Gå direkte til indholdet

EFTERLIGN DERES TRO | MARIA MAGDALENE

“Jeg har set Herren!”

Maria Magdalene så op mod himlen mens hun tørrede tårerne væk fra sine øjne. Hendes Herre, som hun holdt så meget af, hang der på pælen foran hende. Det var ved middagstid på en forårsdag, “og alligevel blev det mørkt i hele landet”! (Lukas 23:44, 45) Hun trak kappen om skuldrene og krøb tættere sammen med kvinderne ved siden af sig. En solformørkelse varer kun få minutter, så det kunne ikke være årsagen til det tre timer lange mørke. Måske kunne Maria og de andre der stod omkring Jesus, høre lyde fra dyr der normalt kun kunne høres om natten. Nogle af dem der var til stede, blev meget bange og sagde: “Det var virkelig Guds Søn.” (Matthæus 27:54) Jesus’ disciple og andre mente måske at det var Jehova der gav udtryk for sin dybe sorg over den modbydelige måde hans Søn blev behandlet på.

Maria Magdalene kunne næsten ikke holde ud at være der, men hun kunne heller ikke få sig selv til at gå. (Johannes 19:25, 26) Jesus’ smerter må have været uudholdelige. Og der var også brug for nogen til at trøste og støtte Jesus’ mor.

Efter alt hvad Jesus havde gjort for Maria, var hun parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe ham. Engang var hun en fortabt, hjælpeløs stakkel, men det havde Jesus lavet om på. Han havde givet hende et værdigt og meningsfyldt liv. Nu var hun en kvinde med en meget stærk tro. Hvordan var hun blevet det? Og hvad kan vi lære af hendes eksempel?

De “sørgede for dem med det de havde”

Bibelens beretning om Maria Magdalene begynder med en gave, nemlig frihed. Jesus befriede hende fra et liv der var som et mareridt. Dengang var det ikke ualmindeligt at være under dæmoners indflydelse. Disse onde ånder angreb mange mennesker – de kunne endda besætte og styre dem. Vi ved ikke hvordan dæmonerne påvirkede stakkels Maria Magdalene, vi ved kun at hun var blevet besat af hele syv af disse modbydelige, kyniske uhyrer. Og takket være Jesus blev hun befriet for dem alle! – Lukas 8:2.

Nu kunne Maria ånde lettet op og begynde et helt nyt liv. Hvordan kunne hun vise sin taknemmelighed? Hun blev en af Jesus’ loyale disciple. Og hun reagerede straks når hun så at der var et behov. Jesus og hans apostle havde brug for mad, tøj og et sted at sove om natten. Ingen af dem var velstående, og de havde alle forladt deres arbejde for at kunne koncentrere sig om at forkynde og undervise, så de havde brug for at andre hjalp med at dække deres materielle behov.

Maria og flere andre kvinder hjalp med at dække disse behov. De “sørgede for dem med det de havde”. (Lukas 8:1, 3) Nogle af kvinderne kan godt have været velhavende. Bibelen fortæller ikke om de hjalp med at lave mad, vaske tøj eller sørge for logi i de forskellige landsbyer. Men de udnyttede deres muligheder for at støtte den omrejsende gruppe på omkring 20 personer. Kvindernes flittige indsats har helt sikkert hjulpet Jesus og apostlene til at give forkyndelsen deres fulde opmærksomhed. Maria var selvfølgelig klar over at hun aldrig ville kunne gengælde det Jesus havde gjort for hende, men det gav hende stor glæde at gøre hvad hun kunne.

Mange i dag ser ned på dem der har et simpelt arbejde, måske med at hjælpe andre. Men det er ikke sådan Gud ser på det. Forestil dig hvor glad han må have været for at se Maria give af sig selv og gøre alt hvad hun kunne, for at støtte Jesus og apostlene. Også i dag er mange trofaste kristne villige til at hjælpe hinanden. Lidt praktisk hjælp eller et opmuntrende ord kan gøre en stor forskel. Jehova værdsætter virkelig når vi gør noget godt for andre. – Ordsprogene 19:17; Hebræerne 13:16.

“Ved Jesus’ pæl”

Maria Magdalene var en af de mange kvinder der fulgtes med Jesus til Jerusalem for at fejre påsken i år 33. (Matthæus 27:55, 56) Nyheden om at Jesus i løbet af natten var blevet arresteret og stillet for retten, må have været et kæmpe chok for hende. Men det skulle vise sig at blive endnu værre. Statholderen Pontius Pilatus gav efter for presset fra de jødiske religiøse ledere og folkemængden og dømte Jesus til døden på en pæl. Maria har sikkert set sin Herre kæmpe sig gennem gaderne blødende og udmattet mens han slæbte den lange pæl han skulle henrettes på, efter sig. – Johannes 19:6, 12, 15-17.

Da henrettelsen fandt sted, ved mørkets frembrud midt på dagen, stod Maria Magdalene og de andre kvinder dér “ved Jesus’ pæl”. (Johannes 19:25) Maria, som var der lige til det sidste, så og hørte at Jesus betroede den elskede apostel Johannes det ansvar at tage sig af hans mor. Hun hørte også Jesus’ forpinte råb til sin Far. Og lige inden han døde, hørte hun hans triumferende sidste ord: “Det er fuldført!” Hun var sønderknust, men alligevel blev hun der efter at Jesus var død. Senere blev hun siddende foran den grav hvor en rig mand fra Arimatæa der hed Josef, havde anbragt Jesus. – Johannes 19:30; Matthæus 27:45, 46, 57-61.

Marias eksempel minder os om hvad vi kan gøre når vores trosfæller står i en svær situation. Vi kan måske ikke forhindre at noget forfærdeligt sker, eller fjerne smerten fra nogle der har været udsat for en tragedie. Men vi kan vise medfølelse og mod. Bare det at have en nær ven ved sin side kan være en stor hjælp når man har det svært. Når vi er der for en ven i vanskelige tider, viser vi en stærk tro og er til stor trøst. – Ordsprogene 17:17.

Jesus’ mor må have følt sig trøstet af at have Maria Magdalene ved sin side

‘Jeg vil hente ham’

Efter at Jesus’ lig var blevet lagt i graven, var Maria en af de kvinder der købte aromatiske stoffer for at indgnide ham med dem. (Markus 16:1, 2; Lukas 23:54-56) Dagen efter sabbatten stod hun tidligt op. Se for dig hvordan hun gik hen ad de mørklagte gader sammen med de andre kvinder på vej mod Jesus’ grav. Undervejs spekulerede de på hvordan de skulle rulle den tunge sten som blokerede gravens indgang, væk. (Matthæus 28:1; Markus 16:1-3) Det forhindrede dem dog ikke i at fortsætte. Deres tro motiverede dem til at gøre hvad de kunne, og overlade resten til Jehova.

Maria var sikkert den første der ankom til graven. Hun standsede chokeret op. Stenen var blevet rullet væk, og graven var tom! Maria var en beslutsom kvinde, så hun løb med det samme tilbage og fortalte Peter og Johannes hvad hun havde set. Stakåndet sagde hun: “De har fjernet Herren fra graven, og vi ved ikke hvor de har lagt ham.” Peter og Johannes skyndte sig hen til graven, konstaterede at den var tom, og gik derefter hjem igen. * – Johannes 20:1-10.

Da Maria kom tilbage til graven, var hun der alene. Det var stadig tidligt om morgenen. Stilheden fra den tomme grav sænkede sig, og hun brød fuldstændigt sammen i gråd. Hun kunne næsten ikke begribe at Herren var væk, så hun lænede sig fremover og kiggede endnu en gang ind i graven. Til hendes store overraskelse sad der to engle i hvidt derinde! “Hvorfor græder du?” spurgte de. Forvirret gentog hun det hun havde sagt til apostlene: “De har fjernet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham.” – Johannes 20:11-13.

Hun vendte sig om og så at der stod en mand bag hende. Hun kunne ikke genkende ham, så hun troede at han var havemanden, som passede området. Manden spurgte hende venligt: “Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Maria svarede: “Herre, hvis du har flyttet ham, så fortæl mig hvor du har lagt ham, og så vil jeg hente ham.” (Johannes 20:14, 15) Tænk over hvad det egentlig var hun sagde. Kunne denne kvinde virkelig have båret Jesus’ lig væk helt alene, han havde jo været en stærk og fysisk aktiv mand? Maria var ikke typen der tænkte over sådan nogle ting. Hun vidste bare at hun måtte gøre hvad hun kunne.

‘Jeg vil hente ham’

Når vi bliver ramt af sorg eller står i en situation der virker helt uoverskuelig, hvordan kan vi så efterligne Maria Magdalene? Hvis vi kun fokuserer på vores svagheder og begrænsninger, kan vi blive lammet af frygt og usikkerhed. Hvis vi derimod er besluttet på at gøre vores bedste og overlader resten til Gud, kan vi udrette meget mere end vi kan forestille os. (2. Korinther 12:10; Filipperne 4:13) Og vigtigst af alt: Vi glæder Jehova! Det gjorde Maria i høj grad, og hun blev belønnet på en helt særlig måde.

“Jeg har set Herren!”

Manden der stod foran Maria, var ikke en havemand. Han havde engang været tømrer, derefter lærer og til sidst hendes elskede Herre. Men hun kunne ikke genkende ham, så hun kiggede væk igen. Maria havde slet ikke overvejet den mulighed at Jesus kunne være blevet oprejst som en mægtig åndeskabning og derfor kunne materialisere sig i en anden krop end den han havde ofret. I de begivenhedsrige dage efter sin opstandelse viste Jesus sig flere gange uden at blive genkendt, ikke engang af sine nære venner. – Lukas 24:13-16; Johannes 21:4.

Hvordan gav Jesus sig til kende over for Maria? Ved måden han sagde hendes navn på: “Maria!” Hun vendte sig hurtigt rundt og udbrød forbløffet det hebraiske ord hun uden tvivl havde tiltalt ham med masser af gange før: “Rabbúni!” Det var hendes elskede Lærer! Overvældet af glæde klyngede hun sig til ham og ville ikke give slip. – Johannes 20:16.

Jesus kendte hendes tanker. “Hold op med at klynge dig til mig,” sagde han. Han har sikkert sagt disse ord på en venlig måde og måske med et kærligt smil. Han gjorde sig nænsomt fri og forsikrede hende: “Jeg er endnu ikke steget op til Faren.” Tiden var ikke kommet til at han skulle stige til himlen. Der var stadig arbejde der skulle udføres på jorden, og han ønskede at Maria skulle hjælpe. Hun lyttede opmærksomt til Jesus da han sagde: “Gå til mine brødre og sig til dem: ‘Jeg stiger op til min Far og jeres Far og til min Gud og jeres Gud.’” – Johannes 20:17.

Sikke en opgave at få af Herren! Maria var en af de første disciple der så Jesus efter at han var blevet oprejst, og nu fik hun betroet det privilegium at fortælle andre den gode nyhed. Forestil dig hvilken glæde hun følte mens hun skyndte sig hen til de andre disciple. Forpustet udbrød hun de uforglemmelige ord: “Jeg har set Herren!” Hun fortalte dem alt hvad Jesus havde sagt, med så stor begejstring at hun helt glemte at trække vejret. (Johannes 20:18) Det hun sagde, bekræftede det apostlene havde fået at vide af de andre kvinder der havde været ved Jesus’ tomme grav. – Lukas 24:1-3, 10.

“Jeg har set Herren!”

De “ville ikke tro på kvinderne”

Hvordan reagerede mændene? Ikke særligt positivt til at starte med. I beretningen står der at de syntes “det lød som noget vrøvl, og ville ikke tro på kvinderne”. (Lukas 24:11) Disse velmenende mænd var vokset op i et samfund hvor man ikke havde ret meget tillid til kvinder. Ifølge en rabbinsk overlevering kunne en kvinde ikke bruges som vidne i en retssag. Måske var apostlene mere påvirket af deres kultur end de regnede med. Men Jesus og hans Far har ikke den slags fordomme. Hvor var det et fantastisk privilegium denne trofaste kvinde blev belønnet med!

Maria lod sig ikke gå på af mændenes reaktion. Hun vidste at Jesus havde tillid til hende, og det var nok. Alle Jesus’ disciple i dag har også fået til opgave at forkynde et budskab for andre. Bibelen omtaler dette budskab som “den gode nyhed om Guds rige”. (Lukas 8:1) Jesus lovede ikke sine disciple at andre ville tro på dem eller værdsætte deres arbejde. Nej, tværtimod. (Johannes 15:20, 21) Derfor gør kristne klogt i at huske på Maria Magdalene. Ikke engang hendes åndelige brødres mistroiske holdning kunne lægge en dæmper på hendes glæde ved at fortælle andre den gode nyhed om at Jesus var blevet oprejst.

Efterhånden viste Jesus sig for apostlene og derefter for flere og flere af disciplene. Ved ét tilfælde viste han sig for mere end 500 på én gang. (1. Korinther 15:3-8) Marias tro må være blevet styrket hver gang Jesus viste sig, uanset om hun selv overværede det eller hørte om det fra andre. Det er muligt at Maria Magdalene var en af de kvinder der var med til mødet i Jerusalem på Pinsedagen, hvor disciplene blev fyldt med hellig ånd. – Apostlenes Gerninger 1:14, 15; 2:1-4.

Uanset hvad kan vi i hvert fald være sikre på at Maria Magdalene bevarede en stærk tro lige til det sidste. Lad os alle være fast besluttet på at gøre det samme. Vi kan efterligne Maria Magdalene og opbygge en stærk tro ved at vise værdsættelse af alt det Jesus har gjort for os, og stole på at Gud altid vil hjælpe os når vi gør noget godt for andre.

^ par. 17 Maria var åbenbart løbet tilbage før de andre kvinder i gruppen mødte en engel der fortalte dem om Jesus’ opstandelse. Ellers ville Maria formentlig have fortalt Peter og Johannes at hun havde set en engel som havde forklaret hvorfor liget var væk. – Matthæus 28:2-4; Markus 16:1-8.