Gå direkte til indholdet

Hvad siger Bibelen om det at bruge makeup og smykker?

Hvad Bibelen siger

Selvom Bibelen ikke går i detaljer med dette emne, fordømmer den ikke brugen af makeup, smykker eller andet man kan pynte sig med. Men frem for at fokusere på det fysiske udseende lægger Bibelen vægt på “den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt”. – 1 Peter 3:3, 4.

At gøre noget ved sit udseende fordømmes ikke

  • Trofaste kvinder på Bibelens tid gjorde noget ved deres udseende. Rebekka, der giftede sig med Abrahams søn Isak, bar en guldnæsering, guldarmbånd og andre dyre smykker som hendes kommende svigerfar havde foræret hende. (1 Mosebog 24:22, 30, 53) Og Ester tog imod skønhedsbehandlinger for at forberede sig til den potentielle rolle som dronning i det persiske imperium. (Ester 2:7, 9, 12) Disse behandlinger indbefattede åbenbart brugen af “kosmetik”, eller “forskellige slags makeup”. – New International Version; Easy-to-Read Version.

  • Når Bibelen bruger smykker for at illustrere noget, er sammenligningen positiv. En der giver gode råd, sammenlignes for eksempel med “en ørenring af guld ... for det hørende øre”. (Ordsprogene 25:12) Gud sammenlignede også den måde han behandlede nationen Israel på, med det at en mand pynter sin brud med armbånd, en halskæde og øreringe. Denne prydelse gjorde nationen “meget, meget smuk”. – Ezekiel 16:11-13.

Fejlagtige opfattelser af makeup og smykker

Fejlagtig opfattelse: I 1 Peter 3:3 fordømmer Bibelen at man ‘fletter sit hår og bærer guldsmykker’.

Faktum: Sammenhængen viser at Bibelen lægger vægt på værdien af den indre skønhed i modsætning til det at have et smukt udseende eller at bruge smykker. (1 Peter 3:3-6) Denne modsætning omtales også andre steder i Bibelen. – 1 Samuel 16:7; Ordsprogene 11:22; 31:30; 1 Timoteus 2:9, 10.

Fejlagtig opfattelse: Den onde dronning Jesabels brug af øjenskygge, eller “øjensminke”, viser at det er forkert at bruge makeup. – 2 Kongebog 9:30.

Faktum: Jesabel, der praktiserede trolddom og begik mord, blev dømt for sine onde gerninger, ikke for sit udseende. – 2 Kongebog 9:7, 22, 36, 37.