Gå direkte til indholdet

Coronatræt – hvad kan du gøre?

Synes du livet er hårdt her under covid-19? Så er du ikke alene. I måneder nu har folk i hele verden været nødt til at tilrettelægge deres liv efter denne pandemi. Mange “har bragt store ofre for at begrænse smitte med covid-19”, siger WHO’s europæiske direktør, dr. Hans Kluge. “I sådan nogle situationer kan man let komme til at føle sig apatisk og demotiveret, at føle sig træt.”

Hvis du oplever coronatræthed, så giv ikke op. Bibelen hjælper mange til at se lyst på livet i den her svære tid, og den kan også hjælpe dig.

 Hvad er coronatræthed?

Coronatræthed er ikke en sygdom men er et udtryk der beskriver den naturlige reaktion mennesker har på den usikkerhed og de ændrede omstændigheder som pandemien igennem længere tid har forårsaget. Det er selvfølgelig forskelligt hvordan hver enkelt reagerer, men nogle almindelige tegn på coronatræthed er:

  • manglende motivation

  • ændrede spise- og søvnvaner

  • pirrelighed

  • stress over opgaver som man ellers sagtens ville kunne klare

  • koncentrationsbesvær

  • en følelse af håbløshed

 Hvorfor er coronatræthed alvorligt?

Coronatræthed er farligt for både vores egen og andres sikkerhed. Hvis ikke vi passer på, kunne vi langsomt blive mindre og mindre motiveret til at følge covid-19-anbefalingerne. Med tiden kunne vi måske begynde at tage let på sygdommen, også selvom den fortsat spreder sig og kræver mange ofre. Måske bryder vi endda restriktionerne, og det udgør en fare for os selv og for andre.

I den her svære situation er der mange der er enige i det Bibelen siger: “Hvis du mister modet i svære tider, vil dine kræfter være få.” (Ordsprogene 24:10) Bibelens principper kan hjælpe os til at holde modet oppe under svære omstændigheder, for eksempel den her pandemi.

 Hvilke bibelske principper kan hjælpe dig gennem coronatræthed?

  • Hold fysisk afstand, men vær social

    Hvad Bibelen siger: “En sand ven ... er født til at hjælpe i svære tider.” – Ordsprogene 17:17.

    Hvorfor det er vigtigt: Gode venner opmuntrer og styrker hinanden. (1. Thessaloniker 5:11) Derimod er langvarig isolation farligt for helbredet. – Ordsprogene 18:1.

    Prøv dette: Hold kontakten med dine venner ved at ringe sammen, eventuelt ved hjælp af videoopkald, eller at skrive sammen. Hvis du har en dårlig dag, er det ekstra vigtigt. Og husk også at tjekke op på hvordan de har det. Tal om hvad der hjælper jer til at holde ud her under pandemien. Vær opmærksom på hvordan du kan gøre noget godt for en ven, så vil I begge to få det bedre.

  • Få det bedste ud af dine omstændigheder

    Hvad Bibelen siger: “Brug jeres tid klogt.” – Efeserne 5:16.

    Hvorfor det er vigtigt: At bruge din tid klogt kan hjælpe dig til at være positiv og undgå at bekymre dig for meget. – Lukas 12:25.

    Prøv dette: Vær på udkig efter hvordan du kan udnytte din situation, i stedet for at fokusere på hvad du ikke længere kan. Er der for eksempel nogle projekter du har tid til nu, eller nogle hobbyer du gerne vil i gang med? Kan du bruge mere tid sammen med din familie?

  • Hav en god rutine

    Hvad Bibelen siger: “Sørg for at alt foregår på en ... velordnet måde.” – 1. Korinther 14:40.

    Hvorfor det er vigtigt: Mange føler sig mere trygge og glade når de har en fast rutine.

    Prøv dette: Lav en tidsplan ud fra din nuværende situation. Sæt tid af til lektier, arbejde, pligter i hjemmet og også til at styrke dit forhold til Gud. Skriv også andre sunde aktiviteter på, for eksempel at være sammen med familien, at være udenfor og at dyrke motion. Gennemgå din tidsplan en gang imellem og lav ændringer hvis det er nødvendigt.

  • Tilpas dig årstiderne

    Hvad Bibelen siger: “Den kloge ser faren og søger i sikkerhed.” – Ordsprogene 22:3.

    Hvorfor det er vigtigt: Alt efter hvor du bor, kan de skiftende årstider gøre det til en udfordring at få frisk luft og sollys – to ting der er vigtige for dit fysiske og mentale helbred.

    Prøv dette: Indret din stue eller dit arbejdsområde så du får mest muligt sollys i vintermånederne. Planlæg nogle ting du kan gøre udenfor selvom det er koldt. Hvis det er muligt, så anskaf dig noget godt vintertøj så du kan være mere ude i det fri.

    I sommermånederne vil folk være mere udenfor, så pas på dig selv. Planlæg hvor du vil tage hen, og vælg tidspunkter hvor der ikke er så mange mennesker.

  • Vær hele tiden opmærksom på smittefare

    Hvad Bibelen siger: “Tåben er hæmningsløs og selvsikker.” – Ordsprogene 14:16.

    Hvorfor det er vigtigt: Covid-19 er livsfarlig, og vi risikerer at blive smittet hvis vi sænker paraderne.

    Prøv dette: Hold dig opdateret om myndighedernes anbefalinger, og tænk over om du stadig har paraderne oppe. Overvej hvilken indflydelse det du gør, vil have på dig selv, din familie og andre.

  • Styrk dit forhold til Gud

    Hvad Bibelen siger: “Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” – Jakob 4:8.

    Hvorfor det er vigtigt: Gud kan hjælpe dig til at klare enhver udfordring. – Esajas 41:13.

    Prøv dette: Læs et stykke i Guds ord, Bibelen, hver dag. Den her bibellæseplan kan hjælpe dig til at komme i gang.

Du kan også kontakte Jehovas Vidner for at finde ud af hvordan du kan få gavn af det de gør for at mødes her under covid-19-pandemien. For eksempel har de i hele verden gjort brug af videokonference til deres møder, højtiden til minde om Jesus’ død og deres stævner.

 Bibelvers der kan hjælpe dig til at klare coronatræthed

Esajas 30:15: “I vil få styrke ved at holde jer i ro og vise tillid.”

Betydning: Hvis vi stoler på Guds råd, kan det hjælpe os til at bevare roen i svære tider.

Ordsprogene 15:15: “For den der er ramt af ondt, er alle dage dårlige, men for den der har et glad hjerte, er hver dag en fest.”

Betydning: Hvis vi fokuserer på det positive, vil det hjælpe os til at være glade selvom vi har det svært.

Ordsprogene 14:15: “Den naive tror på alt hvad han hører, men den kloge overvejer hvert skridt han tager.”

Betydning: Følg myndighedernes anbefalinger, og vær ikke hurtig til at affærdige restriktionerne som unødvendige.

Esajas 33:24: “Ingen der bor i landet, vil sige: ‘Jeg er syg.’”

Betydning: Gud lover at han vil fjerne al sygdom.