(Nekoʹda) [spættet].

1. Forfaderen til en gruppe af netinim-folk som i 537 f.v.t. vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon. — Ezr 2:1, 43, 48; Ne 7:46, 50.

2. Forfaderen til en gruppe der ikke kunne „gøre rede for deres fædrenehus og deres æt“. (Ezr 2:59, 60; Ne 7:61, 62) Da navnene Delaja og Tobija i disse vers forbindes med Nekoda, men ikke forekommer andre steder i listerne over hjemvendte landflygtige, formodes det at denne Nekoda ikke er den samme som nr. 1.