(Eliʹsabet) [gr.: Eleisaʹbet, af hebr. ’Ælīsjæʹva‛, der betyder „min Gud er overflod; overflodens Gud“].

Præsten Zakarias’ gudfrygtige hustru og Johannes Døbers moder. Elisabet var selv af levitten Arons præstelige slægt. Både hun og hendes mand var højt oppe i årene da engelen Gabriel viste sig for Zakarias i Det Hellige i templet og meddelte ham at Elisabet ville føde en søn som skulle hedde Johannes. Da Elisabet blev gravid, holdt hun sig afsondret i fem måneder. Da hun var i sjette måned, fik hun besøg af sin slægtning Maria. Ved den lejlighed sprang den ufødte Johannes i hendes liv, og fyldt med hellig ånd velsignede hun Maria og hendes livs frugt og kaldte hende „min Herres moder“. — Lu 1:5-7, 11-13, 24, 39-43.