fordi du ved at du er loyal mod Gud. (Esajas 48:17, 18) Men kan det overhovedet lade sig gøre at lave om på sig selv?

19 Jehova beder os aldrig om at gøre noget vi ikke er i stand til. (5. Mosebog 30:11-14) Han kender os bedre end vi selv gør – både vores stærke sider og vores svage sider. (Salme 103:14) I Bibelen finder vi denne opmuntrende tanke: “Gud er trofast – han vil ikke tillade at I bliver fristet mere end I kan klare, men når I bliver fristet, vil han skabe en udvej så I kan holde ud.” (1. Korinther 10:13) Vi kan altså stole på at Jehova altid vil give os den styrke der skal til for at gøre det der er rigtigt. Ja, han vil endda give os “den kraft som er ud over det normale”, så vi kan klare svære situationer. (2. Korinther 4:7) Efter selv at være blevet hjulpet af Jehova under svære prøvelser kunne apostlen Paulus konstatere: “Alt har jeg styrke til på grund af ham der giver mig kraft.” – Filipperne 4:13.

ELSK DET GUD ELSKER

20. Hvilke egenskaber skal vi opdyrke, og hvorfor?

20 Hvis vi vil være Jehovas venner, skal vi holde op med at gøre det der er forkert. Men der skal mere til. (Romerne 12:9) Vi må elske det Gud elsker, og leve op til beskrivelsen i Salme 15:1-5. (Læs). For at blive ven med Jehova må vi efterligne ham og opdyrke “kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse”. – Galaterne 5:22, 23.

21. Hvordan kan du lære at opdyrke de egenskaber Gud elsker?

21 Hvordan kan du lære at opdyrke disse egenskaber? Du er nødt til at finde ud af hvad Jehova elsker, og det gør du ved at læse og studere Bibelen. (Esajas 30:20, 21) Det vil få din kærlighed til Jehova til at vokse og give dig et ønske om at adlyde ham.

22. Hvad fører det til at adlyde Jehova?

22 De forandringer du måske må foretage, kan sammenlignes med det at tage gammelt tøj af og tage noget nyt på. I Bibelen står der: “Aflæg den gamle personlighed ..., og tag den nye personlighed på.” (Kolossenserne 3:9, 10) Det kan være svært at lave om på sig selv, men når vi gør det, vil Jehova belønne os. (Salme 19:11) Bevis at Satan er en løgner, ved at adlyde Gud, ikke bare for at få en belønning, men af kærlighed til ham. På den måde bliver du en af Jehovas venner.

^ par. 16 Det vil ikke sige at de der prøver at få dig til at holde op med at studere Bibelen, er styret af Satan. Men eftersom han er “denne verdens gud” og “hele verden er i [hans] magt”, bør det alligevel ikke komme bag på os at nogle vil forsøge at forhindre os i at tjene Jehova. – 2. Korinther 4:4; 1. Johannes 5:19.